Da jeg første gang gav mig til at lytte til Grizzly Bears nye album, Shields, var forvirringen stor. På mystisk vis var numrene endt på samme playliste som 2006-mesterværket Yellow House, og sangene var blevet filtret godt og grundigt ind mellem hinanden. Uden at lægge mærke til noget lænede jeg mig tilbage i forventning om at lytte til et gennemført harmonisk album, hvilket Grizzly Bear er noget nær specialister i. I stedet blev jeg ramt af et underligt sammensurium af spinkle akustiske guitarmelodier samt lange udflydende passager med folkede trommer sat op mod masser af distortion og buldrende gulv-tamtammer. Mystificeret tog jeg et kig på min iPhone, opdagede hurtigt fadæsen og fik fjernet de gamle numre.
Denne lille anekdote beskriver ganske godt den udvikling, som bjørnebandet har gennemgået fra det seks år gamle gennembrudsalbum og frem til i dag. I løbet af denne periode har kvartetten lært at turde frembringe lyde, der skurer i ørerne samt at bruge effekter, som åbner op for helt nye muligheder. Kort og godt har de lært at spille igennem.
På Shields kommer det allerede til udtryk i introen til indledningsnummeret “Sleeping Ute”, hvor en utrolig melodisk guitar med masser af knas og effekter får kamp til stregen af buldrende trommer, hvor både gulvtam og bækkener tages flittigt i brug. Den skrøbelige lyd fra tidligere albums er afløst af adskillige lag af guitar, og til tider bliver lyden næsten kaotisk. Dette sker blandt andet i et instrumentalt c-stykke, hvor diskante akkorder blander sig med en synth-arpeggiator og skaber en noget nær usammenhængende struktur i lyden. Dog er man hele vejen igennem overbevist om, at gruppen ikke mister kontrollen, og resultatet er på sin vis ganske imponerende.
Den folkede lyd kommer mere klart til udtryk i den følgende “Speak in Rounds”. Her er der er en markant akustisk guitar, der spilles, som befandt gruppen sig omkring et bål i Rocky Mountains. Samtidig har Edward Droste dæmpet den ekstremt lyse vokal med et par toner, og det klæder nummeret. Just som tror, at man er tilbage ved den traditionelle folk-struktur, dukker en guitar udsat for en enormt portion phaser op ud af det blå og tilfører sangen en gedigen injektion syre.
På trods af de udknaldede elementer, der igen og igen dukker op på mere eller mindre uforudseelige tidspunkter, besidder flere af numrene dog også et reelt hitpotentiale. Dette gælder især den fremragende førstesingle “Yet Again”. Ser man bort fra den abrupte støjende slutning, er dette nummer sjovt nok blottet for markant syrede elementer. Under en tremolo-inficeret akkordrundgang, der er en Clint Eastwood-film værdig, kører nemlig en original og melodisk basgang, og når Drostes skrøbelige vokal topper foretagendet, ender man med et ganske smukt resultat. Det er nok ikke helt ved siden af at beskylde gruppen for at have skelet lige lovlig meget til Veckatimests ”Two Weeks”, men hvad er der i grunden galt i det, når resultatet besidder en sådan kvalitet?
Til gengæld går der næsten helt Animal Collective i den på den legesyge “A Simple Answer”, hvor det pludselig bliver svært at skelne de mange instrumenter fra hinanden. I løbet af det seks minutter lange nummer bliver der nemlig plads til adskillige keyboards samt en blæserspor eller to, og tonen er helt gennemgående positiv. »No wrong or right / just do whatever you like,« synges der således, og dermed beskriver bandet meget godt grundlaget for den markante udvikling i gruppens lyd.
Shields er på mange måder et album, hvorpå Grizzly Bear for alvor gør op med de alternative sangstrukturer og i stedet skaber et album, der er melodisk og mere ligetil. Der er dog samtidig blevet tilført et element af syre, og således kommer flere af sangene på forunderlig vis til at lyde som et (givetvis ganske utænkeligt) sceneri, hvor medlemmerne fra Fleet Foxes og Tame Impala mødes for i fællesskab at fremstille et album, der for alvor skal give grupperne airplay. Til tider fungerer det, men nogle gange virker det også en smule forceret. Dog rykker det ikke ved, at albummet besidder melodier nok til at sætte sig hos lytteren i dagevis, hvilket jo egentlig er ganske imponerende for et band, som tidligere har sværget til en forholdsvis avantgardistisk tilgang til folkrock.
