Det kan godt være, at Pearl Jam først og fremmest bliver associeret med grungemusikkens guldalder i de tidlige 90’ere og den tragiske ulykke på Roskilde Festival i år 2000. Men på en tilfældig tirsdag i juli i København anno 2012 virkede bandet fra Seattle mere populært end nogensinde, og det vidnede det massive fremmøde foran Forum mere end noget andet om. Tilbage i december blev billetterne revet væk på halvanden time, hvilket igen kun var med til at cementere bandets stadig enorme popularitet samt interessen for aftenens koncert, der for publikums vedkommende bestemt skulle vise sig at blive alle pengene værd.
Opvarmningen stod punkpionererne i X for. Med deres blanding af punk, rock og rockabilly skød de gang i en fire timer lang maratonforestilling i rockmusikkens tegn, der selvfølgelig var centreret omkring de fem herrer fra Seattle, som var planlagt til at gå på fem kvarter senere. Men allerede under opvarmningen løb Vedder og Co. på scenen for at gøre deres egne idoler selskab – en enkelt gang alle mand, før først Mike McCready og senere Vedder selv bidrog på henholdsvis guitar og vokal.
Til tonerne af Phillip Glass’ isnende flotte “Metamorphosis 2” gik grungeikonerne, halvanden time efter X havde skudt festen i gang, selv på scenen til jublen fra et propfyldt Forum og ikke mindst fra medlemmerne af Pearl Jams egen 10 Club, der aften efter aften havde fulgt deres idoler rundt omkring i Europa. Fra første sekund var der dømt fællessang og folkefest i Forum. Til at begynde med fik vi serveret “Elderly Woman Behind the Counter in a Small Town”, “Last Exit” og “Do the Evolution”, hvor sidstnævntes karakteristiske guitarriff blev fortsat af publikum længe efter sangens afslutning, og det virkede uden tvivl som om, alle var med på at gøre denne aften mindeværdig.
Efter en håndfuld numre – heriblandt “Love Boat Captain”, der ikke var blevet fremført live siden bandet sidst stod på den samme scene i 2007 – eksploderede samtlige tilstedeværende i en stor energiudladning med “Even Flow”. De høje temperaturer, der med tiden omdannede Forum til byens største sauna, var ellers begyndt at sætte sit præg på alle andre end de 10-15 forreste rækker. Men varmen blev hurtigt glemt, lige så snart et eller flere numre fra hovedværket, Ten, røg ud gennem højtalerne.
Enten var det et rutineret koncerttræk, eller også var det helt og aldeles ubevidst, men ikke desto mindre fantastisk vellykket: For hver gang det lod til, at koncentrationen fra de mindre dedikerede og inkarnerede var på retræte, diskede Vedder og co. op med et nummer fra debutpladen, og pludselig var vi tilbage på rette spor igen.
Udover en introduktion fremført på bedst mulig dansk var det ikke meget, Vedder sagde den første times tid. Før vi fik “Glorified G”, blev der dog plads til en hyldest til danskernes status inden for vindkraftproduktion- og innovation i forhold til masseproduktionen af våben i bandets hjemland. Men det var ikke prædikanten Vedder, der stod på scenen i dag, det var i langt højere grad musikeren og entertaineren Vedder, hvis eneste mission var at give publikum noget for deres 670 kroner. Det blev derfor også eneste gang vi hørte noget til politik, miljø eller andet af det stof, som frontfiguren og pacifisten tidligere er blevet kritiseret for at overfylde bandets koncerter med.
Desværre blev de få monologer sammen med koncertens mere stille numre og passager de øjeblikke, hvor Vedders enestående vokal gik klarest igennem. Når først der kom rigtig gang i druknede forsangerens røst alt for let i lyden fra de andre bandmedlemmers på dagen lige så overbevisende præstationer. Heldigvis var lydbilledet ikke et kaos, men det var stadigvæk en skam, når man tænker på, netop hvor suveræn Vedders vokalmæssige egenskaber fremstod, så snart musikken blev mere afdæmpet.
“Porch” fik lov til at lukke hovedsættet efter 70 minutters veludført gensynsglæde fra publikums såvel som bandets side, før begge parter kunne tage sig en kort – men velfortjent – pause i den stegende varme koncertsal, hvilket også blev pointeret, da Vedder, McCready, Gossard, Ament og Cameron igen gik på scenen til det første af to ekstrasæt.
Heller ikke her blev der sparet på noget som helst, hvilket blandt andet førte “Just Breathe”, “Given to Fly” og “Jeremy” med sig. Sidstnævnte gav, akkurat som sine ‘kolleger’ fra Ten, anledning til massiv fællessang om den tragiske historie, der udgør sangens lyrik. Endnu en pause blev det til, før et i forvejen ellevildt publikum skulle sendes veltilfredse hjem med en afsluttende omgang ekstranumre.
Først blev “Smile” på smukkeste vis dedikeret til nyligt afdøde Dennis Flemion fra The Frogs, før “Crazy Marys” udvidede soli fra både McCready og pianist Boom Gaspar igen testede publikums udholdenhed og koncentration – lidt modigt gjort så langt inde i en koncert, der nærmede sig en længde på 2 ½ time. Herefter bød “Better Man” på aftenens længste, publikumsbaserede vokalpræstation, da Vedder overlod rollen som forsanger til et unisont Forum, der kunne hvert et ord og ikke var blege for at vise det. Endelig fik vi også den obligatoriske “Alive”, der her mere end 20 år efter stadig fremstår lige så livsbekræftende som i 1991.
Lyset blev tændt, og bandet kom dermed helt niveau med os andre dødelige for afslutningsvis at give os The Who-klassikeren “Baba O’Riley” og den fantastisk flotte “Yellow Ledbetter”. Og så kunne vi akkurat som forventet gå tilfredse hjem efter en ren tour de force udi bandets overlegne live-egenskaber, der til tider blev overskygget af de saunalignende forhold samt sporadiske udsving i Vedders vokalpræstation, men ikke desto mindre en gennemført og vellykket koncertoplevelse med et af 90’ernes største rocknavne.
Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
