For nogle var det måske en skuffelse at det amerikanske metalband Dååth i noget nær 11. time aflyste deres koncert, der skulle have fundet sted fredag middag på Pavilion. Og for andre var det en lige så glædelig overraskelse, at afløseren kom i form af de britiske doom/stonerlegender i Electric Wizard. Uanset hvad så blev koncerten ikke for de tømmermændsramte, da kvartetten fik vækket Pavilion-scenen på mest larmende stoner-manér.
Hurtigt stod det klart, at der ikke ville blive lagt skjul på noget. Det hele var råt og upoleret, og på en lille time fik de elektriske troldmænd smadret sig gennem eftermiddagen uden det store besvær. Under stort set hele koncerten druknede Jus Oborns vokal dog i lydhelvedet fra hans tre bandkolleger, men hvis man tager et hurtigt gennemlyt af nogle af bandets albums, så var afvigelsen nok ikke så stor igen.
Med “Funeralopolis” fra bandets magnum opus Dopethrone sluttede en af dette års festivals volumenmæssigt højeste koncerter. Lige så høje var majoriteten af publikum højst sandsynligt (i en lidt anden forstand, vel at mærke), og det havde der nok også været brug for. For det er nu engang begrænset, hvor meget man kan ryste et stadig halvsovende festivalpublikum. Men Electric Wizard fortjener ros for at træde til som velfungerende afløsere og få sparket liv i en indledningsvis noget grå fredag.





