Country er ikke en genre, der fylder meget på Roskilde Festival. Men i 2014 var til jeg til en helt magisk eftermiddagskoncert med countrysangeren Jason Isbell. Den koncert står stadig klart i hukommelsen som en af mine bedste koncertoplevelser på Roskilde Festival. Derfor blev jeg positivt overrasket, da festivalen i år kunne præsentere Sturgill Simpson. Siden da har jeg set frem til at opleve det nye store håb inden for moderne country og americana, straight outta Nashville.
Den charmerende sydstatsrebel Sturgill indtog scenen sammen med et syv mand stort orkester, der både rummer guitarist, trommeslager, blæsersektion og den mest stationære bassist, jeg i mit liv har set. Han lignede grangiveligt redneck Peter Jackson og stod fra koncertens start bastant plantet og spillede den mest forrygende brummende countrybas, så man blev varm helt i hjertet. På trods af at Sturgill Simpson turnerer med det aktuelle og voldsomt anmelderroste album A Sailor’s Guide to Earth (som i øvrigt også får en varm anbefaling med på vejen fra denne skribent), så gik der længe, før vi fik lov til at høre noget til de nye sange.
Måske han havde kastet et blik på resten af Roskilde Festivals program og rystet på hovedet over manglen på country? Koncerten startede i hvert fald med en god og grundig introduktion til genren country, med flere af hans egne lidt ældre kompositioner såsom “Sitting Here Without You” og “Railroad of Sin”, der skabte en herlig stemning af at være blevet inviteret ind til bonderøvshalbal. Men vi fik også en historielektion, da Sturgill slentrede hen til trommeslageren og vekslede et par ord, inden de satte i gang med en fortolkning af blues-standarden “When the Levee Breaks”, skrevet af Kansas Joe McCoy og hans kone Memphis Minnie tilbage i 1929, men som de fleste formentlig kender fra Led Zeppelins hårdtrockende udgave.
Denne hyldest til den klassiske, rendyrkede countrymusik var både charmerende og sjov, men der hvor Sturgill Simpson for alvor bliver interessant, er når han folder den brede palet ud og maler sit helt eget take på countryen. Simpson og hans band bruger elementer fra andre genrer, men gør det med så stor ærbødighed for egne musikalske rødder, at det aldrig virker påtaget eller som en stiløvelse. De er først og fremmest et countryband, men samtidig virker den vrede og rå blues-guitar bare så forløsende, når Sturgill Simpson skruer bissen på og aggressivt snerrer ad publikum. Selv da “Brace for Impact” kulminerer ved at estiske Laur Joamets skifter lap steel-guitaren ud med en moog-synthesizer, og det hele støjende ramler sammen, så virker det komplet naturligt. Det bliver aldrig en rodebutik.
Det er ikke til at komme uden om, at de kan et eller andet, når det kommer til covernumre, de der countrymænd. Johnny Cash tog inden sin død fuldstændig ejerskab over Nine Inch Nails’ “Hurt”, og Sturgill Simpson er tæt på at gøre ham kunsten efter med sin fabelagtigt smukke udgave af Nirvanas “In Bloom”. Koncertens slutspurt trækker tungt på numrene fra føromtalte A Sailor’s Guide to Earth, og de fungerer virkelig godt live. Det er simpelthen en fornøjelse og et privilegium at høre, hvor godt bandet spiller sammen.
Den afdæmpede sjæler “Welcome to Earth (Pollywang)” skifter stil undervejs, og pludselig agerer Sturgill Simpson soulsanger, da hans flotte sydstatsvokal virkelig får lov til at folde sig ud i fuldt flor. Selvom de stille sange alle var enormt rørende, så var koncertens ubestridte højdepunkt for mig den hæsblæsende og swingende “Call to Arms”, der sætter punktum for det regulære sæt. Her optræder Simpson med en nærmest punkvred og bister attitude, mens han i afmagt råber sin frustration over den amerikanske krigsindustri ud gennem mikrofonen:
»Nobody’s looking up to care about a drone,
All too busy looking down at our phone,
Our ego’s begging for food like a dog from our feed,
Refreshing obsessively until our eyes start to bleed,
They serve up distractions and we eat them with fries,
Until the bombs fall out of our fucking skies!«
Det var en fabelagtig afrunding af en rigtig fin koncert, hvor jeg efter 75 minutter egentlig ikke kunne bede om mere. Man skal selvfølgelig aldrig brokke sig over at få ekstranumre, men jeg havde faktisk været fint tilfreds foruden. Det virkede også som om, at det kom lidt bag på bandet, der kom trissende ud igen med kaffekopper og samlede instrumenterne op nok engang. Med tanke på den nerve, Sturgill og band netop havde fremvist på “Call to Arms”, så blegnede ekstranumrene og fremstod lidt tamme.
Neotraditionalistiske Sturgill Simpson kom og gav en hyggelig lektion i klassisk countrymusik, men det var især hans visionære bud på, hvor fremtidens countrymusik kan bevæge sig hen, der fangede mig. For dér tror jeg altså, at han har fat i den lange ende.
