Trætheden havde for alvor indfundet sig på Dyrskuepladsen i minutterne op til Santigolds koncert. Der skal noget til at få festen op at køre igen søndag aften, men Santigold lignede umiddelbart den rette til jobbet med sin eklektiske blanding af world, ska, pop, electronica, dub og newwave.
Sidst hun gæstede Roskilde Festival, var i 2008 under navnet Santogold, hvor hun leverede et hypet brag af et show på Cosmopol. Nu var hun fornuftigt nok booket til større rammer på Arena, som efterhånden blev godt fyldt op, selvom Björk ventede lige om hjørnet.
Der var guldglimmer, divaattitude, girlpower og sexappeal i lange baner lige fra de første toner af “Go”, til hun gik af scenen en time senere. Det hæsblæsende sceneshow blev naturligvis fuldendt af de to uforglemmelige dansere, der akrobatisk gav den hele armen som et ekstra humoristisk touch. Santigold selv fik også brændt nogle kalorier af, som hun stæsede rundt fra det ene over-the-top kostume til det andet. Hendes evner udi publikumskontakt er ganske enkelt i en klasse for sig, selvom det blev lidt for meget af det gode, da hun hev et helt hold ekstatiske unge fra pitten op på scenen. De var tydeligvis sværere at styre end forventet, og det blev et lidt langtrukkent stunt set fra gulvet.
Ordet ‘M.I.A.-klon’ dukker ofte op, når talen falder på Santigold. Skulle nogen være af den mening, beviste aftenens optræden, hvor uretfærdig en bedømmelse det er. Hendes vokal er i en helt anden liga, og den perlerække af numre, der blev spillet, er alt andet end døgnfluemusik. Eneste skuffelse var en noget tam udgave af “Disparate Youth” samt fraværet af et af debutalbummets stærkeste sange, “You’ll Find a Way”.
Det var gennemgående en overbevisende optræden koreograferet ned til mindste detalje. Hendes energi var misundelsesværdig, men den evnede desværre ikke at smitte 100 pct. af uden for pitområdet, og koncerten svang sig aldrig helt op til at være den totalfest, der ellers var potentiale til.
