Plader

Machine, Dear: Killing Something That’s Already Dead

Skrevet af Anna Møller

Machine, Dear designer et bud på et moderne popværk. Jeg ville ønske, de bare ville spille noget mere god musik.

I pressematerialet til Machine, Dears debutplade, Killing Something That’s Already Dead, kan man læse sig til, at de seks numre på albummet er »(…) resultatet af et målrettet arbejde med at designe – ikke komponere eller producere, men designe – et bud på et moderne popværk. Menneske og maskine i fælles front for det popmusik med dybde.«

Læser man forbi grammatiske småfejl, er der virkelig tale om det stort opslået brød fyldt med svulmende design. Jeg forstår intentionen om at skabe et musikalsk kunstværk med en mekanisk og maskinel æstetisk tilgang, men det bliver simpelthen for tænkt for min smag, også selvom coveret er virkelig smart. Man kan ikke andet end blive skuffet, når man får stillet et designet moderne popværk i skue.

Pressemeddelelsen er i lækkert papir med grafisk uovertrufne minimallinjer, og krøller man den sammen til en hård bold af papirord og kaster den ad helvede til, kan man koncentrere sig om selve det musiske forlæg. Der er her ikke tale om et brud på den konventionelle popmusisk og lyddesignmæssige landvindinger, men det behøves heller ikke, når flere af Machine, Dears numre faktisk er ret hæderlige.

Det er svært at tale om et decideret sammenhængende eller samlet lydudtryk på Killing Something That’s Already Dead, men det betyder ikke, at musikken er eklektisk springende og genrenedbrydende. Tværtimod fremstår Machine, Dear snarere som et en smule forvirret projekt i sammenspillet mellem elektronik, avant.- og alt.pop og singer/songwriter, hvor det nummer, der træder mest ud, samtidig er pladens bedste.

“Get Out” åbner med en mørkt pulserende bund, før polyrytmiske kantslag lægges til, og Frans Galschiøt Quaade/Anders Søndergaards formentlig svageste element, vokalen, træder frem forrest. I produktionen, som Arni Bergmann (producer for bl.a. De Eneste To) har stået for, kunne vokalen med fordel været trukket længere tilbage i lydbilledet og dermed i højere grad lægge op til et udtryk længere væk fra et standard-singer/songwriters. På “Get Out” er vokalen imidlertid dubbet det meste af tiden, og lagt sammen med det relativt spartanske lydbillede og den gennemgående polyrytmik giver det et mørkt og stramt udtryk. På trods af en modvilje mod at skabe gængs pop, så ender jeg i hvert fald flere gange med at få “Get Out” på hjernen, og det er måske i sidste ende det, der står bag Machine, Dears projekt: Modvilje.

Og det er umiddelbart en modvilje, der lægger sig på et intellektuelt plan –d’herrer Galschiøt Quaade/Søndergaard har et budskab, de gerne vil ud med, men det foregår imidlertid via pressemeddelsen og mindre via deres musikalske produkt, så vidt jeg kan se. Jeg ville egentlig ønske, at de i højere grad havde koncentreret sig om at skabe musik end at overveje musik. Det gør vi andre i forvejen så rigeligt.

★★★☆☆☆

Leave a Reply