Når jeg anmelder Spiritualized, er det næsten som at skulle anmelde et familiemedlem – Jason Pierces post-Spacemen 3-band har været en musikalsk konstant i mit liv, siden musikken for første gang vakte min interesse som teenager. Derfor er J Spacemans nyeste vanskelig at fælde dom over, fordi den trods sit egentlig fine potentiale og enkelte højdepunkter er frustrerende meget på det jævne. På sine musikalske tinder er And Nothing Hurt nærmest transcenderende, men desværre er pladen også på sine lavpunkter søvndyssende kedelig, og derfor er det ærgerligt, hvis albummet ender med at blive Pierces svanesang.
Da Pierce første gang varslede, at et nyt album var i støbeskeen, fortalte han selvsikkert i et interview: »I’ve already covered so much ground and already done a load of ideas. There’s no point doing something unless it’s better than that«. Med det udsagn lagde han dog også grobund for en forventning om, at den kommende plade skulle være lige så god og måske endda bedre end hovedværket Ladies & Gentlemen, We’re Floating In Space. Efter at have tilbragt tid med And Nothing Hurt må jeg desværre erkende, at der alt for ofte er længder op til mandens vanlige standard.
Spiritualized har været med mig siden min interesse for musik opstod som mere end bare et lydtapet på teenageværelset. Jeg kan faktisk huske, da jeg under min gymnasietid i de langsomme efterdønninger af en privatfest for første gang hørte titelnummeret til Pierces heartbreak-symfoni fra 1997. Nummeret, der som bekendt byder på en rekontekstualisering af tekst og melodi fra Elvis Presleys “Can’t Help Falling In Love”, lød på en gang velkendt og uudforsket, og fik mig til som besat i månederne efter igen og igen at lytte til albummet fra ende til anden. Pierces ivrige brug af sproglige billeder omhandlende stofafhængighed og rock’n’roll’sk ensomhed var ikke noget, jeg i min beskedne alder kendte meget til, men på tillokkende vis fik Pierce mig overbevist om, at jeg gjorde. Det er dét, som al stor kunst kan: transportere folk ind i en anden verden. Lige fra det vuggeviseagtige åbningsnummer til den mastodontiske ”Cop Shoot Cop”, der over 17 minutters psykedelisk free jazz-agtig rock lukker albummet, skabte Pierce et rock’n’roll kosmos, der var velkendt for de færreste, men dragende for de fleste.
Lidt over 30 år efter udgivelsen af det værk, der for alvor cementerede Spiritualized som mere end bare et post-Spacemen 3-projekt, udkommer nu And Nothing Hurt. Lidt som på L&GWFIS indledes albummet med den behageligt lullende ”A Perfect Miracle”, der næsten kunne lyde, som hvis Pierce havde lavet et cover af sig selv. Denne efterfølges af ”I’m Your Man”, hvorpå han over en søvndyssende blå guitar og et uinspireret blæserarrangement proklamerer: »If you want wasted, loaded, permanently folded, doing the best he can, I’m your man«. Efterfølgende ruller skiven videre med ”Here Comes (The Road) Let’s Go” og ”Let’s Dance”, der ligeledes er smerteligt middelmådige sange. Særligt den papirtynde produktion skinner igennem på pladens første halvdel, der er umådeligt træt i optrækket. Det gør lidt ondt, når vi ved at Pierce »doing the best he can« normalt er så meget bedre end det.
Faktisk skal vi næsten helt til pladens anden halvdel, før Pierce igen er til at kende. ”On the Sunshine” indledes af en orgeldrone, der genkalder Spacemen 3-dagene, inden hektiske trommer og slideguitar introduceres. Da Pierce bekendtgør »You can always do tomorrow, what you cannot do today« kulminerer nummeret i feedback, kor og guitarstøj. Endelig er Pierce vedkommende, og heldigvis er nummeret ikke en enlig svale på albummet. Dernæst følger ”Damaged”, og man kan forbløffes over, at det har taget Pierce 40 år at udgive en sang med denne titel. Det er en Stones-agtig ballade fuldent med slide-guitar og strygerarrangement, og her når And Nothing Hurt for første gang for alvor de medrivende højder, man er vant til fra Pierce. Tretrinsraketten af disse to numre plus den otte minutter lange ”The Morning After” udgør albummets klare højdepunkt, og sidstnævnte ender med sin ivrige basgang, twang-guitar, mundharmonika og blæsere ud i et larmende free-jazz crescendo. I kølvandet på dette giver ”The Prize” med sit sløve tempo og sin indlullende og afdæmpede første halvdel en tiltrængt åndepause, inden nummeret kulminerer i en storladen og strygertung outro-sekvens.
And Nothing Hurt har ifølge Pierce selv både været et svært og drænende værk at skabe. Pladen er på vanlig Spiritualized-vis en blanding af søvndyssende vuggeviser og udknaldet psykedelisk rock, men uden de finansielle midler til egentlige studiesessioner, har Pierce forsøgt at genskabe bandets enorme rock-symfoniske signaturlyd i sit eget hjem med samples fra klassiske albums. Om det er dette faktum, som pladen bærer ærgerligt præg af, er vanskeligt at sige, men det er desværre tilfældet for de mere orkestralt bårne sange, at de sjældent fungerer. Når man ved hvor blændende godt det kan være, er det desværre svært ikke at sammenligne med højdepunkterne i Pierces ouvre, og And Nothing Hurt er måske endda det svageste led i hele diskografien.
And Nothing Hurt er nemlig ikke kun en skuffelse på grund af skyggen kastet af Pierces hovedværk, men også hans seneste plade fra 2012, Sweet Heart Sweet Light. For selvom det ofte betones, hvor konsistent en diskografi bandet kan bryste sig af, har pladerne siden den ellers hæderlige Let It Come Down rangeret mellem det eminente til ren og skær forglemmelighed. Amazing Grace og Songs in A&E havde bestemt sine øjeblikke, men først på Sweet Heart Sweet Light genfandt Pierce igen formen og leverede sit bedste, mest sammenhængende album siden Let It Come Down – måske endda siden L&GWFIS. Når mange derfor troskyldigt har håbet, at Pierce havde et enkelt storværk mere tilbage i sig, føles And Nothing Hurt desværre i endnu højere grad som en udvandet, usammenhængende og uinspireret affære. Når man imidlertid affinder sig med at pladen slet ikke er det storværk, så er pladen på sine højdepunkter faktisk udmærket.
Man kan undre sig over, hvad der i tidens løb har forandret sig. Hvis nogen har ændret sig meget, er det i hvert fald ikke Pierce. Selvom han gennem årene har gennemlevet personlige kriser og haft problemer med helbredet, skriver han trods sin alder stadig sange om rock’n’roll-smerterne og med de samme sproglige rock-floskler, han altid har benyttet sig af. Lyden er således også stadig funderet i den psykedeliske rocks tidlige bannerførere The Velvet Underground, 13th Floor Elevators og George Harrisons wall-of-sound gospel fra All Things Must Pass (formentlig den bedste samling sange udgivet af nogen Beatle post-The Beatles). Måske er det bare fordi Pierce værdsætter klassikerne, men nogle gange er det næsten som om at J Spaceman eksisterer som en outsider i forhold til resten af den musikalske verden, tilsyneladende ufortrødent uopmærksom på tidens trends og udvikling. En anden forklaring er, at Pierce perfekterede sin lyd og sangskrivning på et tidligt stadie i sin karriere og siden ikke har anstrengt sig gevaldigt for at udfordre den formel. Det er ikke nødvendigvis en skidt ting at der intet nyt er under solen, for forventer man musikalske landvindinger på en Spiritualized-plade, leder man det forkerte sted.
Når ens gamle musikalske kendinge til tider svigter, så gør det nogle gange lidt ondt. Og hvis And Nothing Hurt som varslet skulle ende med at blive et punktum for Spiritualized, er det desværre kun en delvist tilfredsstillende afslutning på en ellers ret unik karriere. Siden Spacemen 3-dagene har Pierce været garant for musik under mantraet »Taking Drugs To Make Music To Take Drugs To«, men Spiritualized har i sin levetid været så meget mere end det. Pierces bidrag til rockmusikken er trods alt stadig betydelig, også selvom det måske på And Nothing Hurt ender på et lavpunkt. Albummets afsluttende nummer ”Sail On Through” er i den forstand passende betitlet, fordi Pierce gør, hvad han gennem sin musik altid har gjort: sejler uanfægtet videre gennem stormen, fordi han bliver nødt til det. Og dét er hvad hans musik i sit inderste væsen handler om.
