Xbxrx: 0

Xbxrx er uudtaleligt.

Jeg når frem til exbæxrex og stopper så, for pladen er stort set ovre, inden jeg kommer frem til et i øvrigt ligegyldigt resultat. Otte minutter er alt, hvad det tager for lortet at køre igennem, og 0 er ingen ep. Det er et album. Der er 10 sange på. Det længste nummer er 1 minut og 17 sekunder langt; det korteste 39 sekunder.

Åbneren, der er nummereret i bedste hardcorestil som “Decay I”, flår i det samme i os med et langsomt headbangerbeat for så i de døende sekunder at gå over i den klassiske hardcores voldsomme hurtighed. “Decay I” indkapsler fint, hvad Xbxrx står for. På trods af deres utvivlsomme hardcore- og punkrødder er der en snert af metal, som gør, at bandet går fra meget skramlet thrashguitar til skrigervokal og ditto guitar. Xbxrx ligger sig herved en smule i forlængelse af crossoverbandsene fra 80’erne såsom Discharge, der netop formåede at samle de to stilarters brutalitet og vrede til et samlet udtryk.

Der er den rene bundnihilistiske punktampen som på “Knowledge is Death” og “Stop the Signs”, hvor der gennembuldres med alle instrumenter inkl. vokalen, men langt de fleste sange på 0 leger mere med den melodiske hardcore. Numre som “Life Is Our Grave” og “Comfort” har begge den karakteristiske nyn-bare-med og højt ringende, intense guitar, der er kendetegnende for det meste af det hardcore, der er slået igennem uden for punkverdenen. Ser man på grupper som Minutemen, Black Flag og Dead Kennedys – for bare at nævne dem med størst gennemslagskraft i det, der ligger nærmest mainstreamen – så er de alle kendetegnede ved ikke kun at køre det i højeste tempo. Men ud over tråden til fortiden er der også noget ved de skingre guitarer, der vækker mindelser om et band som Deerhoof, som netop træder fint imellem knusende og nuttet.

Xbxrx bliver aldrig nuttede, men så i hvert fald nedtonede. Forsangeren, hvis navn jeg ikke kender, da Xbxrx er et uigennemskueligt punkkollektiv, der skifter medlemmer konstant, er også nærværende i sit stemmeleje. Han er vred, men når aldrig karikeret arrigskab; han lyder apatisk, men aldrig rent ud ligeglad. Vokalen rammer ungdomssløvsindets lyst til forandring. Det er også det, der gør, at hardcore stadig kan fungere, når det er bedst. Den stadige skiften mellem to slags intensiteter: Den langsomme, mere knugende og så fræseren, hvor ingen kan høre, hvad nogen synger, men alt bare bliver mur og dobbeltpedaler.

0 er et angreb. Xbxrx’ eneste formål er at gå lige i flæsket på dig. Som før nævnt er tempoet ikke konstant hæsblæsende, men intensiteten er. Selvom det er en god plade, forbliver den dog ikke fængende nok på trods af dens korte spilletid. Det er komplet ungdomsvrede pakket ind i otte minutter, hvor strengene er spændt til bristepunktet, og civilisation føles, som om den er stærkt i forrådnelse. Men selvom den har de fleste ting kørende i den rigtige retning, forspilder den i sidste ende chancen for at blive en ren, kompakt hardcoreperle.