Det var tilbage i det herrens år 1994, at The Dandy Warhols første gang kunne kalde sig et band. Året efter kom første udgivelse på gaden, og vi er nu nået frem til det ottende i rækken. Over denne årrække har de bevæget sig ind og ud af forskellige genrer, fra garagerocken til det mere psykedeliske – og en masse midt imellem. Set i dette perspektiv passer sidste skud på stammen, This Machine, godt ind i helhedsbilledet. Der er ikke én overordnet genre, som lader sig trække ned over dette værk, der spænder vidt på skalaen.
Vi starter i den enkle garagerocks univers med “Sad Vacation”. En dejligt forvrænget og energisk basgang kører gennem ørerne, og tempoet holdes godt oppe af trommerne, over hvilken vokalen holder hele lydbilledet godt i skak. Nummeret kører ensformigt, men ikke desto mindre fedt i ring om sig selv uden på noget tidspunkt at bryde ud af rytmen. Rundt om dette lydbillede svæver en tør og skrattende guitar, der som sekunderne går, bliver stærkere og mere gennemtrængende. Samme opskrift følges næsten slavisk i det efterfølgende “The Autumn Carnival”, og selvom resultatet ikke er helt så skarpt, har vi at gøre med to rigtige stærke åbningsnumre.
Det garagerockede kapitel bliver afsluttet og følges op af punkrock efter alle kunstens regler i “Alternative Power to the People”. Igen sætter en forvrænget basgang scenen, men nu træder den støvede rustrøde guitar for alvor i karakter, og med et par enkle akkorder – så klassisk punkrock, som man overhovedet kan tænke sig – fyres et virkelig fedt, no-nonsense instrumentalt punkrocknummer af. Ret beset er der noget, der minder om vokal på nummeret, men da dette også er forvrænget til yderligheder, er det faktisk svært at høre præcist, hvad det er.
Efter al denne rock må det være på tide at få pulsen lidt ned igen. Det er der da heldigvis også rig mulighed for, da der skrues godt ned for tempoet over de næste numre. “16 Tons” er en fin og humoristisk version af den gamle amerikanske arbejdersang med omkvædet »One day older and deeper in debt«. Selvom det er et nogenlunde underholdende indslag, virker det dog en smule malplaceret på denne plade.
Courtney Taylor-Taylors dybe og lidt trætte vokal gør som altid en glimrende figur. Når musikken som i de første fire numre hamrer derudaf, lægger vokalen en lille dæmper på energien fra den skramlede garagerock. Samtidig står den rigtig godt til de mere afdæmpede perioder, hvor den fungerer glimrende i samspil med omgivelserne.
Der er lidt for enhver smag på This Machine. Den første halvdel er klart mest rocket og mest prisværdig. Men derfor skal man bestemt ikke undervurdere den sidste halvdel, hvor tempoet sættes et par gear ned, og stemningen i højere grad bevæger sig mod det melankolske. Selvom der er et par knap så stærke øjeblikke, og måske et enkelt fyldnummer, er der faktisk ikke ret meget negativt at sige om This Machine. Så det vil jeg holde mig fra.
