Clap Your Hands Say Yeah er resultatet af de bekendtskaber, man får i tiden som ung studerende. De fem medlemmer mødte hinanden på college i Brooklyn, New York, og skabte i 2004 denne unge gruppe. Fyldt med mod og entusiasme imponerede Clap Your Hands Say Yeah en stor skare musikfans, især ved hjælp af internettets mange muligheder. Ud over at få store roser for debutalbummet fik Clap Your Hands Say Yeah også en masse opmærksomhed, da David Bowie og David Byrne blev set til nogle af bandets koncerter.
Bandets andet album, Some Loud Thunder, var i sandhed en svær toer, der blev modtaget meget blandet hos anmelderne. Fire et halvt år senere er bandet så klar med album nummer tre, Hysterical. Vi får 12 numre at forholde os til, men på Hysterical er det ikke alle numre der står lige stærkt.
“Into Your Alien Arms” er et dejligt nummer, der styres af et tempofyldt og nuanceret lydbillede. Her spænder Clap Your Hands Say Yeah vidt, fra strygere til elektroniske ‘blip blip’-lyde og pigtrådsguitar, og det fungerer forbavsende godt sammen og gør nummeret svært at sidde stille til. Det er støjrock, når det er bedst.
I den mere stille kategori har vi “In a Motel”, der står i stærk kontrast til de mere tempofyldte numre som “Into Your Alien Arms”. “In a Motel” er et fint og afhøvlet nummer, hvor instrumenter fylder meget lidt, og hvor vokalen og teksten er sat i fokus. Grundet Alec Ounsworths personlige stemmepræg bæres “In a Motel” med let elegance uden de store udsving. Et dejligt nummer.
I den kedelige ende ligger numre som “Maniac”, “Hysterical” og “Yesterday, Never”. Her fornemmes en særlig inspiration fra Radiohead, men det er ikke særlig imponerende. Man kan ikke undgå at lægge mærke til flere små fragmenter fra Thom Yorke & co., hvilket som udgangspunkt kun er positivt, men her virker det ikke særlig godt, fordi der er for mange lag at forholde sig til: sammenblanding af mange forskellige elektroniske loops og instrumentale effekter, temposkift og eksplosivitet. Det falder ikke positivt ud og tager meget af pusten fra pladen som helhed.
Hysterical er en blandet landhandel, der rummer det fantastiske, det middelmådige og det direkte uoriginale. Desværre udebliver det helt originale, der gør indtryk og sender Clap Your Hands Say Yeah videre til de højere lag. Pladens bedste skæringer pirrer lysten til mere, mens de øvrige numre mætter mere, end hvad godt er. Ærgerligt, for det helt basale i at lave et godt nummer har Clap Your Hands Say Yeah helt styr på, men oplevelsen bliver desværre lidt for ensformig og uoriginal i længden på Hysterical.
