At være nummer to i rækken er altid svært. Der er så meget at leve op til, så meget pres på ens skuldre. Det var således også med favnen fuld af priser fra hele verden, at The Vaccines gik i gang med deres andet album.
Hvis man gik og troede, at al den fame and fortune havde fortrængt de mørke skyer fra forsanger Justin Youngs sind, må man desværre hurtigt tro om igen. For den dystre horisont er kommet for at blive, og jo mere man hører om Youngs tilsyneladende meget deprimerende liv, jo mere får man lyst til at give ham en god gammeldags krammer. Det må han virkelig have brug for. Allerede i pladens første skæring, “No Hope“, bliver der lukket op for, hvor ilde det i virkeligheden ser ud. Og det ser sort ud, rigtig sort.
Alligevel fanger man ikke nødvendigvis de ellers åbenlyst depressive tendenser lige med det samme. Gennem stort set hele Come of Age er lydbilledet ganske upbeat og levende – noget, der fjerner tankerne fra det ofte formørkede tekstunivers. Eksempelvis i “Teenage Icon“, hvor sangerens egne fejl og mangler stilles til skue for at befri ham for teenageikon-mærkatet. Her kommer punken endelig frem i bandet og lægger en nærmest terapeutisk afstand mellem tekst og musik.
De mere eksperimenterende elementer på Come of Age starter med “I Always Knew”, der med galoperende trommer og surfguitar giver nummeret et skær af western, mens Young crooner sine kærligheds-kvaler ud. Stilen fortsættes i det fremragende ”All in Vein” hvor Young har opgivet kærligheden og er tilbage i det slukørede hjørne. »When I self-destruct for fun and I don’t know why,« crooner Young opgivende mellem omkvædene »you can’t hold a gun to my head, because baby I would just refuse,« der som et mantra kører i ring om lytteren.
At tekstuniverset er så udmarvende deprimerende, ville have været noget nær uudholdeligt, hvis ikke The Vaccines forstod at sætte det i de helt rigtige rammer. Som for at støtte Young, fornemmer man næsten, at resten af bandet bevidst spiller deres indierock frisk og energisk, så han ikke går fuldstændig ned med flaget. Og selvom ”Weirdo” byder på gruppe-depression for alle pengene, lykkes det i det store hele at holde det afgrundsdybe mørke på afstand.
Come of Age løfter arven fra sin forgænger med bravur. Med tanke på at The Vaccines kun har eksisteret som band i lidt over to år, må man sige, at de har præsteret at skabe en ganske imponerende karriere. Come of Age har ikke fået bandet helt ind i de voksnes rækker, men det ville nok også være det værste, der kunne ske.
