Koncerter

Of the Wand and the Moon, 07.12.22, Loppen, København

Pressefoto.

Of the Wand and the Moon indhyllede Loppen i sit mørke på en råkold onsdag aften. Dunkel neofolk og singer-songwriter var musikken, der skulle sende publikum tilbage til en svunden tid. Den stemningsmættede musik lykkedes i sin mission, men koncertens dynamik udeblev desværre osgså.

Kim Larsen, a.k.a. Of the Wand and the Moon, spiller sjældent koncerter og endnu sjældnere udgiver han albums. Det er derfor med stor spænding, at jeg onsdag aften drager mod Christianshavn i snestorm for at få min livedebut med Danmarks mest prominente kunstner på neofolkscenen. Hans tunge, dystre musik var især på sidste års magtdemonstration af en plade, Your Love Can’t Hold this Wreath of Sorrow, så stemningsmættet, at det uden tvivl må kræve stort spil med musklerne for at omsætte tungsindigheden og de øredøvende crescendoer til koncertformat. Især fordi albummet vinder for sin produktion og sin soniske gennemarbejdethed – det lyder fantastisk i høretelefoner. Koncerten bliver prøvelsen af sangenes styrke i sig selv, hvor der ingen studielyd er, og hvor alt kan ske.

Jeg bliver positivt overrasket fra start af. Lydbilledet er perfekt mixet mellem Larsen dybe røst, den akustiske og den elektriske guitar, den afsindigt lækre clean bas og Matthew Mollers usandsynligt præcise trommespil. Oven i hatten kommer så keyboardet og et backingtrack, der agerer en rigtig fin stand-in for blæsere og strygere. Der lægges ud med to numre fra sidste års album, og lyden er i det hele taget bare så lækker og detaljeret, at jeg er fanget fra start. Der er ikke meget snak omkring mig, folk er opslugte. Især “Let’s Take a Ride (My Love)” opsummerer godt, hvad styrkerne er ved Larsens seneste udgivelse. Groovy basgange, dyster folkguitar og ikke mindst hvisket vokal, der lyder lige dele længselsfuld, beroligende og ildevarslende. Især Mollers lilletromme er noget af det bedste, jeg har hørt live. Perfekt klang, der markerer den sexede rytme. Jeg føler mig draget ned af Larsens mørke sti. Med ham ved roret, virker det knap så uhyggeligt. Måske letter det også stemningen, at en sort/hvid film af en pardans projekteres op bag bandet.

Settet byder også på en del sange fra den elleve år gamle The Lone Descent, hvor især “Immer Vorvärts” leder tankerne hen på en svunden tid. Det er specielt melodicaen, der spilles af keyboardisten, som sender mig flere 100 år tilbage i tiden. Det er virkelig noget af det, neofolk kan, det der ridderlige islæt. Og Larsens vokal viger på intet tidspunkt. Den ligger som oftest i det samme dybe leje, det er sangenes bastante rygsøjle. Der gemmer sig så mange følelser i hans stemme og hans musik, at jeg tænker, de fleste herinde må føle sig ramt på den eller anden måde, uagtet hvilken sindsstemning de er i denne onsdag aften.

Sangene ligger meget i det samme musikalske felt. Her tænker jeg på tempoet, rytmen, melodierne, instrumenternes rolle og som tidligere nævnt Larsens vokal. Det betyder selvfølgelig at den hedenske stemning varer ved, vi er hele tiden nede i mørket. Lyset kan ikke skinne igennem. Men det betyder altså også, at koncerten cirka tre kvarter inde ikke har været specielt dynamisk. Mange af Larsens sange er også ensartede på plade, så jeg skal selvfølgelig ikke bebrejde ham for ikke at spille alt muligt andet materiale, men på pladerne er det alligevel som de storladende produktioner giver plads til fysisk at overvælde mine ører. Der står altså så skarpt og voluminøst, at det er konstant interessant. Live når crescendoerne i størstedelen af koncerten ikke de højder, og det savner jeg.

“Love Is Made of Dreams” sætter til gengæld bølger igennem publikum i en sådan grad, at flere svajer og bevæger sig til musikken. I mine ører er det dog stadigvæk en af Of the Wand and the Moons mindst interessante numre. Det er, som om den lyder for “hyggelig”, og især den meget pæne leadguitar virker out of place i bandets ellers dunkle univers. “We Are Dust”, der følger efter lider lidt under lignende problemer. Samtidig giver de to sange et afbræk fra den op til da strømlinede koncert. Måske bare ikke det helt idéelle afbræk. Omvendt bliver glæden kun endnu større, da det foruroligende tunge nummer “Sunspot” gnaver sin vej ind i øregangen. Med et gyser-agtigt backingtrack får uhyggen igen hovedrollen. Der kommer støj, fylde og dybde tilbage i lydbilledet. Og leadguitaren gør, hvad den er bedst til; den spiller ikke så meget melodi, men i stedet bruges den til at skabe fylde og ringende teksturer. Det er en lang, mørk sag, og det er lige, hvad der er behov for ovenpå de mere letbenede sange – hvis man kan snakke om sådan nogle, når det kommer til Of the Wand and the Moon. Alt er relativt, bevares.

Jeg må dog vente til allersidst med at blive blæst helt igennem. Det store katarsis lader nemlig vente på sig, men til aftenens koncert kommer højdepunktet med “A Tomb of Seasoned Dye” samt “Barbs of Time”. Storladne og stærke blæser de ud af højtalerne, og der er efterhånden også kommet lidt bevægelse i benene hos musikerne, der ellers har optrådt, som havde de fået sømmet deres fødder fast til Loppens skrå brædder. Det bliver aftenens sidste sange, inden Larsen friskt spørger i mikrofonen, om vi vil have nogle ekstranumre. Koncerten er ved at nærme sig halvanden time, men det er egentlig ikke for meget, giv os da gerne noget mere. Jeg har bestemt savnet lidt dynamik, en mere afvekslende setliste, og gerne med nogle af de mere voldsomme ting som sidste års “Fall From View”, der er et lækkert stykke industriel postrock. Men jeg har også virkelig nydt at blive hivet ned i mørket og fastholdt af tristessens og melankoliens afsindigt smukke toner. Det er en god ting at gøre for sig selv på en kold decemberaften. At lade sige indhylle i det sorte. Og det er Of the Wand and the Moon med al sandsynlighed stadigvæk nogle af de bedste til i Danmark.

★★★★½☆

Leave a Reply