The No Wave er et andet navn for 80’ernes postpunk-scene i New York, der gjorde op med den kommercialisering af punken, nogle mente, new-wave-scenen var et udtryk for. No Wave-scenen fødte og formede blandt andet Sonic Youth. Thurston Moore fra Sonic Youth beskrev sammen med Byron Coley scenen i bogen “No Wave. Post-Punk. Underground. New York. 1976-1980”. Ligesom det var tilfældet i miljøet omkring The Velvet Underground, Andy Warhol og The Factory, var The No Wave en bevægelse, der ikke begrænsede sig til musik, men også gav næring til film- og kunstmiljøerne.
Selvom danske The Yes Waves eksperimenterende og gennemtænkte alt.country ligger et stykke væk fra støjrockerne Sonic Youth, fornemmer man helt klart et slægtskab i måden, hvorpå især Thurston Moore de senere år har flirtet voldsomt med de amerikanske rødder. Senest kom det til udtryk på den intet mindre end fantastiske soloplade Demolished Thoughts.
The Yes Wave er opstået af resterne af den roste gruppe Won’t Lovers Revolt Now, hvor Jeppe Cornelius ligeledes var frontmand. WLRN lod sig inspirere af de sære alt.rockere fra Pavement, og ligesom Thurston Moore udgav en plade med fokus på det melodiøse og rare, har også Stephen Malkmus fra Pavement i år udgivet et opløftende udspil, Mirror Traffic. Måske har Jeppe Cornelius og The Yes Wave fanget essensen af, hvad der foregår: en ny bølge af gode tanker og – efter Sonic Youth- og Pavement-standarder – relativ tilgængelig musik.
I “The Great Applause” leger Jeppe Cornelius med temaer fra heartland-rocken. »I never get a chance to leave this town / where hangovers and heartaches hang around,« synger han i en sang, der handler om at arbejde hårdt et helt liv. Men flosklerne er placeret i et yderst vellydende melodiøst univers, hvor især de Calexico-inspirerede horn bidrager med en tone, der giver det hele mening. Temaet i teksten og lyden skriger i retningen af The Band og ikke mindst det selvbetitlede andet album.
Også i “Bottle og Delight” spiller blæserne en fremtrædende rolle. De indleder sangen med et langsomt, let jazzet arrangement, der går over i rendyrket country-slow-rock med en tremolo-guitar som det bærende musikalske element. Det fungerer rigtig godt, at vers og omkvæd bygger op til et storslået mellemspil, hvor en velplaceret trompetsolo løfter nummeret endnu højere.
Jo, man kan sagtens lade sig begejstre, når man lytter til The Yes Wave, men hvor lækkerierne hober sig op på nogle af numrene, virker andre lidt mere ligegyldige og har en tendens til at drukne i den strøm af indiefolk/country/rock, der i øjeblikket oversvømmer markedet. Dette gælder især “Ballad of Eric the Poet” og “Eternal Powers”. Det er gode og velproducerede sange, men ligesom en del af de øvrige uptempo-numre på pladen mangler den glød og det detaljekæleri, der ellers gør The Yes Wave til en god oplevelse.
Det bliver spændende at følge The Yes Wave i fremtiden. Der er ikke mange danske bands, der har dedikeret sig til den mere eksperimenterende del af alt.country-scenen. De førnævnte beter opvejes i nogen grad af den friskhed og originalitet, der gennemstrømmer de fleste af sangene.
