Nyheder

Lyt til hele den nye Real Estate-plade

Skrevet af Mikkel Arre

Det andet album fra de afslappede amerikanere udkommer 17. oktober, men allerede nu kan du høre det i sin fulde længde.

For to år siden traskede amerikanske Real Estate ud af New Jerseys søvnige forstæder og ind i indierockrampelyset med den fremragende selvbetitlede debutplade, som også her på Undertoner fik masser af rosende ord med på vejen.
Siden da har kvartetten udgivet en enkelt single, men ellers har guitaristen Matthew Mondanile gjort mere væsen af sig med sit soloprojekt, Ducktails, og bl.a. sluppet albummet Ducktails III: Arcade Dynamics i starten af indeværende år.

I næste uge vender Real Estate imidlertid tilbage med albummet Days. Så længe behøver vi ikke at vente for at komme til at høre de 10 numre, idet amerikanske NPR har lagt hele pladen ud til streaming. Det foregår her.

Udgivelsen af Days danner afsæt for, at Real Estate senere på året tager på Europa-turné. Den bringer bl.a. bandet til Lille Vega i København d. 9. december.

Leave a Reply