Plader

Greg MacPherson: Disintegration Blues

Skrevet af Anders Büchert

Greg MacPhersons syvende studiealbum er en småkedelig oplevelse blottet for videre interessante bekendtskaber. Dertil er instrumentering og i særdeleshed producering for slatten.

Det starter med et steady trommebeat, der suppleres af en letbenet, akustisk guitar. Ganske behageligt, tænker man umiddelbart. Men ”Party at Greg’s”, der åbner Greg MacPhersons syvende studiealbum med titlen Disintegration Blues, kan så desværre heller ikke meget mere end det. Tomgangskørslen samt den vage og kedsommelige produktion er slående – og desværre gælder det ikke kun for dette ene nummer, men overordnet for pladen. Det er således ikke et imponerende album, canadieren her har begået.

Det skal hurtigt nævnes, at MacPherson uomtvisteligt besidder en teknisk formidabel vokal. Problemet ligger i højere grad andre steder. Først skal sangskrivningen nævnes. Der er nemlig sjældent noget kompositorisk overvældende at komme efter i de folkrockede numre, der stort set alle besidder en letbenet instrumentering og struktur. Manglen på charme og univers trækker heller ikke ligefrem op, og det gør numre som ”Ukranians”, ”Snowman” og ”river.lake” til uinteressante og småkedsommelige bekendtskaber, der går lige i glemmebogen.

Mere beklagelig er pladens produktion dog. Hule trommer, viljesvag guitarlyd og en fjern vokalproduktion er faktorer, der spiller ind på langt størstedelen af pladens numre og gør, at de aldrig rigtig folder sig ud. Det er på sin vis lo-fi, men uden kant, hvilket er en absolut nødvendighed, såfremt man benytter sig af den form for produktion.

Men heldigvis er der da momentvis positive elementer at hive frem fra Disintegration Blues. Pladens femte skæring, ”Frequencies”, rammer nemlig en nerve med sin flydende, dragende lyd, der i løbet af nummerets fire et halvt minut får udviklet sig på en postrock-lignende måde, hvor forløsningen langsomt bygges op og sørger for pladens mest fyldestgørende øjeblik. Her pakkes den letbenede og minimalistiske struktur langt væk, for selvom instrumenteringen muligvis er nøjagtig den samme, skabes en meget mere massiv lyd, der i den grad klæder MacPhersons ellers nøgne udtryk.

MacPherson kan dog også godt bære de stille sange, hvilket bevises på den efterfølgende ”Crackdown”. Her er der nemlig for første gang tale om et vellykket, langsomt nummer, hvor bagvedliggende kor i selskab med det falset-prægede omkvæd er de absolut vigtigste faktorer på pladens suverænt mest stemningsfulde nummer. En skam, at han på langt størstedelen af pladen ikke formår at ramme et lignende niveau, da majoriteten af sangene er relativt tempoløse numre, som i den grad mangler ekstra bid.

Canadieren beviser altså på Disintegration Blues, at han er i stand til at skrive fyldige og vellykkede kompositioner. Desværre er disse i den grad i undertal, og det betyder, at Greg MacPhersons syvende studiealbum er en lidt skuffende bedrift, som kun ganske få gange lyser op.

★★½☆☆☆

Leave a Reply