Lis er Stille – et filosoferende firkløver

Lis er Stille: Nous

Lis er Stille svæver oppe blandt skyerne, allerøverst oppe, hvor alt det abstrakte lever og dyrkes. Bandet udgav i februar albummet Nous. Titlen er græsk, og som med alt andet er der en dybere mening med den. ‘Nous’ er nemlig den del af den menneskelige intelligens, der er nødvendig for at kunne adskille sandt fra falsk. Titlen – og så det udsagn, at Lis er Stille har erklæret, at  deres tour foregår i menneskets hoved – sætter scenen.

Martin Byrialsen, Tue Schmidt Rasmussen, Jon Gotlev og Asbjørn Helboe gør det ud for Lis. De er i sandhed rockstjerner på en scene. Asbjørn og Jon, som under interviewet stort set ikke åbner munden, er i den grad transformeret med instrumenterne i hænderne. Alt det, der var indadvendt tidligere, gøres nu til skamme. Med headbanging og wifebeater viser de, at Lis er stille i et rockens univers.

Lis er Stille Touring the Human Head, er bandets Danmarks turné, hvor de gennemspiller albummet Nous. Turnéren kommer blandt andet forbi Tapperiet i Køge. Koncerten starter med en ung kvinde i hvidt, der danser hvileløst rundt på scenen. Hun finder først ro, da en mand klædt i sort kommer ind, giver hende et kys og fører hende ud. Så kommer Lis er Stille på scenen.

På tur i menneskets hoved

På Facebook proklamerede Lis er Stille ved turneens start, at det ville blive deres bedste koncerter hidtil. Noget af en udmelding og noget af leve op til. Men Lis er Stille har altid været glad for de store armbevægelser, fortæller Tue Schmidt Rasmussen. »Vi kan godt lidt alt, hvad der er svulstigt og stort«.

Men hvorfor er det prog-rock gruppens bedste koncerter?

«Det er vores bedste koncerter, fordi de er så satans organiserede«, forklarer Martin Byrialsen, der står for vokal og hovedparten af sangteksterne. »Vi havde en ambition om, at vi gerne ville tilføre vores musik en visuel fortælling. Og det har vi så valgt at gøre gennem dramadans og gennem den store papmache-ø, som Jon har designet. Vi har også inviteret vores producer med på scenen. På den måde har vi tilføjet en masse til oplevelsen, og derfor er det vores hidtil bedste koncerter«.

Men det er hele tiden en balancegang, mener Martin. »Vi vil gerne have publikum ført ind i en fortælling, og på den måde er det hele ret kontrolleret på godt og ondt. Der er to sider, som vi hele tiden væver i mellem. Der er denne her lidt formelle forestilling, og så er der den anden side, hvor vi også bare rigtig godt kan lide at spille rockmusik og gå amok. Og vi vil ikke have for meget af det ene eller det andet«.

Den levende papmache-ø

Bandet slæber rundt på en kæmpestor papmache-ø, som er en vigtig del af forestillingen. Øens korrekte titel er: The Isle of Doom. Men hvad er der med den ø?

Martin Byrialsen, foto: Bitten Kjærgaard

Jon, der har designet øen, lægger op til, at det egentlig er en subjektiv oplevelse, hvad man vil gøre øen til. Men for ham selv stammer den fra Martin Byrialsens tekster.

»Den handler om menneskets sind og universet. Jeg havde fået fat i nogle gamle illustrationer af hjernemasse, som jeg så har prøvet at udforme. Det kan være, hvad man har lyst til det skal være. Men det er noget, der er inde i hovedet. Det er en eller anden form for eksistens. Og så blev det lidt til en ø med den form, den nu har. Og hvad der så sker på den ø, det ved jeg ikke,« fortæller Jon Gotlev.

De andre bandmedlemmer synes at være begyndt at holde af øen og have et forhold til den. Martin mener, den er et slags overjeg, der sidder og kigger. Tue fortæller, at de alle sammen passer godt på øen, som var den et levende væsen. Og så er den inspiration til en masse gode tanker og spørgsmål fra folk. Tue mener også, at »nogle ting har vi nogle klare svar på, og andre ting er mere: fuck nu gør vi det.« Øen er en af sidstnævnte.

Øen er levende under koncerten. Flotte grafiske projektioner lyser op, bevirker, at den minder om en stor, hvid planet med liv.

Hinandens inspiration

De fire medlemmer bruger meget tid på at snakke sammen. »Vi diskuterer alt muligt. Fra simple ting til komplicerede filosofier og helt syge tanker. Om menneskeligheden. Vi taler om vores fire helt forskellige liv, og hvordan det passer ind i verden«, fortæller Tue.

Og Martin supplerer: »Der har været rigtig meget psyke ind over. Ligesom med øen, som er noget, vi skal projiceres i. Vi er hele tiden alene inde i vores eget lille hoved. Uanset hvor meget vi tror, vi er sammen med andre mennesker, er vi altid alene inde i hovedet. Gennem projektioner og igennem kunst for eksempel kan mennesker kigge på det samme, og så kan de kommunikere på et andet plan. Der er et kæmpe univers inde i hovedet, som vi slet ikke kan begribe«.

Og derfor er det naturligt for bandet, at publikum til koncerten skal på tur i menneskets hoved.

”Human Head”

Nummeret Human Head er en parodi på mennesket, der udfolder sig i tre etaper, fortæller Martin Byrialsen. »Og i skreven stund en parodi på os selv, fordi vi jo også er mennesker. Vi er jo ikke over andre«.

Martin Byrialsen fremfører nummerets handling:

»Første etape er en karakter, der har en følelse af, at han er den eneste, der bidrager til samfundet: Det er jo mig, der bidrager, og der er ikke nogen andre, der gør. Og den næste etape er et febrilsk forsøg på at holde fast på hinanden. Mennesker har også brug for alle de andre. Og den tredje etape handler om at gå i krig for en sag. Og gå ind og brumme den bagefter. Men gå ind og brumme den med den følelse, at man gør det på vegne af alle andre. Denne her glorificering af sig selv. Det er sådan et gudekompleks, der bliver beskrevet:Nu tager jeg slaget for hele verden.«

Martin Byrialsen forklarer, at der er mange forskellige tråde i deres numre. Og selve instrumenteringen af melodierne er en forklaring, der skal ses åbent. Gruppen forsøger at sætte grundstenene, og så kan lytterne selv prøve at tolke og leve sig ind.

Lis er Stilles musik er netop præget af mange skift i tempo og vel nærmest i genre. Det er ikke noget, gruppen bevidst går op i med, men noget, der kommer af sig selv, når de fortæller en historie.

»Nogle gange bliver Jon utålmodig, når vi har kørt for meget rundt i en eller anden fortælling, og så begynder han at hamre i trommerne, og det er meget godt, for så kommer vi videre i teksten«, fortæller Martin Byrialsen.

Lis er blevet ældre

Der er sket meget, siden bandet udgav deres første album i 2006. De fire albums, som gruppen har udgivet undervejs, er forskellige og bærer præg af en udvikling, mener Martin Byrialsen.

Asbjørn Helboe og Tue Schmidt Rasmussen. Foto: Bitten Kjærgaard

 

»Jeg har det egentlig sådan, at jeg føler mig gammel nok nu til, at jeg fatter noget af, hvad livet er. Og jeg føler mig ung nok til at være åben overfor det. Vi er blevet 40 gange dygtigere og mere præcise. Vi er mere udadvendt nu.  Der er ikke så meget usikkerhed. Det er mere modent. Og så har verden ændret sig først og fremmest.  Og vores syn på den.

Vores samarbejde er anderledes nu. Vi bruger hinandens egenskaber til at skabe. Hele tiden en pingpong effekt. Det er så integritetsfyldt. Det er virkelig ægte, og det tror jeg godt, at folk kan mærke. Jeg tror, folk får mere ud af det«.

Tue påpeger også, at de er blevet ældre. »Der er sket meget, fra vi sad og sagde punchlines om, at vi ville ændre musikbranchen. Nu er der en anden respekt omkring musikken«.

De fire medlemmer har hele scenen som deres legeplads. Selvom de er velovervejede og tager deres musik meget alvorligt, bliver de alligevel lidt som legende børn på scenen. De nyder at være i det, og de nyder at komplimentere hinanden. Midt i alt det organiserede med forskellige dansepiger, og H.C. Andersen-lignende mænd, der kommer ind på scenen, blomstrer Lis. Fortællingerne, som de har gjort så meget ud af, virker næsten overflødige, fordi Lis fortæller så rigeligt selv.

Lis Er Stille og SPEkTR har netop været på en mindre tour, hvor de lovede unikke koncertaftener med »skæv moderne dans, videokunst, dommedagslyrik og ikke mindst billedskabende rockmusik«. De to bands plus danseensemblet The Lulu Art Group kunne opleves på Train i Aarhus den 17. april, i Pumpehuset i København den 19. april og på Tapperiet i Køge den 20. april. Og den 10. maj i Kansas City i Odense.