Hamborg-baserede Felix Kubin er en af den elektroniske musiks særeste og mest idiosynkratiske skikkelser. Siden han var blot en teenager, har den selvproklamerede dadaist udsendt sin usandsynlige blanding af skinger, skramlet Neue Deutsche Welle, eksperimentalmusik og Weimar-cabaret. Og han har befundet sig lige tilpas utilpasset, hvad end han har lavet radiospil, film, teatermusik eller fremført sin besynderlige, men sindssygt underholdende schlager-rave for et publikum. Kort sagt, en nogenlunde lige blanding af Karl-Heinz Stockhausen og Thomas Öberg, hvis man overhovedet kan forestille sig dét, uden at éns hjerne imploderer.
Det obskure har altid været Kubins foretrukne habitat: Selvom meget af hans musik er ubestridelig dansabel og/eller melodisk, er den også meget gerne blandet op med en insisterende deadpan-humor og så meget støj og abrupt snublende rytmik, at det formentlig gør ham temmelig svær at sluge, hvis man enten bedst kan lide sin elektroniske musik selvhøjtidelig og akademisk, eller dansegulvsorienteret effektiv og strømlinet.
TXRF falder i denne sammenhæng noget uden for Kubins sædvanlige stil, idet den præsenterer sig selv som en konceptplade om overfladeanalyse ved hjælp af ultraflade-røntgenstråler (Total Reflection X-Ray Fluorescence), typisk anvendt til at finde defekter i mikrochips. Det lyder knastørt, og det er det da i nogen grad også, om end det nu er svært, og som pressemeddelelsen siger, irrelevant, at kunne genkende det videnskabelige eksperiments præcise sammenhæng med den lyd, der kommer ud af højtalerne.
Den videnskabelige hårdhed er dog ikke til at overse, idet Kubin på TXRF helt har droppet sin futuristiske eksperimentalpop til fordel for en skrabet og maskinklingende lyd. Nogle gange består den blot af sfæriske, sammenstyrtende tonesekvenser, der filtreres bort ud i æteren, og andre gange af brutalt hamrende rytmer, der lyder som arkaiske kredsløb i færd med at spytte hulstrimler ud med frenetisk hastighed.
Det er som altid fascinerende at bevidne, hvor knækkede, fremmedartede lyde Kubin kan aftvinge sine maskiner. I dette tilfælde endda med et setup bestående blot af en synthesizer, filter og sequencer. Med dette minimale udgangspunkt har Kubin skabt en plade der – for uden electro, techno og acid – først og fremmest trækker veksler på den musik, som de helt tidlige elektroniske pionerer skabte på hjemmebygget eller eksperimentelt udstyr. TXRF fremstår nærmest nostalgisk efter en tid, hvor den elektroniske musik først og fremmest bestod af akademiske, men også fascinerende fremmedartede og nogle gange blåøjet entusiastiske forsøg med oscillatorer, tonegeneratorer og magnetbånd.
Der er ekkoer af “The Forbidden Planet”, Daphne Oram, Conrad Schnitzler, Pierre Schaeffer og Stockhausen på TXRF, der på mange måder etablerer lyden af en tid fra før interfacet. En tid, hvor apparaterne ganske vist bogstaveligt talt var til at tage og føle på, men hvor datamaskinen også var enorm og utilnærmelig, og en stor del af fascinationen lå i umuligheden af at kommunikere på anden end blot arbitrær facon – som om der i maskinernes binære udgydelser ligger en måske ondsindet mening, der delvis er gået tabt i oversættelsen. Alting lyder underligt knugende i sin tilsyneladende, men alligevel ulogiske, empatiløse og uforståelige rationalitet. På den facon kommer TXRF til at handle om noget så grundlæggende for det 20. århundrede som skellet – ikke syntesen – mellem mand og maskine.
Numrenes længde spænder fra ganske korte vignetter og op imod 12 minutter. “Total No. 1” lyder langt hen af vejen som klassisk Kubin med en rumlende electrorytme og metalliske lydsignaler, der flimrer viltert rundt i lydbilledet som lyden af den 35 tons tunge ENIAC-computers kampråb, når glødende vakuumrør grænsende til sprængning starter deres interne transmission af additioner. “Total No. 2” forstætter med ikke stort andet end en acid-klingende sequencerpuls, der løbende filtreres bagved en klagende, binær sang af skingre signalimpulser og insisterende, metalliske kollisioner.
“Reflection No. 5” er det tætteste, pladen kommer på egentlig techno – en bastant 4/4-rytmik udgør nummerets skelet og sammenflettes med skurrende tonesekvenser og signalforstyrrelser og fluktuerer konstant mellem kropslighed og abrupt sammenbrud. “Reflection No. 7” derimod er fuldstændig blottet for egentligt rytmiske impulser og består i stedet af statisk susen og en skarp, elektrisk knitren – som af elektronernes kvantespring frem og tilbage omkring atomkernen eller blotlagte, gnistrende kredsløb. En koldkrigsparanoid datamatmusik, hvor plutoniums kritiske masse udregnes med bølger af udechifrerbar støj til følge. I “X-Ray No. 8” er der ekkoer af Kubins elskede NDW at spore i den nervøst hakkende, rytmiske puls, der udgør nummeret og i det store og hele får lov at køre, med enkelte ændringer og filtreringer, igennem utallige næsten-periodiske iterationer over otte minutter.
Det lyder i det store og hele ganske utilnærmeligt og er det på sin vis også, selvom den harske fremmedartethed uvægerligt får et humoristisk anstrøg, når man blot perifert kender til Kubin. Ikke desto mindre er det en musik, der oftest kun er rytmens momentane sammenbrud fra at være uforståelig, og heri ligger paradoksalt nok netop pladens største kvalitet: Eftersom den forsøger en genvinding af noget af den tidlige computermusiks uendelige fascinationskraft, fra før syntetisk lyd blev almindelig, hvor præ-programmeret midi blev allemandseje, og hvor spøgelserne i maskinen talte deres eget rudimentære sprog, lykkes den netop, fordi lydene er lige på grænsen mellem genkendelighed og funktionsløshed.
Der er så godt som ingen decideret dansable rytmer, selvom der er rigeligt med hakkende processorpuls. Her er ingen behagende, ambiente klange, selvom her er masser af langstrakte lydflader, og her er ingen rigtig melodik, selvom der er masser af rudimentære og repetitive tonestumper. Således er her heller ingen ornamentik – de løsrevne, fragmentariske og pulserende lyde er selve substansen, selve betydningen, og betydningen undslipper for det meste ganske enkelt forklaring. Det er ikke en dyrkelse af abstraktionen, som man ser den i glitch, hvor digitale fejl blev selve udgangspunktet for en musik, der burde have været mere radikal, end tilfældet ofte var. På TXRF er alting ekstra uforståeligt og dragende, fordi alting er så tæt på at være velkendt.
Det, den altid utilregnelige Felix Kubin fremkalder, er den sært utilpasse fremmedhed, som en blød menneskelig hjerne nødvendigvis må føle, når den konfronteres direkte med den binære kredsløbslogik i de maskiner, vi omgiver os med. Det kan godt være, at vi ikke længere kan se eller høre elektriciteten fare igennem glødende transistorer, og at vi har iklædt alle vores maskiner en hud af interagerbar brugerflade – men maskinens drømme er nu engang anderledes end vores. Det er denne grundlæggende diskrepans, der var grundlaget for det 20. århundredes forhold til maskinen og dens lyde, som Felix Kubin med TXRF forsøger at udstille. I al sin fremmedartethed og med al sin fascinationskraft.
