Da jeg torsdag troppede op i Lille Vega til lyden af de danske garage-psych-opkomlinge i Ring Them Bells, var min indskydelse, at aftenens kurve for dunder, støj og ruskende mikrofoner nok allerede toppede lige dér. Set i lyset af Woven Hand-frontfigur David Eugene Edwards’ tidligere virke i den mørke, psykedeliske og viltre alt.country-kontellation 16 Horsepower var opvarmningsbandet sådan set velvalgt nok. Tager man i betragtning, at Edwards ikke har udgivet noget tilnærmelsesvis så pågående og intenst gennem de sidste 10 år i Woven Hand, virkede bookingen af opvarmningsbandet dog en kende skæv – ikke mindst med Edwards’ tilbageholdende og noget introverte Vega-koncert i 2008 i hukommelsen.
Fire timer forinden havde jeg pillet den seneste og just udkomne Woven Hand-udgivelse, The Laughing Stalk, ud af min postkasse, smidt den på skrivebordet, fodret katten og kylet mig selv ned i sofaen for at glo “Breaking Bad”. En lidt anderledes disponering af de tidlige aftentimer havde nok resulteret i en noget anderledes tilgang til kvartettens Vega-optræden. Det viste sig nemlig at være en plade med en noget anderledes pondus end Woven Hands seneste output, der skinnede til mig ovre fra sin cellofan-indpakning.
Og det satte heldigvis et altoverskyggende aftryk på aftenens koncert. Edwards prustede, svedte og stampede under sin Clint Eastwood-hat, og under snart sagt hvert eneste nummer rystede han sig som en våd hund og efterlod et glinsende regnfald af svedperler i modlyset fra Vegas projektører. I sig selv var Edwards ellers ikke nogen publikummagnet, og da han efter halvanden time brød den hidtidige stilhed for at takke af, var det med et undvigende blik og kortfattede, stive taksigelser. Denne indadvendthed blev dog aldrig for alvor problematisk, for Edwards havde teamet op med et hold musikere, der kunne hjælpe med at projicere foretagendets gåpåmod ud på en helt anden vis: sin sædvanlige energiske trommeslager Ordy Garrison plus et par unge nytilkommere på bas og guitar – hvoraf især sidstnævnte virkede helt hvalpet kåd over at stå på scenen i selskab med Edwards og co.
Det var da også et hæsblæsende sæt med absolut få åndehuller, som de fire i spotlyset leverede. Fra den dumpt marcherende åbner stod spyttet fra Edwards’ anspændte læber ud over mikrofonen og medvirkede til at skabe den knugende og ildevarslende atmosfære, der kendetegner meget af konstellationens bedste materiale. Det var dog kun, indtil Edwards for en stund sænkede hovedet og overlod styringen til et af de tykt psykedeliske guitarsvøb, der viklede sig om hver en passage, hvor det syntes muligt at få en fod indenfor.
Indimellem opstod dog lysninger i de tætte lydflader, hvor gruppen demonstrerede, hvor mange virkemidler og genreafkroge de i grunden formår at berøre. Da Edwards’ vokal under de nye numre “Closer” og “Maize” igen og igen cirkulerede om centrale mantraer, og guitarstøjen for en bemærkning holdt inde, opstod dybe afgrunde i lydfladen, der gav fremførelserne et pastoralsk anslag. Når alle aktører på scenen for en stund indstillede lydbombardementet for at give plads til en længere passage med famlende, spredte dunk på en bongotromme, dannedes på samme vis et vakuum af lige dele ambient og tribal – en inciterende kontrast til det smadder, der naturligvis satte brutalt ind kort tid efter.
Det var måske lidt ærgerligt, at Edwards kun for en meget kort bemærkning skød forstærkeren i banjoen og leverede en betagende bluegrasset “Sinking Hands”. Her skiftede musikkens hoveddrivkraft fra kompositoriske kollisioner til instrument-ekvilibrisme, og det var en dynamik, der for alvor vækkede øre og sind – især ved en koncert, der var præget af en overvægt af tungtlæsset og anmassende materiale. Det var dog et luksusproblem af dimensioner, for aftenens optræden gjorde fordommene om et halv-afdanket Woven Hand til skamme og bød på bidsk og potent sydstatsmusik med 16 Horsepower-reminiscenser. Godt, at The Laughing Stalk lå og ventede hjemme på skrivebordet.
Foto 1-8: Woven Hand. 9-15: Ring Them Bells. Fotos: Maiken Høst Hansen
