Sangerinden Keren Ann har siden 2002 udgivet seks albums med afdæmpede, eftertænksomme og velarrangerede sange, både på fransk og engelsk. Med en israelsk-russisk far, en hollandsk-javanesisk mor, opvækst i Holland og Frankrig og et nomadeliv mellem Tel Aviv, Paris og New York hører Keren Ann hjemme alle steder og ingen steder. Den multikulturelle baggrund resulterer ifølge sangerinden selv ikke i verdensmusik, men i en gennemgående melankoli. Det sjette album, 101, er opstået i pauserne mellem diverse andre musikprojekter rundt omkring i verden.
101’s tekstunivers har lidt af det hele: blod, pistoler, whisky, store biler, fancy hoteller, smukke piger og superstars. Vi får alt fra den fiktive historie om et skuddrama på et hotel til en stemningsrapport fra en tourbus over en række mere traditionelle kærlighedshistorier. Albummet afsluttes med et spoken word-nummer a la Laurie Anderson, hvor der som i en science fiction-film med en tikkende bombe bliver talt ned fra 101 til 1.
Musikalsk er der stor stilmæssig variation og dynamisk afveksling. Pladen skydes i gang med den fremadpulserende og energiske “My Name Is Trouble”. Her danser Keren Ann med sin nærmest Kate Bush-agtige vokal let og elegant hen over det synth- og bastunge arrangement. Smukke drømmende og sfæriske kærlighedsballader som “Run With You” og “Strange Weather” indfanger lytteren momentvis. “You Were on Fire” væver med filmisk storslåethed lytteren ind i et James Bond-lignende univers, og i numre som “Sugar Mama” og “Blood on My Hands” er der dømt humoristisk kitsch og action a la Tarantino.
101 mangler ingenting, når det kommer til kreativitet, nytænkende sangskrivning og anderledes arrangementer. Keren Ann leger med stilarter og udfordrer musikkens former. Albummet hænger sammen takket være hendes lyse, luftige og samtidige fyldige stemme, som står centralt i lydbilledet og på den måde trækker en rød tråd gennem albummet.
Albummet er alsidigt og på mange måder overraskende, men det holder desværre ikke i længden. Jeg var overrasket, underholdt og delvist berørt efter første gennemlytning. Efter flere gennemlytninger blev de først så iørefaldende melodier til trivialiteter, de sfæriske og effektfyldte arrangementer afslørede sig selv som fyld på nogle knapt så stærke kompositioner og tekster, og den stilmæssige afveksling slørede pludselig pladens sammenhængskraft, som til sidst kun byggede på Keren Anns vokal.
Alsidigheden er pladens styrke, men også svaghed. De mange udtryk, associationer og referencer, der er at finde i musikken, afspejler sikkert Keren Anns liv som nomade på rejse mellem mange kulturer, kreative udtryk og musikalske stilarter. At projektet er opstået i ledige øjeblikke, kan måske være en årsag til, at albummet fremstår en smule overfladisk.
På mange måder minder 101 mig om den gode søndagsfilm. Den må helst ikke stille for høje krav til dit intellektuelle engagement. Den skal være fyldt med action, drama og kærlighed. Den skal kunne få dig til at grine, momentvis bevæge dig, få dig op på mærkerne og overraske dig. Men vigtigst af alt skal den kunne underholde dig, når du bare trænger til at slappe af. Keren Anns sjette album rummer lidt for enhver smag. Som den gode søndagsfilm holder den din opmærksomhed fanget i øjeblikket. Dagen efter er den glemt.
