Cody: Fractures

Inden længe transformerer træernes blade sig fra grønne til gulbrune og slipper deres gren for dernæst at klæbe sig tungt til den våde og fugtige asfalt. Efteråret er på vej. Sommeren er snart slut. Men for danske Cody er et nyt kapitel først lige begyndt.

At frigive Codys nyeste plade omtrent dér, hvor sommeren går på hæld, virker på ingen måde tilfældigt. Fractures er som skabt til årstiden, vi nu går i møde. Det københavnske band brød for alvor ud af undergrunden med albummet Songs fra 2009. På mange måder en suveræn debut, der ganske fortjent høstede store roser. Siden fulgte ep’en Under the Pillow, Under the Elms i 2011.

Ført an af frontmand Kaspar Kaae træder det syv mand store kollektiv sikkert på pedalen og giver jævn, men tilpas gas gennem den nye plades 12 numre, der nægter at klynge sig til en bestemt genre. Stilmæssigt er Cody en forunderlig størrelse. Denne gang mere himmelragende, men samtidig indhyllet i en vemodig boble, en ganske særlig nordisk melankoli.

Fractures kredser om at bryde med noget som har været og at være på vej væk – brud i alle afskygninger. Som band er Cody dog langtfra på vej væk. De syv medlemmer er for alvor sammentømret, hvilket ikke mindst skal tilskrives en heftig turnérate de senere år. De samme bandmedlemmer har spillet sammen i over fem år. Det skinner igennem og et væld af instrumenter – ikke mindst cello – komplementer Kaspar Kaaes længselsfulde og sørgmodige vokal, der i en del af numrene har det med at løbe med opmærksomheden.

Albummet indledes med den afdæmpede og dragende “Disharmony”, der over sine seks minutter er sløv på den gode måde. “Mirror” skiller sig ud og gør opmærksom på sig selv, hvilket bestemt også gælder den smukke “August”. Cody spiller hele vejen med dybde, og omkvædene fænger, fungerer og harmonerer. Numrene veksler tilpas i tempo, og momentvis bliver det småpompøst, men aldrig mere end det. Hertil og ikke længere. Men hvorfor skulle de også bevæge sig længere ud? Bandets nye og nuværende ståsted er der næppe grund til at rokke ved foreløbig. Det fungerer – endda i mesterlig stil.

Fractures er, hvad man kan kalde en langsom starter, og kræver sin tid. Pladen skal rotere flere gange, før den langsomt sætter spor. Ved første bekendtskab kan helheden føles lidt monoton, grå og kedsommelig, men tag ikke fejl. Det giver mening i længden. Grå er det nye sort.

De utallige kommende regnvåde og blæsende dage passer ufattelig godt på Codys lyd. En lyd, der i vid udstrækning trækker på amerikanske traditioner, men virker original i de vinterkolde nordiske omgivelser. Prognosen for Fractures siger succes. En gedigen håndfuld sange, der er holdbare mere end året ud. Det danske efterårsvejr er Cody-vejr.