Tidligere i år leverede Julia Jacklin en samling velskrevne, vellydende og velspillede sange på hendes overbevisende andet album Crushing. Et album som det danske publikum tydeligvis også har fået ørerne op for. Jacklins koncert på Lille Vega blev nemlig udsolgt i flere uger inden australieren trådte på scenen fredag aften, og folk var mødt op i god tid. Der virkede propfyldt i salen allerede under opvarmningen, Olympia. Hun stod alene på scenen med sin guitar, og trods tonsvis af charme mellem sangene, formåede hun ikke rigtig at skabe variation eller nærvær, der kunne lokke hele salen væk fra deres fadøl og hyggesnak.
Det var til gengæld ikke et problem, da først Julia Jacklin og hendes band gik på scenen. Opmærksomheden fra publikum var ubetinget Julia Jacklins allerede fra åbningsnummeret “Body”, der virkede nærmest underspillet i sin liveudgave. Med sit langsomme tempo virkede sangen som en form for ulmende intro til resten af aftenen. Ildevarslende, nærmest monoton, men med et hav af stærke følelser lurende lige under overfladen.
Vi skulle dog ikke længere end aftenens anden sang, singlen “Eastwick” fra 2017, før de store følelser for alvor brød ud i lys lue. Med øjnene halvt lukkede som var hun et andet sted, gav Julia Jacklin slip og lod sin stemme fylde hele salen – og hold da op hvor sang hun godt. Så godt, at hendes stemme alene hævede flere af sangene op til et niveau, de ikke har på studieudgaverne.
Det ville dog være unfair kun at rose Julia Jacklin, for det dygtige band var i den grad med til at give hende de bedste muligheder for at imponere. Med trommer, bas, keys og til tider hele tre guitarer kunne man ellers frygte et lydbillede, der ville overdøve de mere sarte øjeblikke i Julia Jacklins sangskrivning, men ligesom på Crushing spillede bandet – og især trommeslageren Clayton Allen – både økonomisk, underspillet og enormt dynamisk. De gav sangene plads til at ånde og skabte ikke mindst rum, så Julia Jacklins stemme og tekster kunne stå i centrum. Godt bakket op af det nødvendige musikalske punch, når det var nødvendigt.
»If anyone wanna break up with someone, now’s the time to do it«, sagde Jacklin inden hun kastede sig ud i “Don’t Know How To Keep Loving You”, hvor samhørigheden mellem Jacklin og hendes band endnu engang var tydelig. Vi fik både hjerteskærende vokal og en klagende solo fra guitaristen Blain Cunneen på en slowburner af en breakup-sang, der høstede aftenens hidtil største bifald.
En af de største svagheder på Crushing var sekvenseringen af numrene, hvor man i perioder følte lidt stilstand som lytter under de mere afdæmpede passager. Derfor kunne man godt frygte noget lignende live, men ligesom bandet ramte koncerten den helt rette balance mellem det stille og sårbare og det mere udadvendte. Da Jacklin omtrent halvvejs gennem koncerten sendte størstedelen af bandet fra scenen og spillede spillede den sårbare “When The Family Flies In” kun akkompagneret af bandmedlemmerne Harry Fuller og Georgia Mulligan på henholdsvis keys og en kor, var salen bomstille. Som Jacklin selv nævnte bagefter handler sangen om døden, og i interviews efter udgivelsen af Crushing såede hun endda tvivl om, hvor ofte hun ville spille den live. Men vi fik den, og det var både nærværende, sårbart, sørgeligt og smukt. Sådan fortsatte det også på “Don’t Let The Kids Win”, der blevet leveret af Jacklin alene på scene med sin guitar, så man fik lyst til at kramme ens venner og familie og fortælle dem, at man elsker dem. Det var stille, men der var ingen stilstand at føle.
Herefter vendte bandet tilbage på scenen til en anden halvdel af koncerten, der bød på medrivende udgaver af især den nye “Head Alone” og “Pool Party” fra debutalbummet. De mere rockede sange “You Were Right” og “Pressure To Party” ikke gik til gengæld ikke helt så rent ind, og især den førstnævnte stod som aftenens måske svageste øjeblik. Men med en stemme som Julia Jacklins og et virkelig velspillende, var det svært at forblive skeptisk. For selv når Julia Jacklin var svagest, lød hun og hendes band urimeligt godt.
Inden ekstranummeret “Comfort”, der lukkede både koncerten og Jacklins nyeste album, opfordrede hun publikum til at gå hjem og se på en masse positive ting, som modvægt til al aftenens heartbreak og tristesse. Sådan nærmest undskyldende. Men Julia Jacklin behøver ikke undskylde. Hun leverede nemlig en fremragende koncert i Lille Vega fredag aften.
Fotos af Mathias Kristensen.