En stribe af mørkegrå, næsten sorte, skyer trak ind fra den vestlige side af Orange Scene få minutter før en 30 minutter forsinket PJ Harveys planlagte showstart. Det fik pustet liv i stemningen. Regnen silede ned, og det første lyn blev modtaget med klapsalver. Festivalfolket var klar til at blive rystet igennem; både af elementernes rasen og af 54-årige Polly Jean Harveys musik.
Kender man bare en smule til Harveys kompromisløshed, så vil det ikke komme som en overraskelse, at hun dedikerede den indledende del af sættet til numre fra sidste års I Inside the Old Year Dying. Albummet er et af Harveys mere lavmælte med sange, der tager udgangspunkt i folkgenren. Albummet er direkte inspireret af Harveys narrative digt Orlam fra 2021 (skrevet på Harveys hjemstavn Dorsets egnsdialekt). For ord er vigtigere end nogensinde for PJ Harvey mere end 30 år inde i karrieren.
“Prayer at the Gate”, der også åbner I Inside the Old Year Dying, startede koncerten i en sælsom hvirvlen af klangflader og dæmpede trommer. Lyden kunne i den første sektion bedst beskrives som tilbagetrukket. Som så ofte på Orange Scene var mixet rigtig fornuftigt, mens lydstyrken denne aften tog sin tid, før den kom op i gear. Harvey sang nummeret i den yderste top af sit register, mens en projektør badede hendes skikkelse i lys, så hun måtte tage hænderne op for øjnene. Senere gjaldede det spøgelsesagtige billede af »The chalky children of Evermore« fra “I Inside the Old I Dying” over pladsen. For sådan var Harveys sceneshow: hjemsøgende og fuldstændigt efter kunstnerens eget hoved. Lyskilder var placeret med teatralsk virkning, der var testel på scenen, og rekvisitter som f.eks. en skrivepult blev brugt til at udtrykke ordene.
Jeg havde store forventninger til sangene fra nyklassikeren Let England Shake, som også til dels blev indfriet. Autoharpen og dens klimprende lyd passer godt til fortællingerne om 1. verdenskrigs rædsler, og eftersom krigen igen er kommet til Europa, har sangene fornyet relevans. Numre som “The Glorious Land” og “The Words That Maketh Murder” satte fart i sættet, og særligt de markerede klap på sidstnævnte fik gang i det regnvåde publikum. Teksterne var, selvom lydniveauet på dette tidspunkt var blevet rettet til, stadig det væsentlige: »I fear it cannot explain / the words that make, the words that make / Murder.« Det slog mig, hvordan PJ Harvey anno 2024 velsagtens er en moderne barde, der kommenterer på nutidige såvel som historiske problemstillinger.
Lige dér ligger min anke ved Harveys optræden på Roskilde Festivals sidste spilledag. Få har som hende samlet en stor fanbase uden at interessere sig synderligt for tidens tendenser og popmusikkens indre logik, men Harveys show blev ganske enkelt for konceptuelt stringent til, at man for alvor kunne give sig hen til the orange feeling.
På “50ft Queenie” blev vi for en stund trukket tilbage til 90’erne, hvor Harvey lavede hårdtslående musik i et powertrioformat. Harvey farede rundt på scenen og performede maskulinitet i front for sit band af distingverede ældre herrer, der talte faste samarbejdspartnere som trommeslager Jean-Marc Butty og multiinstrumentalist John Parish. Her var der plads til punkrock og store armbevægelser, hvad det skortede med under store dele af koncerten. Harvey havde på dette tidspunkt også smidt sin kunstfærdigt bemalede overfrakke.
I min optik havde Harvey bedst fat om de musikalske yderpoler under den støjrockede “Black-Hearted Love”, der stammer fra Harveys andet duosamarbejde med John Parish, A Woman A Man Walked By. Det Sonic-Youth-møder-David-Bowie-agtige rocknummer passede godt til det modne band og deres nonchalante spillestil.
For at rekapitulere, ændrede det ikke ved, at Orange Scene ikke stod særligt godt til Harveys stringente sceneshow. En ting var den orange teltdug over for de organiske, snedkererede rekvisitter på scenen. En anden var optrædenens subtile mikrokoreografier, som da Harvey, under den jazzede “The Garden” fra den transformative plade Is This Desire? , satte sig ved føromtalte skrivepult, tog læbepomade og en notesbog/dagbog frem og gav sig til at skrive ned. Selv med Orange Scenes storskærme, havde manøvren ikke en videre monumental effekt. Et forsigtigt gæt er, at der havde været mere plads til Harveys sælsomme afdæmpethed på Arenas mere skærmede rammer, (hvor hun før har imponeret i 2011 og 2016), eller simpelthen i en mere koncentreret koncertsal.
Til venstre for mig stod to unge piger, som tilsyneladende var taget til koncerten uden videre kendskab til PJ Harvey. En publikumssikkerhedsansvarlig faldt i snak med dem, og fortalte ivrigt, at de nu ville få en lektion i musikhistorien. Harvey var som vanligt egenhændig, så det blev aldrig nogen særligt tilgængelig musikalsk rejse. Fans kunne opleve legenden, mens nytilkomne måtte undre sig. De to piger lignede i hvert fald nogen, der var gået kolde efter en times tid.
Alle fotos: Daniel Nielsen
