Earth udgør på mange måder et kuriosum. Et band, der er vokset op i skyggen af frontmand Dylan Carlsons rolle i Kurt Cobains selvmord. Et musikalsk udtryk, der aldrig er blevet kompromitteret i forsøg på kommerciel succes. Og sat på spidsen var Earth nok aldrig blevet den legende, bandet er, hvis ikke støj-kongerne Sunn O))) havde hevet dem frem fra mølposen i begyndelsen af årtusindet.
Det var godt gjort af Sunn O))), for siden da har Earth ikke gjort andet end at føje til deres allerede dengang imponerende katalog. Et americana-inspireret udtryk blev startskuddet for Earths genopstandelse, og med den sublime The Bees Made Honey in the Lion’s Skull blev de drone-stoner-country-superstars i et kraftspring. Interessen for Earth er kun blevet udbygget yderligere med udgivelsen af Radio Live 2007-2008 og A Bureaucratic Desire for Extra-Capsular Extraction, der er genudgivelsen af deres første indspilninger. Og nu lander et nyt album oven i alt dette. Det er gode tider at være Earth-fan.
Earth er et band, der ikke skynder sig til konklusionen på deres sange. De er snarere en meget stille bevægelse i tid og rum. Den musikalske udvikling foregår i små skridt, for det er nuancer og detaljer, det kommer an på; ikke musikalske længdespring og konstante forsøg på at genopfinde sit udtryk.
Numrene slæber sig gletschertålmodigt af sted, og lige så stille kryber melodistumperne ind under hjernebarken og sætter sig fast. De musikalske referencer til forgængeren er så tydelige, at det næsten er spild af tid at beskæftige sig med dem. Earth er ikke færdige med at undersøge dette musikalske udtryk, der emmer af støvede ørkenveje, mennesker i forfald og et Amerika, der er ved at slide sig selv i stykker indefra. Og det var da også min første tanke, da Angels of Darkness, Demons of Light 1 var hørt færdig for første gang: Skulle der ikke ske mere end det?
I sidste ende er det fuldstændigt ligegyldigt. Earth har udviklet sig, og det ligger i tråd med deres øvrige værker, at udviklingen foregår i et meget sindigt tempo. For et band, der i den grad har været plaget af Carlsons manglende evne til at holde røven over vandskorpen (se også: heroin), er det utroligt, hvor stor en konsistens der er mellem værkerne. De støjer ikke, som pladerne gjorde i Earths ungdom, men udtrykket er umiskendeligt bandets eget, og udviklingen tydeligt logisk, hvis vi betragter udgivelserne som et langt, evolutionært forløb.
Den mest mærkbare forskel er, at forgængerens hammond-orgel på denne skive er afløst af cello. Det føjer blot til den længselsfuldhed og melankoli, som også var forgængerens store styrke. Og hvor det virker: Celloens dybe lyd udgør en flot kontrast til Carlsons country-inspirerede guitarlyd. Til at runde det hele af har vi Adrienne Davis’ slæbende trommer og et tykt lag elektrisk bas.
Angels of Darkness, Demons of Light 1 er en fornøjelse fra ende til anden. Dyster musik, ja, men ikke uden den sublime skønhed, der også kendetegnede forgængeren. Det er denne delikate balance mellem afgrundsdyb desperation og ukuelig optimisme, der holder pladen oppe og gennemsyrer hvert et sekund af musikken. Tilføjelsen af cello til lydbilledet giver som nævnt melankolien et ryk opad, men paradoksalt nok gør det blot guitarstemmen til et så meget desto klarere lys i mørket, som lytteren kan navigere efter. Lyden virker også rigere og rundere, og det er, som om der er lidt mere af alting. Hvad dette alting så end er.
Earth får herfra en dybfølt anbefaling for at levere en plade med så meget dybde og følelse, uden at der på noget tidspunkt bliver sat ord på. Bogstaveligt talt – for i Earths univers har kun instrumenterne en stemme.
