Umiddelbart indeholder Gimme Some alle ingredienser til et godt indiealbum. Men trods de fængende melodier og den sikre vokal rejser albummet sig ikke rigtigt til et niveau, hvor musikken vrister sig fri og markerer sig som lyden af Peter Bjorn and John. Der er numre, der viser sig som mindre mainstream end andre, men i det store hele er det svært at skille bandet fra så mange andre, og musikken har derfor tendens til at blive identitetsløs.
Set med de briller er det lidt ironisk, at et af numrenes titel er “Dig a Little Deeper”, når det netop er den følelse, man som lytter sidder og mangler. Der bliver simpelthen ikke gravet nok i kreativiteten, og derfor lyder det en smule hult, når det proklameres, at man skal tættere på. Der er ikke noget i lydbilledet, der provokerer eller inviterer lytteren til at træde nærmere og grave efter noget dybereliggende; det er lyden en anelse for poleret til.
“Tomorrow Has to Wait”, “Eyes” og “I Know You Don’t Love Me” er gode eksempler på, at bandet egentlig har fat i noget interessant, men at det ikke rammer et sted, hvor man bliver tilpas fanget af de impulser, der bliver leveret. Det musikalske mønster er for forudsigeligt med sine bekendte riff og trommer, der til tider er præget af en punkrock-stemning, som alligevel ikke får lov at indfinde sig ordentlig på albummet. Det føles lidt, som om bandet står med ét ben i punkrock-lejren og ét i indierocken, og at de ikke har kunnet finde ud af, hvilken vej de skulle gå ad. Det efterlader desværre nogle af numrene med en nedtonet stemning, der tynger helhedsindtrykket.
Oprindeligt var pladen ment som et punkrock-udspil, men det indrømmer bandet selv ikke er tilfældet med det færdige resultat. Man kan dog godt høre, hvor de har været på vej hen, men det er, som om energien er blevet skruet lidt ned fra den rene punkrock-påvirkning, der oprindeligt farvede albummet, og at dynamikken ikke i tilstrækkelig grad bliver lagt i selve udførelsen af musikken. Der er lagt tilpas med riff og trommer ind over lydbilledet, men variationen i er ikke særlig stor, og pladen bliver i sin helhed kedsommelig.
Numre som “Second Chance”, “May Seem Macabre” og “Down Like Me” besidder dog en særlig klang, fordi primærvokal Peter Morén her har en dybde i stemmen, der smitter af på resten af nummeret og tillægger det mere fylde end de øvrige numre. På disse numre stikker Morén mere ud som vokalist, hvilket tydeligt klæder resten af lydbilledet. Det er bare ikke nok til at løfte albummet til mere end jævnt kedeligt.
