Under den første gennemlytning af Seasick Steves seneste opus gik et lys op for mig. Det er aldrig for sent. Selv i livets efterår. Der er lys for enden af tunnellen for alle os, der aldrig er blevet opdaget. For alle forfatterspirerne med uudgivne manuskripter i skuffen. For malerne med loftet fyldt med billeder. Vigtigst af alt er der håb for musikere, der har overskredet pensionsalderen og stadig pusler med projektet derhjemme uden noget publikum.
For Seasick Steve er karrierens meget sene efterår blevet til et spirende forår. Efter at have levet i marginen af både samfundet (som vagabond) og musikverdenen (som studietekniker og spillemand til leje) er han nu trådt i centrum. Som stolt bannerfører for bluesmusikken bliver det næsten ikke mere autentisk. En musikgenre, der altid har været præget af den slags omvandrende livshistorier, der sætter designede popstjerner til vægs, når det gælder autenticitet. Ikke at autenticitet nødvendigvis gør musikken bedre. Blues kræver blot mænd af en vis støbning, førend dens evige fortællinger om livets skyggesider tilføres tilpas pondus.
Seasick Steve har pondus i litervis. Han emmer af blues. Hans stemme er præget af et langt liv på sidelinjen, hvor han har betragtet vores liv. Os, der har levet et almindeligt liv med uddannelse, arbejde, børn og hele trædemøllen. Hans stemme er kraftig og barket. Han er ikke en bitter mand, men hans tid som vagabond gav ham mange indtryk. I ”Treasures” lyder det: »When I walk down your street / Through your barred windows, you look at me / And you wonder, have I come to ask / For one of your precious things that do not last.« Følelsen af at være en outsider og under konstant mistanke fra en mistroisk omverden har sat sig sine spor.
Den implicitte kritik af det (let karikerede) borgerlige liv ses også i ”What a Way to Go”: »The day of retirement finally come / You get a gold watch and your work is done / One month later and your heart gave out / What was all that plannin’ about.« Albummet er dog ikke præget at mild samfundskritk, men er et potpourri af personlige erfaringer, oplevelser og tanker omkring et levet liv, serveret i forskellige afskygninger af blues-universet. Tilsat en snert country og bluegrass.
Det er netop i omgangen med blues-traditionen, at Seasick Steve brillerer. Hans excentriske tilgang er kombineret med en stor forståelse for genrens afarter, og han veksler gerne mellem en melankolsk bluegrass-inspireret ballade a la Johnny Cash i hans sidste år og mere rocket og let psykedelisk bluesrock a la White Stripes. Hans stil er ikke unik, men hans styrke ligger i alsidigheden. Samtidig har han respekt for traditionen, men ikke så meget, at det blokerer for friske impulser. Det er lyden af en mand, der er særdeles velbevandret i sit univers og efter mange års rumsteren i baggrunden pludselig står alene i front. Han lyder som en glad anarkist. Han befinder sig stadig i bluesens konservative tekstunivers, hvor kvinder, whiskey og nedtrykte mænd er omdrejningspunktet. Det lyder dog, som om at han rent faktisk hører til præcist her.
Seasick Steve fremstår stærkest i solopræstationerne, hvor han lades alene med sin guitar eller banjo. Her mærker man noget personligt og meget stemningsmættet. Når der sættes strøm til hans særegne guitarer (præcist tilpasset hver sang), forsvinder en stor del af det personlige præg, og man lades tilbage med et mere generisk produkt. Det scorer dog en del point på hans alsidighed i omgangen med bluesformen. Han tør lege med udtrykket og undgår tomgang i rundgangene. De obligatoriske solostykker, der kan martre enhver bluessang, holdes også i ave. Det hjælper på oplevelsen, at han er en ganske habil guitarist, der kan mere end blot tælle til 12.
Albummets titel, You Can’t Teach an Old Dog New Tricks, er en vip med hatten til glæden ved at forvalte en uspoleret tradition. Titlen referer til Seasick Steves tanker omkring fornyelse og ungdommelighed. På et tidspunkt overvejede han at peppe sit sceneshow op med dansere, lysshow, gæster på scenen og sågar en ny tøjstil. Midt i tankestrømmen gik det op for ham, at folk netop kom til hans koncerter, fordi han repræsenterede en traditionen. Han gav dem, på godt og ondt, en vare, de kendte og elskede. Der var faktisk ingen grund til at ændre noget. En gammel hund behøver ikke lære nye tricks. Vi kan jo sagtens holde af den, selvom dens pels er nusset, den halter på det ene ben og ikke længere ser så godt.
