Tønder Festival foregår i denne weekend, 25.-28. august, og præsenterer godt 40 forskellige kunstnere på ni scener. Dertil kommer en lang række koncerter dels på festivalens værtshus Hagge’s og dels på scener rundt omkring i byen og på festivalpladsen. Her kan du få et overblik over de navne, som det er særligt anbefalelsesværdigt at investere tid i under festivalen.
Sammen med Mumford & Sons stjal de billedet fra mester Dylan, da de med sangen “Head Full of Doubt / Road Full of Promise” bragede igennem ved den amerikanske Grammy-uddeling tidligere i år. The Avett Brothers er et af de mest interessante navne på den alternative folk-scene i USA, og det er et scoop af de større, at Tønder Festival har fået fat på brødrene fra North Carolina. Deres musikalske udtryk spænder over skramlet bluegrass og country med postrock-elementer, der giver for eksempel Band of Horses kamp til stregen, og det bliver forhåbentlig den helt store fest, når The Avett Brothers på lørdag spiller i Telt 1.

The Avett Brothers er hovedattraktionen på årets Tønder Festival.
Lørdag aften i Telt 1 åbnes af den amerikanske sangerinde og banjospiller Sarah Jarosz. Jarosz kan minde lidt om Alison Krauss, men måske med lidt mere kant. Der er lagt op til singer/songwriter fra hjertet med noter af bluegrass, når unge Sarah Jarosz går på scenen i Tønder.
Tønder Festival har altid fokuseret på den amerikanske, canadiske og keltiske musik, men de seneste par år har man åbnet mere og mere op for den dansk-nordiske folkemusik. Finsk-norske Frigg står for uforfalsket new nordic, hvor det massive opbud af violiner giver en helt speciel lyd, der bedst kan betegnes som ‘powerfolk’.
Frigg spiller fredag aften på Tønder Gymnasium, hvor man også kan opleve den norske sangerinde Sigrid Moldestad. Hun tager udgangspunkt i traditionelle folkesange fra Norge, men med sit velspillende orkester formår Moldestad at tilføre sangene et nutidigt udtryk, der blandt andet trækker på den amerikanske folkpop.
Tønder Festivalen er indimellem blevet kritiseret for at dyrke de samme gamle navne. Det er en balancegang. På den ene side får musikerne et helt specielt forhold til festivalen, og man kan få nogle unikke oplevelser, når musikere inviterer hinanden på scenen. Der har dog været et par år, hvor de gamle, etablerede navne har taget pladsen fra de nye, progressive bands.
Selvom The Dubliners bestemt ikke har været de flittigste gæster i Tønder, så må de dog sortere under kategorien ‘gamle travere’, og man kan måske undre sig over, hvorfor netop The Dubliners har fundet vej til den storstilede afslutningskoncert søndag aften i Telt 1. The Dubliners, der er centreret omkring banjospiller Barney McKenna og fiddler John Sheenan, er et stykke vej fra fordums storhed, og der bliver nok i højere grad tale om en kuriosum end en stor musikalsk oplevelse. Alligevel overrasker The Dubliners gang på gang med deres autencitet, og mon ikke der kommer et par gæstemusikere på scenen søndag aften.
Derimod tør man forvente en del af engelske Ahab. De kommer fra London, hvor nu-folk-bølgen har fostret navne som Laura Marling og Noah & the Whale. Men hvor de to med held har fornyet den engelske folkemusik, har Ahab valgt at dykke ned i den amerikanske folk og country, hvor de henter inspiration fra blandt andre Townes van Zandt og Gram Parsons.
Ahab spiller i Telt 1 torsdag aften, hvor norske Katzenjammer slutter festen. De norske piger i Katzenjammer udgav i 2008 deres debut Le Pop og har siden da turneret Europa tyndt med deres hæsblæsende og halsbrækkende balkanpop. Til september kommer gruppens andet album, A Kiss Before You Go.
Fredag aften i Telt 2 fortsætter balkanfesten, når danske Afenginn går amok. Med den karismatiske Kim Nyberg i spidsen og med 80’er-guitarhelten Aske Jacoby på bas, er Afenginn garanter for speedbalkan og pudsige arrangementer.
Det verdensmusiske præg kommer også til udtryk, når Salsa Celtica lukker Telt 2 fredag aften. Som navnet antyder, kan man her forvente et umage mix mellem cubansk salsa og hurtige keltiske melodier. Salsa Celtica har i en del år været faste gæster på europæiske folk-festivaler, men det er første gang, de optræder på Tønder Festival.
På årets program kan man desuden finde den skotske sangerinde Emily Smith, de danske veteraner Niels Hausgaard og Benny Holst, de danske folkrockere fra Tumult og et spændende samarbejde mellem dansk-amerikaneren Dwight Lamb og de to danske spillefolk Mette Kathrine Jensen og Kristian Bugge. Og så fejrer Tønder Festivalen lørdag eftermiddag ‘D-day’, hvor en lang række af festivalens kunstnere hylder Bob Dylan.
Mere information fås på www.tf.dk