Zombie Polaroid er enmandsprojektet Hell Is in Hellos tredje selvudgivne album. Skrevet, fremført og produceret af multiinstrumentalisten Rasmus Hedeman er det imponerende, hvor meget lyd der kan komme fra én mands hånd.
Albummet åbner veloplagt med den indpiskende “A Start Is a Start”, der er en decideret uptempo-perle, som sådan set definerer hele albummets lyd: umiddelbart varm solskinspop, indtil nummerets sidste halvdel hvor tempoet pludseligt skifter, vokalen forstummer, og lytteren kortvarigt sendes ud i et ildevarslende, sci-fi-agtigt lydlandskab. Det bliver dejlig kryptisk, og denne uventede drejning viser sig at være karakteristisk for Zombie Polaroid, der gemmer på flere små overraskelser undervejs til at give den underliggende sødme noget dystert modspil. Inspirationen fra syrehovederne i The Flaming Lips skinner tydeligt igennem på musiksiden, hvorimod teksterne er knapt så nuancerede med deres hverdagsfortællinger om kærlighed, afvisninger, ensomhed og drømme. De fungerer fint, men uden at tiltrække sig nogen synderlig opmærksomhed.
Det er dog ikke noget minus for det samlede resultat, for fokus flyttes helt naturligt over på den stemningsfulde vokal. Den er fra start til slut et yderst behageligt selskab, som den smyger sig kælent gennem arrangementerne, konstant skiftende fra et flirtende, legesygt humør til melankolsk tungsind. Tilsat kor og blæsere, som i “Overnighter”, kører det ubesværet derudad, og jeg kan ikke undgå at få et smil på læben, når det visse steder bliver decideret dansabelt. Selv i de mest melankolske øjeblikke formår albummet på sært opløftende vis at omfavne sin lytter og invitere indenfor i sit legesyge univers.
Det er imponerende, at en enkelt mand står bag dette omfangsrige lydbillede, der hele tiden formår at bevare en luftig lethed og aldrig virker anstrengt. Kun i to af sangene, “A Start Is a Start” og den kælne “Overnighter”, der står som nogle af albummets bedste, får Hedeman assistance af Morten Kristiansen på kor og forskellige instrumenter, men gennemgående lyder det, som om Hedeman har haft et helt hold dygtige musikere i ryggen.
Fortættet og luftigt på samme tid er et kendetegnende paradoks ved albummet. Måske netop derfor fremstår det så raffineret – det er overvældende uden at virke overlæsset eller påtaget. På sin vis et meget udansk træk, og Zombie Polaroid er forfriskende med sin ‘more is more’-tilgang til musik. Hell Is in Hello forstår at forføre sin lytter med den drømmende grundtone og utroligt lækre produktion, der kendetegner hvert nummer på albummet. Til tider bliver det en decideret spacy rejse, når en saxofon stjæler opmærksomheden for senere at blive afløst af en syret elektronisk udfasning, og det er øjeblikke som disse, der giver Zombie Polaroid tyngde og særpræg på trods af de mere eller mindre letbenede tekster.
Zombie Polaroid vil komplementere en doven solskinsdag perfekt og er et medrivende, gennemført og stilsikkert album. Produktionen er ikke til at sætte en finger på, og det kunstneriske niveau er højt fra start til slut. Trods min begejstring kan jeg dog ikke helt lade være med at savne et nummer eller to i mere minimalistisk stil. Det ville klæde albummet for variationens skyld og give endnu mere plads til Hedemans vokal. Nogle steder får jeg fornemmelsen af lidt for mange magiske kling-klang-lyde og tryllestøv, f.eks. i åbningen til den vemodigt afsluttende “Soon We’ll Get Old”, hvor Hedeman har lyttet lige lovligt meget til The Flaming Lips’ Yoshimi Battles the Pink Robots. Men dette kan den relativt korte spilletid omvendt kompensere for. Her virker en længde på 10 skæringer, samlet 36 minutter, meget passende. Efter en gennemlytning er mine ører meget mættede, og det er faktisk næsten ikke til at tro, at rejsen gennem Zombie Polaroid ikke har varet længere – ment i absolut positiv forstand.
Jeg spår, at der er noget spændende i vente, når Hell Is in Hello pladedebuterer som egentligt band 4. juni i år. Her har vi et navn, det helt sikkert er værd at holde øje med.
Zombie Polaroid kan streames og købes via Bandcamp.
