Den tyske electronicaduo Mouse On Mars, der består af Andi Toma og Jan St. Werner (Microstoria, Lithops), har været en af de mest markante drivkræfter i udviklingen af, hvad der med et forkætret udtryk kunne kaldes “IDM”, siden de i de tidlige 90’ere udgav debuten Vulvaland.
Det ville dog være voldsomt reduktionistisk at henregne duoen til blot endnu ét i rækken af navne, der gjorde op med den elektroniske musiks på det tidspunkt uomgængelige ry for hedonisme og “dum” dansevenlighed til fordel for et mere intellektualistisk, hovedtelefonorienteret og ofte pseudoakademisk etos. At selve genrebetegnelsen “Intelligent Dance Music” er en falsk modsætning, er en helt anden og noget længere historie.
Mouse On Mars har alle dage været helt deres egne. De har aldrig for alvor været en del af en scene og har som sådan aldrig kunnet sammenlignes direkte med særlig meget andet.
Det ændres der i nogen grad på med Parastrophics, MoMs første udgivelse under eget navn siden Varsharz fra 2006. Sidenhen har de ganske vist under navnet Von Südenfed lavet en forbavsende vellykket plade med den moderne rockmusiks måske mest legendarisk ufremkommelige personlighed, Mark E. Smith fra The Fall, men det er altså seks år siden, at der er kommet nyt fra duoens egne hænder.
Mouse On Mars, der vel egentlig – på trods af en betragteligt mindre fanskare – kun kan sammenlignes med navne som Autechre, hvad angår konsekvens og kvalitet, har over årene udgivet en række absolut fænomenale plader, der aldrig er blevet i samme stil – hverken fra plade til plade eller for den sags skyld fra nummer til nummer. Deres elastiske og teknisk overvældende musik har trukket på alt fra duvende dubtechno til electrofunk og glitchet kraut med et altid hastigt skiftende fokus, på en eller anden måde kun lige knapt holdt sammen af en absolut virtuositet, der gør, at deres musik på trods af uendelige synkoperinger og tilsyneladende uudtømmelig idé- og melodirigdom altid grundlæggende rykker.
De har desuden det til fælles med Autechre, at deres respektive udgivelser groft sagt har bevæget sig imod en mere og mere kompleks programmering over årene: For Aes vedkommende en stigende kompleksitet, der har medført en tilsvarende stigning i følelsen af komplet, abstrakt fremmedgjorthed, imens der for Mouse On Mars i højere grad har været tale om en halsbrækkende balancekunst; en suveræn opvisning i, præcis hvor kværnet, utålmodig og kompliceret deres musik egentlig kunne være uden at give køb på det altid tilstedeværende menneskeligt organiske og melodisk medrivende.
I manges øjne er kulminationen på gruppens karriere den skizoide, jazzlemlæstende Idiology, der tog gruppens på én gang enormt detaljerede og konstant muterende produktioner til et nyt højdepunkt, hvad angår ren og skær kompleksitet. Men egentlig har MoM ikke for alvor nogensinde trådt ved siden af, måske med undtagelse af Radical Connector, der ofrede en stor del af den vanlige overrumplende detaljering til fordel for en overvejende tyktflydende, vokalbåren og hårdtpumpet glittet electropop-hybrid. Denne plade var desuden præget af en længere række samarbejdspartnere, deriblandt trommeslageren Dodo Nkishi, der i lang tid var fast mand i gruppens legendariske liveshows.
Han medvirker også på Parastrophics, hvor Mouse On Mars ellers har lagt en stor del af deres sædvanlige skramlede, analoge maskinpark på hylden til fordel for en mere digital lyd, der for første gang spejler (i hvert fald dele af) en nuværende og veltrivende scene. Det giver alt andet lige god mening, når nu pladen er udgivet på ligesindede Modeselektors selskab, Monkeytown, men det er især Hudson Mohawke og Flying Lotus, der kan findes paralleller til på Parastrophics. Pladen udspiller sig som et studie i forskruet, hiphop-influeret electro med gruppens vanligt underspillede, tungen-i-kinden humor og rytmealkymistiske udskejelser i behold. At de tilsyneladende har fundet et samtidigt udtryk at spille bold op ad, resulterer dog alligevel i en plade, der måske for første gang nogensinde ikke virker helt lige så overrumplende og original, som man efterhånden er forvænt med.
Det betyder dog ingenlunde, at Parastrophics ikke er en god plade; det er den i dén grad, selvom genialiteterne måske nok er færre end vanligt. Med god brug af tunge, straffende lavfrekvenser og hiphoppede beats vredet igennem Toma og St. Werners knudrede, ADHD-ramte hjerner fremstår den med et flimrende ustadigt digitalt udtryk af forvredne binære melodier og underligt kæntrende, men oftest feststemt dynamik.
Pladen lægger dog fra land med “Beach Stop”, der næsten lyder som en parafrase over gruppens første hovedværk, den dubbede og solrigt forsumpede Iaora Tahiti. Bortset fra det hoppende beat er nummeret næsten hypnagogisk med en ugenkendelig kvindevokal over et sløret hedebølgepolaroid af glitrende, vuggende melodi og kølige bølger af blankt, digitalt flimmer. Nærmest som en kommentar til gruppens utålmodige omskiftelighed sluttes der af med sætningen »until you are able to focus«, hvorefter “Chordblocker, Cinnamon Toasted” sætter ind med et tungt, drævende electrobeat og en opklippet vokal, der blandet med hakkende synthfragmenter og lyden af bordtennisbolde bliver til noget, der både er et britisk inspireret stykke basmusik, men alligevel er noget helt andet. Det varer dog ikke ved længe, inden en cheesy, pixeleret elevatormuzak overtager, med hvad der i mangel af bedre udtryk kan siges at være sci-fi-hawaiianske undertoner. Komplet uforudsigeligt og lidt af en genistreg, der totalt transformerer nummeret til en uforklarlig, uhåndgribelig størrelse af fjollet melodiøsitet og skridsikker, fremadskridende rytmik.
Den beattunge rytmik er i det hele taget et dominerende element på store dele af pladen, inklusive de næste to skæringer, “Metrotopy” og “Wienuss”. Førstnævnte kombinerer tykke synthflader med en samplet MC og storslået melankolske momenter, imens sidstnævnte er næsten rendyrket electrofunk med flyvske lydstumper, der kaotisk vælter sig rundt omkring den rytmiske kerne. “They Know Your Name” er på trods af pladens måske mest ordinært oplagte vokal også en af pladens mest effektivt kluborienterede numre med referencer til både britisk basmusik, dubstep (som det ikke helt fremstår, hvorvidt er ironiske) og måske også til skweee-genrens ekstremt komprimerede maskinlyd. Hamrende effektivt er det i hvert fald.
Det er den tungt groovende førstesingle “Polaroyced” også, selvom en lakonisk samplet vokal alligevel må spørge »Jesus, what’s happened to Mouse on Mars?«.
Det går i det hele taget slag i slag med enkelte ligegyldigheder som “Baku Hipster”, hvis vokal, der minder om en marginalt mindre skinger Yoshimi P-We, får det til at lyde ikke så lidt som OOIOO og er lige på grænsen til det enerverende.
Alt tilgives dog med den afsluttende skæring “Seaqz”, der ikke består af meget andet end et hårdtpumpet og nådesløst electrobeat med tydelige referencer til Detroit, men med Nkishis trommer i stedet for den forventelige maskinelle 4/4. Halvvejs igennem tilsættes fuldstændig nonchalant et melodisk, flaksende synthstykke, der lykkes med at transformere et af pladens ellers mest monotone og fokuserede numre til et ganske andet og helt og aldeles vidunderligt væsen.
Parastrophics er på trods af alle sine fremragende momenter ikke Mouse On Mars’ bedste plade. Selvom der ganske givet ikke er megen mening i at være purist, når det kommer til en af de mest notorisk eklektiske grupper i verden, har den varmt organiske, analoge lyd, der har præget næsten samtlige af gruppens udgivelser, dog alt andet lige altid været en af deres helt store kvaliteter og det, jeg savner mest. Den digitale lyd får enkelte numre til at lyde en smule ordinære, og dét har Mouse On Mars bestemt ellers aldrig været. En stor del af numrene vil utvivlsomt vise sig at være blandt det tunge skyts i gruppens allerede betragtelige live-arsenal, og der er stadig ingen tvivl om, at Mouse On Mars ganske enkelt er et af verdens suverænt bedste elektroniske navne. Således er Parastrophics et altovervejende glædeligt gensyn, om end der altså stadig er et stykke vej til topformen. Forhåbentlig varer det denne gang ikke nær så længe, inden der igen kommer nyt fra de interplanetariske gnavere.
