Refshaleøen er jo i virkeligheden bare et stenkast fra Christianshavn, klemt inde mellem fristad og kløvermark og nu også hjemsted for Festival of Endless Gratitude. Den taknemmelige festival, der engang var en gave til arrangør Troels Mads – i øvrigt tidligere skribent på Undertoner – er flyttet til ny lokation, og for en taknemmelig festivalgænger som undertegnede er det naturligvis ekstremt spændende at se, hvordan de nye lokaler i CPH Music House tager sig ud.
Den gamle togremise på Enghavevej havde bestemt sine især lydlige udfordringer, og nogle gange var resonansen fra betonvæggene næsten ulidelig for sarte tømmermændsører. Lokalet var stort, så man i de dage, festivalen fandt sted, næsten levede på de samme få kvadratmeter omgivet af kunst, musik, gode fadøl og spøjse typer. Alt var i nærheden, og der kom næsten altid nogen, man kendte, selvom de store lokaler ofte fremstod halvtomme på trods af pænt fremmøde. Men kendte man pludselig ingen, kunne lokalet fremstå som en ubarmhjertig udstiller og alt for villigt afdække ens party-for-one.
Både lydforhold og graden af hygge har ændret sig i de nye lokaler på Refshalevej. Bus nummer 40 kører lige til døren, og indenfor fremstår festivalen langt mere som spillested end som samlet kunstfestival – som den har fremstået som tidligere. Måske også, fordi kunsten er bemærkelsesværdig svær at finde. Måske, fordi der ikke er satset på kunst i år. Ude i haven kan man ryge, og der er skabt små aflukker med repetitiv musik, puder og hynder. I loftet indenfor hænger de samme cirkusagtige stofkonstruktioner, som også var på festivalen sidste år, og sammen med de få opstillede plateau-tårne binder de koncertrummet godt sammen.
Torsdag
Tyske Haruko, der agerer erstatning for aflyste Carol Anne McGowan, sidder fast i toget, og programmet rykkes en anelse, så finske Niko Karlssons dystre og melankolske akustiske guitarrepetitioner med en halv times forsinkelse åbner ballet 20.30. Han er tidligere gæst på festivalen, som han kalder ’den bedste festival, han nogensinde har været på’. Lyden er virkelig god på de primært vokalløse numre, der først i sidste sang får en anelse vokal og også ebow på. Hvor feeding af forskellig art var gennemgående for mange bands på sidste års festival, bliver ebowen muligvis årets festivalinstrument. Det må tiden vise.
Da Haruko indtager scenen er det med vanlig forvirring over, om det er lydprøven eller koncerten, der er i gang. Ikke, at det betyder sindssygt meget i Harukos tilfælde, for koncerten er en jævnt kedsommelig affære fra et par introverte musikere. Et par enkelte numre i den sørgmodige og næsten folkevise-agtige stemning med monoton stemmeføring og klimprende guitarer ville have været fint, men et helt sæt bliver for meget. Om det er den både inderlige og distancerede vokal og det lettere krampagtige guitarspil, der får en del af publikum til at søge mod haven, er ikke til at sige. Måske er det bare rygetrang. Det er første gang, Haruko spiller elektrisk guitar på scenen, og det kan man godt høre desværre.
Natural Snow Buildings' Solange Gularte
Hvor Haruko kunne betegne et aftenens lavpunkt, så står Natural Snow Buildings for aftenens højdepunkt. Især koncertens første numre ligger den franske duo sig op ad Earths tidlige dronedistortion. De melankolske stilladser af drømmeguitar ligger sig som en skærende guitarmesse, og violinbue og ebow kaster tonestrenge af sig, før en mildt sagt virkelighedstro trommemaskine gør sin buldrende indmarch.
Før aftenens sidste band, Sun River, annonceres en SHUTTLEBUS, der minsandten kører gratis hele vejen til Christianshavn og som straks udløser endnu et indkøb af Herslev-ølkort til en hund. Sun Rivers Martin Rude og de andre medlemmer fra Causa Sui og El Paraiso-selskabet er alle velspillende, selvom de ikke helt får folk med. Rude fremstår næsten som en Jeff Buckley-version både i sit guitarspil og stemmebrug, men det er i sidste ende ikke helt overbevisende. Hvad det er, der mangler, er svært at sætte sin finger på.
Fredag venter med mere musik.
Fredag
Lettere forsinket halser jeg fredag aften af sted gennem Refshaleøens genveje for at lande i det begyndende mørke inde i CPH Music Houses koncertrum. Her spiller TwinSisterMoon, Mehdi Amezianes soloprojekt. I går sad han på scenen som en del af Natural Snow Buildings, i dag er det hans falsetstemme og en akustisk guitar, der beroliger fredagens publikum. »Det er som at være i karbad,« siger en veninde ved siden af mig og lukker øjnene igen. Saligt.
Trommesæt på herretoilettet.
Anderledes eksperimenterende bliver det, da lydkunstneren Claus Haxholm udstyrer ti musikere med headset og placerer dem ved instrumenter placeret rundt omkring på festivalen. Den kunst, som der måske synes at mangle i årets festival opstår alligevel i Haxholms eksperiment, og det er kærkomment anderledes. Toke Tietze spiller skiftevist trommer og spiser æble ude i haven, mens Tobias Kirstein agerer lydlig dørvagt og møder publikum på trommer i entreen. Andre indtager og næsten barrikaderer mændenes toilet med trommesæt eller kaster små sten hen ad en bænk, og alle dirigeres de via headsets af Haxholm. Om det er meningen, man som publikum skal deltage eller ej, står lidt hen i det uvisse. Min veninde slår taktfast et askebæger i bordet i demonstration.
Aftenens og måske hele festivalens højdepunkt må være muligheden for at opleve den ydmyge legende Hans-Joachim Roedelius. Interessant er det også at få afklaret, hvilke dele af sit enorme og ret alsidige musikalske katalog, han vil gøre nedslag i. Ikke helt overraskende ender det siddende og liggende publikum at blive ført ud på en ambient rejse med reallyde fra naturen blandet med klaverkompositioner. Drømmerejsen er tyst, og især i de præ-neo-klassicistiske – der så bare bliver til ‘klassiske’? – stykker, får han publikum med. Ikke, at klaverstykkerne som sådan er synderligt komplicerede, men der ligger i – ikke bare kompositionerne, men også i hans brug af klaveret – en længselsfuld melankoli. De langstrakte gentagelser er sørgmodige og bruger i høj grad pauseringerne mellem tonerne til at slå noget usagt an. Som om melodien selv venter på det, der skal ske. Da Roedelius efter tre kvarter for første gang siger noget til sit opmærksomme publikum, spørger han, efter en klapsalve ude i salen, om han skal spille mere. Publikum beder om mere piano, og det får de. Og ikke bare hvilket som helst stykke, men – vistnok – “Geschenk des Augenblick” fra 1984-albummet af samme navn. Vel nok noget af det nærmeste, man kommer på et hit fra Roedelius’ solokarriere.
Efter en lækker og ualmindelig frisklavet blød taco fra årets madbod, Slammin’ Tacos, starter italienske Stargate sin helt egen fest på scenen. Badet i farvet lys og med hjælp fra den nystartede røgmaskine fyrer han op for red bull og indadvendt og loopet trance. Man burde have knæklys, men det eneste om håndleddet er et trevlet festivalarmbånd. Men hov, hvad er det, der er stadig en øl tilbage på klippekortet, og selvom klassens populære dreng, Indian Pale Ale, så småt løber tør, så er der så meget andet.
Timeless Reality, der i det typiske Festival of Endless Gratitude-program annonceres som en københavnsk ‘supergruppe’ består naturligvis af en række musikere, som de fleste aldrig har hørt om. De står mestendels med ryggen til publikum og spiller droner og noise iblandet psychrock, og efterlader desværre ikke et større indtryk.
TOTO giver en perfekt afslutning på fredagens program.
Det gør til gengæld TOTO, der dækker over trommeduoen Tobias Kirstein og Toke Tietze. De har flyttet deres to trommesæt midt ud på gulvet, så folk står i en rundkreds omkring dem og giver i opstilling og energi reminiscenser om en legendarisk Nikolas-koncert på Sejerø Festival sidste år. Publikum er fuldstændig henført til de ekstremt tighte slag og høje tempo, og duoen agerer perfekt afslutning på en festivalfredag med ret højt bundniveau.
Lørdag venter med drønende tømmermænd og festivalens sidste dag.
Lørdag
Som et nyt tiltag i årets Festival of Endless Gratitude kan man lørdag morgen festivaltid – klokken 15 for andre dødelige – opleve digtoplæsninger ved de unge forfattere Amalie Smith og Theis Ørntoft. Det har ikke voldsomt mange valgt at starte deres dag med, men til gengæld får især Amalie Smith lydlig akkompagnement af nogle søde, men også ret larmende børn. Måske en spændende musikalsk dimension, hvis der var tale om en eksperimenterende og inkluderende koncert, men når man gerne vil høre oplæsningen af den mildt sagt fremragende “I Civil” fra i år, så er babypludder og utålmodige treårige ikke lige den fedeste underlægning. Theis Ørntofts nye tekster lover rigtig godt og besidder som altid humor og elementer fra hverdagen omsat til lyriske stillbilleder.
Også Steffen Basho-Junghans får en vokal håndsrækning med babysnak, men det tager han nu meget fint, selvom pludren til tider er ligeså høj som lyden fra hans 12-strengede guitar. Basho-Junghans må være et af de mest afslappede mennesker, jeg har oplevet nogensinde. Han starter sin koncert ved at gå rundt blandt det siddende publikum, mens han spiller fingerspil på guitaren og hilser på folk. Musikken beskriver han selv som at se ud over et hvidt landskab og kunne ane nogle spøgelser i det fjerne, og de mange næsten klirrende improviserede gentagelser fortsætter i et væld af ekstranumre – for i sidste ende vistnok at afslutte med en imitation af Robert de Niro fra “Taxi Driver”.
Theis Ørntoft indtager igen scenen i tophue og for korte bukser i det, der på papiret er den nystartede duo Plants, men som live består af fire mand på stående trommer, to gange guitar, keyboards, lejlighedsvis vokal og bas. Hypnotisk gentagelsessynth og langt mindre elektronisk end det, jeg ellers havde hørt fra bandet. En overordentlig langstrakt og mildest talt ekstatisk syreafslutning på et af de første numre betegner muligvis et mindre højdepunkt i hele festivalen, mens ens opmærksomhed under de mere langsomme (vokal)numre falder en hel del.
Som en ekstra distraktion går SNYKradio og stiller deres mange radioer op for at afspille den samme musik fra forskellige kanaler rundt om på festivalen. Eksperimentet bliver aldrig helt tydeligt for de mange intetanende gæster, og med 20 minutter til næste omgang chili con carne er det vist også blevet tid til endnu et ølklippekort.
Inde i koncertlokalet har danske First Flush stillet op. De er unge, trommeslageren har bar mave, det er punk. Bandet er en del af Svendborgs musikkollektiv Af Med Hovedet, som Bror m. Brødre – der spillede på festivalen fredag – også er med i, og naturligvis er der tale om uforfalsket rå energi med halvbøvet vokal og rockertempo. Man enten elsker eller hader det. Jeg går ud for at se, om der er kommet flere tacos.
Tomutonttu aka Jan Anderzen er på mange måder en stereotypisk Fonal-musiker – på trods af, at han også udgiver 12” på Matt Mondaniles nye pladeselskab New Images. Diverse boblende og knitrende fløjtesamples med glitch-elementer, mumi-stemning og ekstremt hypnotiske rundgange præger sættet. Man kunne godt have forventet noget langt mindre tilgængeligt fra hovedmanden bag Kemialliset Ystävät, hvis man havde lyttet meget til dette års Hylyt eller det selvbetitlede album fra 2008, men live fremstod finnen på alle måder medrivende og cirkulært fastholdende. Som fjerdenummeret fra den selvbetitlede plade. Der i øvrigt kun består af ubetitlede numre… Og som er et ud af tre soloalbum, der med en enkelt afvigelse i stavning hedder det helt samme. Selv er musikeren bemærkelsesværdigt upåvirket af hele scenariet, og når lyden går en gang imellem, kigger han bare lidt ekstra på sine mange pedaler og sit udstyr, før han til sidst slukker for det hele, vinker og forlader scenen.
Jean-Hervé Péron og Louise Vind Nielsen på scenen lørdag.
Hvor Tomutonttu musikalsk set fremstår lettere tilgængelig end på plade, så er franskmanden Jean-Hervé Péron aka ‘art-Errorist’ i livesammenhænge lige akkurat så artweird, som hans musik ellers er. Med sig på scenen har han electronica-musikeren Louise Vind Nielsen, der i dagens anledning er beklædt med trommepads, som hun naturligvis får lyd ud af ved at slå på sig selv. Péron co-startede jo det legendariske krautrock/electronica-band Faust i 1971, men han fortæller fra scenen, at han hverken vil spille noget af Fausts bagkatalog eller smadre ting, som han ellers plejer, når han spiller koncerter. Af Med Hovedet-folkene, der står ved siden af mig, sukker lidt skuffede. Péron fortæller, at al den musik, som de to spiller på scenen, handler om kommunikation, og som samtalemedie anvender Vind Nielsen og franskmanden bl.a. samples med franske børn, der fortæller historier, som Péron oversætter brudstykker af. Kommunikationen mellem musikere og publikum fungerer også upåklageligt, og vi sætter os ned og fløjter med, når vi får besked på det. Oplæsningen og genopførslen af en visumansøgning til USA og de mange bjæf fra Vind Nielsen (ja, bjæf) er mildest talt lidt åndssvage, men mister alligevel aldrig rigtig sin underholdningsværdi, og vi får alle sammen et skud kunst lige direkte ind med fadøllen.
Nikolas har desværre måtte aflyse grundet sygdom, men technofesten er blevet lovet fra erstatningen Shosanna La Fayette, der smider bastunge og hovedrystende trancer ud over publikum fra sin position bøjet over bordet med teknik. Igen er der problemer med lyden, og halvdelen af højttalerne nægter i perioder at deltage i festen, mens en skratten præger de sidste mange numre. Det er dog en mikroskopisk fejl i forhold til, hvor god lyden har været gennem hele festivalen.
At mikrofonen så også nægter at medarbejde med den tyske blues/psyckrock-duo Pretty Lightning, er mindre fedt. Ikke mindst for forsangeren, der lægger rumklangsvokal ind her og der i det dronetunge og slæbende lydbillede. Duoen udgives ligeledes på Fonal, og selvom deres voldsomt medrivende numre kan beskyldes for alle sammen at være skåret over samme skabelon, så er det fandeme et velfungerende stykke skabelon, de har gang i der. Klart også et festivalhøjdepunkt.
Taknemmelighedsfestens sidste band skulle på papiret også være et højdepunkt i programmet. Saigon stiller op fem mand m/k høj, men med et spilletidspunkt på den søvnige side af halv tre om natten, så er det ikke meget, jeg personligt får set, før jeg for sidste gang i år må cykle hjem fra festivalen. Saigon spiller catchy og smadret støjrock med elementer fra lo-fi pop og med masser af fremdrift. De er gode, men ikke så gode, at jeg bliver, til den sidste tone i Festival of Endless Gratitude 2012 har udspillet sig selv. Årets festival har været en af de bedste festivaler, jeg har været til. Ikke bare i de tre år, jeg har været til taknemmelighedsfest, men som i nogensinde. Tak for det.
Fotos: Anna Møller