Undertoners udsendte medarbejdere var naturligvis også til stede på Spot Festivalens anden og sidste dag, lørdag, hvor flere spændende, upcoming navne gæstede Aarhus til fornøjelse for branchefolk såvel som almindelige dødelige musikfans. Læs anmeldelserne af fredagens koncerter med Jenny Wilson & Tenstra Gospel Choir, Anna von Hausswolff, Mugison, Vinnie Who, Helsinki Poetry og Figurines her.
Alcoholic Faith Mission
Alcoholic Faith Mission. Foto: Signe Helene Borre Larsen
Musikhuset Aarhus, Store Sal, lørdag kl. 18.45
Lørdag aften havde Alcoholic Faith Mission, der for nylig udgav ep’en And the Running with Insanity, fået æren af at indtage en nærmest fyldt Store Sal i Musikhuset. Før koncerten havde jeg ikke rigtig nogen idé om hvor meget indiefolk-gruppens musik ville fylde live i det store rum. Umiddelbart virkede salen, med plads til over 1000 siddende mennesker, som et modigt valg. Og velvalgt, viste det sig allerede fra starten af koncerten.
De to vokalister, Thorben Seierø og Kristine Permild, slog øjeblikkeligt halvmagiske stemninger an, da de fremførte første nummer kun akkompagneret af guitar og synthesizer, samt resten af bandet ventende bag scenetæppet. Man fik lyst til endnu et nummer i samme dur, men det var kun en appetitvækker, der omgående fangede mit ego i Alcoholic Faith Missions følelsesmæssige favntag. For de havde virkelig et solidt favntag i undertegnedes mere emotionelle sider, og det blev på nogle tidspunkter lidt for meget af det gode, trods Seierø og Permilds renhjertede sangstemmer.
Gruppen har under det meste af dens levetid turneret rundt i udlandet, hvor de også har modtaget mange lovende roser – bl.a. på Iceland Airwaves. Hjulpet på vej af koncertsalens fænomenale akustik og en formidabel lydoplevelse, var aftenens optræden virkelig værd at lade sig opsluge af. Musikken fik en progressiv tyngde af at blive præsenteret i disse velpolstrede rammer. Dette hørtes bl.a. på nummeret ”Sobriety Up and Left” fra gruppens seneste albumudgivelse, Let This Be the Last Night We Care fra 2010. Foruden en vokalmæssig kraftpræstation af Thorben Seierø, der bestod af dunkel, afdramatiseret vellyd, gjorde bandet her virkelig udførelsen til en oplevelse med rigelig patos. Højtravende, men kontrolleret, og til efterfølgende store klapsalver fra publikum.
Det blev en begivenhed af de mindeværdige, da koncerten blev toppet med en kuldegysende udgave af ”Nut in Your Eye”, hvor Permilds silkebløde stemme gjorde nummeret til en tonal tidslomme inden Alcoholic Faith Mission tog et billede af publikum og takkede af. Selv tak!
Elou Elan
Musikhuset Aarhus, Lille Sal, lørdag kl. 20.30
Elou Elan er den dansk-norske sangerinde Eva Louise Rønnevigs nyeste projekt. Det var med reminiscenser om en fabelagtig stemme fra sangerindes tidligere gruppe, Iggu, at jeg satte mig til rette i Lille Sal. Koncerten var en smule forsinket, og det viste sig at være en ærgerlig detalje, der betød, at et enkelt nummer blev udeladt til sidst – selvom Rønnevig forsikrede den koncertansvarlige tidtager, at det »kun varede tre minutter«. Det var ingen skam at undvære et enkelt nummer, men det prægede alligevel koncertoplevelsen i en lidt kuriøs retning. Yderligere forstyrrede en modvillig guitar, der tog ufrivilligt lang tid om at blive stemt, mens publikum ikke kunne benådes fra at lytte med. Igen en lidt ærgerlig detalje, når kunstnerne på Spot kun har 40 minutter til at fuldføre deres koncert.
Elou Elan. Foto: Signe Helene Borre Larsen
Men set fra den lyse side, så tryllebandt en engleagtig sangstemme og det fine akkompagnement, der denne aften for det meste kun bestod af cello og bas, publikum med udpræget vellyd. Elou Elan havde en overraskelse i ærmet, da de før nummeret ”Sunday Times” præsenterede en quiz. I quizzen skulle man gætte hvilke to personer, nummeret handlede om, og derefter finde Rønnevig bagefter koncerten, der ville kvittere for et rigtigt svar med en demo-cd.
Gruppens single ”Smoke and Mirrors” blev aftenens musikalske højdepunkt, som blev præsenteret i en noget nedbarberet version, da gruppen denne aften var et medlem i undertal. Båret af Klaus Nørgaards fortrinlige håndtering af kontrabassen og cellisten Anja Lillemæhlums dynamiske harmonier, gav det kuldegysninger i hele kroppen, da trioen leverede det tidligere Iggu-nummer.
Optræden i Lille Sal blev til en akustisk affære af intimitet og nærvær, når der ikke var tale om forstyrrende guitarstemning eller synlig aktivitet bag scenetæppet. Ting, der som sagt ikke var så heldige, og muligvis ikke noget, man kunne klandre Elou Elan for, men det slog skår i en ellers formfuldendt koncertoptræden.
(SCEG)
Hymns from Nineveh
Musikhuset Aarhus, lørdag kl. 20.45
Mange havde set frem til Hymns from Ninevehs showcase på Spot. Den selvbetitlede debut har scoret fuld point hos et næsten samlet anmelderkorps, og de har fået spalteplads, radio- og tv-tid i de medier, der ellers sjældent beskæftiger sig med musik, der kræver bare lidt mere af lytteren end evnen til at vippe med foden.
Hymns from Nineveh. Foto: Signe Helene Borre Larsen
Spot er et springbræt for dansk musik, der vil videre ud i verden, og de korte showcases, kan ofte betyde alt eller intet, når internationale branchefolk sidder med hovedet på skrå og overvejer muligheder og potentiale.
Hymns from Nineveh har potentialet til at gå hele vejen. Inspirationen er Simon & Garfunkel, Leonard Cohen og den nyere amerikanske indiefolk. Kristendommen er det gennemgående tema, og Jonas Petersen, der er Hymns from Ninevehs borgerlige navn, trækker på en lang dansk salmetradition, der går fra Kingo over Brorson til Grundtvig. Det handler ikke om højhellig hallelujah og syndsforladelse. Jonas Petersens tilgang er filosofisk og pietistisk.
Det var også med den ydmyghed, Hymns from Nineveh entrede Store Sal lørdag aften, og som en indgangsbøn tonede “So Mournful the Elegy, So Comforting the Hymn” frem med ordene »Embrace these worried songs we sing to you.« Med syv musikere på scenen kom der tryk på den stigende Bolero-intensitet, og med forløsningen i crescendoet var publikums sind åbne og parate til at modtage Hymns from Ninevehs ord.
Hymns from Nineveh fortsatte med Selma, hvor det dog stod klart, at bandet manglede den skarphed, der er med til at gøre pladen til en fornøjelse at lytte til. De tætte vokalharmonier hang en smule, og bandet manglede den perfektion, der for alvor kunne have sendt Hymns from Nineveh til himmels.
Radiohittet “Sister Sorrow Song” vakte publikums jubel. Et iørefaldende popnummer, svøbt i længselsfuldhed og med et fængende omkvæd.
Der var en stor alsidighed i det musikalske udtryk. Der blev kælet for detaljen og især Jakob Brixens håndtering af både harmonika, banjo (med bue og delay-pedal) og ikke mindst sav, havde skylden for den store variation i lyden. Lydmæssigt lå de tæt på den mere beskæggede del af Seattle-scenen, og skiftende fra det massive til det lette og afdæmpede fungerede udmærket.
Men desværre manglede Hymns from Nineveh det allersidste for, at guddommeligheden for alvor oplyste salen i en sand åbenbaring. Bandet virkede ikke 100% sammenspillet, og man blev bekendt med det faktum, at småfejl er en del af jordelivet. Men vi er i den pertentlige afdeling nu. Mon ikke Hymns from Nineveh er på vej til SXSW og andre højt profilerede branchefestivaler, der kan give skubbet til en international karriere.
I hvert fald sluttede Hymns from Ninevehs højmesse med den poetisk smukke “Drink Deep from the Well”, og selvom den religiøse vækkelse – i hvert fald for denne anmelder – udeblev, var det en stor musikalsk oplevelse, fra et af de absolut mest interessante danske orkestre lige nu.
(SJL)
Bernhoft
Musikhuset Aarhus, Store Sal, lørdag kl. 22.45
Norske Jarle Bernhoft blev tilføjet Spot-programmet kun et par uger før festivalens start. Mit bekendtskab til Bernhoft startede på YouTube for et halvandet år siden. Navnlig et par videoer fra Kampen Bistro i Norge gjorde indtryk, hvor Bernhofts enmandsshow virkelig imponerede med hans smagfulde funk-inspirerede soul.
Kødannelserne uden for Store Sal vidnede om en eftertragtet koncert. Publikum strømmede ind til de forreste rækker, mens Bernhofts setup var badet i røg og farverigt lys – efter alt at dømme et vanligt setup for aftenens enmandsband. Til stor jubel kom hovedpersonen endelig på scenen og leverede en intens soulfest, der virkelig fik gang i lemmerne på tilhørerne.
»I wrote this song while running from a prostitute,« proklamerede Bernhoft, og satte gang i en halvrocket udgave af ”Streetlights” på sin forvrængede miniguitar. Begejstringen var, som ved alle de andre numre, ikke til at tage fejl af. Bernhoft har en særlig publikumstække og hele hans loopede setup gik rent ind hos publikum og undertegnede. Der var en fest uden lige, som indeholdte alt hvad man kunne tænke sig af guitarbåren, funky soul – garneret med en varm, facetteret sangstemme.
Bernhoft var i godt humør, da han mellem to numre lavede en gimmick i form af et stykke pausemusik med Spot-tema. En sand performer, der i sin fænomenale præstation også havde overskud til at underholde.
Med sin loopmaskine og synthesizer leverede Bernhoft til sidst en sprød, minimaludgave af Tears for Fears-hittet ”Shout”, der resulterede i en stående sal og fællessang. De forreste rækker forlod deres sæder og stillede sig helt op til scenekanten, for at danse med på det opdaterede firsernummer. Energien bølgede frem og tilbage fra scenen og ud til salen.
Festen ville ingen ende tage, da publikum efter sidste nummer skrålede insisterende efter et ekstranummer, der endelig medførte, at Hr. Bernhoft med en glød i sine øjne gjorde endnu en entré og fik publikum til at klappe taktfast til et sidste a cappella-nummer. Det syntes på dette tidspunkt nødvendigt for at dæmpe den feststemte menneskemængde, og dermed afslutte en klassekoncert med bravur.
(SCEG)