I 2007 kom engelske Tobin Prinz og Suzi Horn med deres selvbetitlede debutalbum Prinzhorn Dance School. Duoen indspillede og producerede hele pladen selv og fik en skrabet, ødelagt, postpunket lyd ud af det. Nu er de igen pladeaktuelle med opfølgeren Clay Class. Et album, der ikke er synderligt anderledes end det første. De statiske trommerytmer indgår stadig mere eller mindre kun for at holde takten, bassen er heller ikke blevet gladere for variation, og repetitionen driver her værket. Man kunne opleve det som ensartet og uoriginalt, men jeg vælger at se på det som hørende til genren. Man kan måske sammenligne det med filmverdenens dogmeregler, hvor den rå tilgang til livet, uden nogen form for kunstige effekter, får mulighed for at påvirke budskabet.
Duoens navn er en sammenlægning af bagmændenes navne, Tobin Prinz og Suzi Horn, men samtidig også en reference til den tyske psykiater Dr. Hans Prinzhorn. Dr. Prinzhorn blev verdenskendt for sine studier og forsøg med kunst skabt af psykisk syge. Med det i mente begynder nogle af brikkerne pludselig at danne et billede. Et billede af en dansetime, hvor psykisk syge danser rundt til lyden af Clay Class. Det er den lille eftersmag af sindssyge, der gør dette album interessant på trods af den ellers trættende ensformige tilgang til absolut alt. En ensformighed, som passer godt til sangenes dystre kulturkritiske budskaber og hverdagshistorier, men samtidig også en ensformighed, som gør det hele så tørt, at man skal have tålmodigheden med sig, når man lytter sangene igennem.
Formularen til dette album er ekstremistisk simpelhed. Prinzhorn Dance School har samme setup som The White Stripes, men de sange, der er at finde på Clay Class, får altså The White Stripes til at virke helt komplekse. Prinzhorn Dance School formår at matche lyd og tekst virkeligt godt, og det er til tider rigtig sjovt, selvom jeg ikke er sikker på, at de gør det i satirens navn. Som eksempel vil jeg nævne “Usurper”, hvor teksten lyder: »I will replace you / He will replace me / To the vulture / It’s agriculture.« Det er så overdrevent tørt, enkelt og lige på, at jeg ikke kan andet end at trække på smilebåndet.
