Plader

The Informations: Noah’s Ark

Frederik Nordsø, der er guitarist i The William Blakes, har været i gang med sit debutprojekt i tre år. Det er lang tid, men de hypnotiske popsange har været ventetiden værd.

Man får ikke mange muligheder for at trække vejret på Noah’s Ark. Der er fart over feltet, og det kan være svært at følge med. Men hvis man sørger for stoppe op engang imellem, skal der nok være noget at komme efter for de fleste på The William Blakes-medlemmet Frederik Nordsøs debut med sit projekt The Informations.

Den hypnotiske stil er lagt lige fra starten med det ensformige, men langtfra kedelige “Seeing You” som åbningsnummer. I et langt crescendo vokser nummeret med »Wooo-Ooouuu«-kor, der ville gøre enhver Beach Boy misundelig.
Musikken er voldsomt skrøbelig med Frederik Nordsøs vanvittige stemme, der bringer tanker om fugleskrig i det fjerne. Lige så udflippet, forvirrende og forblæst sangene fremstår, ligeså gode er de popsange, der ligger og gemmer sig under tæppet af tribalpop, der hælder mod det krautede.

Det er lige præcis, hvad Noah’s Ark er: en dansabel plade, der nok skal komme til at gøre sig godt live med et publikum, der er klar på at kridte Converse-skoene. Nummeret “Fela Man” rummer alt, hvad der skal til for at få hevet de korslagte arme fra hinanden. Den skingre stemme bliver afløst af et mandigt og dybt kor, som gør sig godt i det, der minder om et omkvæd. Heldigvis får man lov til at tørre sveden af panden i versene imellem; derudover er man næsten tvunget til fysisk udfoldelse af de galopperende beats.

Sådan er mange af de 13 numre på pladen. Popsange, der er pakket ind i hypnotiske stammende beats, der gør, at det er svært at lade være med at sidde og vippe med foden. Også selvom man bare sidder på sit kammer og skriver anmeldelse. I mere afdæmpede numre som “Lion’s Hand” og “Dolphins” er trommerne også gennemgående. De toppes med psykedeliske toner hældt fra en elektrisk guitar, og det gør det svært ikke at rokke lidt med.

Mange vil nok drage paralleller mellem The Informations og kongerne inden for tribal-pop såsom Animal Collective og Panda Bear. Og det vil de gøre med rette, for det lyder unægtelig, som om Nordsø har hentet en del inspiration derfra. Alligevel har han fundet sin egen trampende, drømmende og festlige lyd, der i hvert fald har vakt glæde i mit lille hjem. Få dine Converse på og dans, mand.

★★★★★☆

Leave a Reply