Modeselektors nye, genrehybride udspil er et enormt talentdrevet og velkomponeret bekendtskab. Jeg har set meget frem til dette album – særligt fordi gruppen gæster København 11. november, og Modeselektor jo sådan set først og fremmest er et live-band. Det er i deres live-optrædener at numre og remixes fra den enorme diskografi får de energiforløsninger og skaber den tætte forbindelse mellem lyd og krop, som deres grænsesøgende stil konstant søger at forny og overskride.
Monkeytown markerer både en kontinuitet og en diskontinuitet i Modeselektors musikalske udvikling. Gernot Bronsert og Sebastian Szary har siden 00’erne for alvor væretuomgængelige navne inden for festlig, absurd og enormt eklektisk berliner-electro. Duoen, der udgav musik allerede i midt-90’erne, blev i 2001 signet på det nu infamøse techno-label Bpitch Control og fik et stort gennembrud til publikum uden for de berlinske klubber med albummet Hello Mom! (2005). Med det album i bagagen fik de turneret over hele verden. Det er ofte sådan med Modeselektors albums, at ethvert nummer er en enormt kreativ omgang med en given genre, og i de tos musik indgår således lyde og klicheer fra genrer og genrehybrider som dub, hiphop, IDM, ambient, euro crunk, hardcore techno og ambient.
Rastløsheden og kravet om perfektion har Modeselektor tilfælles med Thom Yorke – ud over selvfølgelighed kærligheden til elektronisk musik – men hvor Modeselektor traditionelt har en mere humoristisk og ironiserende attitude, har Thom Yorke muligvis haft en finger med i spillet om at få påvirket bandet til at søge mod at ambient og mørkt udtryk. Sideløbende med den voldsomme eklekticisme og grænsesøgende æstetik har Modeselektors bagkatalog også altid haft lange indadvendte og stemningsfyldte passager fulde af ambient og dyb, behåret synth. Ud over vekslingerne mellem indadvendte og udadvendte attituder er der ofte en bestemt lyd og sans for opbygning til stede, som synes at være vandmærket i Modeselektors store bagkatalog. Fra det samplebaserede til den voluminøse og dystre følelse i passager med udflydende synthfigurer og enkle, dybe basgange er der en forening af stil og musikalsk glæde, som giver indtryk af, at Monkeytown er en mere moden og gennemtænkt plade end Modeselektors tidligere.
De to første numre lyder dog ALT for meget som gammel vin på nye flasker. Åbneren “Blue Clouds” lyder som “Les Grandes Marches” fra Moderat, og “Pretentious Friends (feat. Busdriver)” lyder som “BeatsWaySick” (ligeledes featuring ham den lidt belastende rapper Busdriver). Jo, jo, “Blue Clouds” er da fed nok, men en sådan åbning på albummet gør, at pladen umiddelbart virker som en noget rutinepræget præstation.
Okay, tænker jeg så, nu må der vel snart komme det der hjernevridende track, som skal få den her plade i gang. “Shipwreck” er Thom Yorke, som man hørte ham på The Eraser (2006) – og så alligevel ikke. Omkvædet, hvor Thom Yorkes stykke »We Choose / You ask« loopes, hører et andet sted hjemme. Et sted mellem “Where Blue Birds Fly” fra Radioheads bonusplade til Hail to the Thief rettet mod det japanske marked, Com Lag og Moderat. Her har vi at gøre med en formidabelt og clubbet post-ironisk og fremadskuende lyd. Det er især orgel-bassen og det høje tempo, der sammen med Thom Yorkes vokal gør dette til mere end bare endnu et elektronisk nummer med Thom Yorke.
Nu, efter at have omkring en fire-fem genrer repræsenteret på de tre første numre, kommer endelig den forløsning, jeg ventede på. Det er med Otto von Schirachs gæsteoptræden på den hårdtpumpede og corny “Evil Twin”, der minder om tidligere Modeselektor-tracks som “Kill Bill vol. 4” og Scooter-coveret “Hyper Hyper”, hvor selvsamme Otto von Schirach var at finde.
Nummeret efter er lidt en flad fornemmelse, men så kommer “Berlin (feat. Miss Platinum)” og “Grillwalker”. Overgangen fra det ene nummer til det andet er umærkelig, og intensiteten øges i “Grillwalker”, der er pladens klimaks. Dette nummer måtte for min skyld gerne have været det sidste på albummet, fordi de resterende indslag ikke for alvor virker som nødvendige kunstneriske udtryk. Jovist, Thom Yorke gæster nok et nummer, og den fantastiske hiphopgruppe Anti-Pop Consortium gæster nummeret “Humanized”. Begge steder synes fusionerne dog tamme.
Når albummet alligevel får en god bedømmelse, skyldes det de fuldstændige geniale passager, breaks og blikket for rytmisk komposition, hvor Modeselektor klart overstråler lignende kunstnere. Men husk nu at Modeselektor er et liveband, så den afsluttende opfordring herfra er helt klar: Giv pladen en chance (men spil den, hvor der mulighed for dyb bas). Hvis det falder i din smag, så vil du med garanti blive euforisk til en liveoptræden.
