Man behøver ikke at gå længere tilbage i tiden end til start-septembers LAK-festival for at få bekræftet, at dogmet spiller en temmelig central rolle i Yoyooyoy-kollektivets eksperimenterende udskejelser. Her var temaet lydkunst, og selvom det – indrømmet – var anstrengende at lægge ører til 15 minutters fremkaldelse af tinnitus-hyl, var det spændende at se Johs Lund, Andreas Führer, Anders Lauge Meldgaard og Toke Tietze Mortensen angribe emnet fra forskellige vinkler. Ikke mindst fordi kollektivets musikere er dygtige nok til at løfte hovedbestanddelen af deres klangeksperimenter fra at være skitseprægede stiløvelser til at være decideret musik – og ofte helt fremragende musik.
Titlen Musik for seks elektriske guitarer lægger ikke ligefrem skjul på, hvilket projekt Yoyooyoy har kastet sig over med deres seneste udgivelse, hvorpå Anders Lauge Meldgaard, Tobias Fuglsang Mynborg, Andreas Führer, Martin Vognsen, Oliver Hoiness og Claus Haxholm er instrumentførere. Guitarerne bærer pladen, og gennem små 40 minutter udforskes et spektrum af klange, hvin, hvæsen og, ja, de til tider helt helteklingende riff, der om noget er karakteristiske for ét af rockmusikkens mest centrale instrumenter. Og man behøver sådan set blot at kaste et blik på tracklistens første titel, “Slide i en kuppel”, for at se idégrundlaget bag pladens indledende eksperiment. “Slide i en kuppel” er ganske rigtigt slideguitar spillet under en kuppel, hvor enstemmige, korte anslag på strengene smyger sig langs de hvælvede vægge og danner klagende kald, der trækkes i langdrag som i St. Paul-katedralens hviskekapel.
Det er et fint, lille stemningsforsøg, men rigtig interessant bliver det først for alvor, når Yoyooyoy-folkene begiver sig ud i egentlige kompositioner med guitaren som det faste, men omskiftelige fikspunkt. Det sker heldigvis allerede i den efterfølgende “Bubbletyggegummiboble part 2, 3 & 4”. Her rasler og glitrer guitarpluk og noget, der lyder som kastagnetter, og en veritabel underskov vokser frem i det lavmælte og ustrukturerede lydlandskab – indtil forvildelsen pludseligt brydes af en skarpt optrukket guitarsolo. Måske en nøgen og ikke så svulstig én af slagsen, men dog en solo, som fordums rockikoner ikke havde rynket på næsen ad. Vi får nu ikke lang tid i selskab med det fængende riff, for snart ophakkes og sluges det igen af perkussionistiske angreb på strengene, spredt reverb og hvinende distortion. På samme måde som i Meldgaards soloprojekt, Frisk Frugt, udgør de umiddelbart iørefaldende passager en klædelig modvægt til de mere outrerede, freejazzede eller på anden vis grænsesøgende eksperimenter, der ustandseligt opbryder lydbilledet, og lige præcis fordi musikerne på Musik for seks elektriske guitarer mestrer denne balancegang, er deres lydlege overordentlig lette at holde af pladen igennem.
Netop legen fremstår som et tiltagende vigtigt omdrejningspunkt for udgivelsen, jo længere gennem den man kommer – dog uden at der på noget tidspunkt er tvivl om, at enhver passage er ment i ramme alvor. “Med klaverkøller som John Lennon” lægger ganske rigtigt ud med et voksende virvar af klaverkøllers slag på guitarstrengene, men efterhånden udmunder introen i et mekanisk legetøjslandskabs futtende og klimprende toner. Det lyder som noget, Terry Riley kunne have skruet sammen i et særligt guitarfikseret øjeblik, og passagens naivitet er håbløst indsmigrende.
Endnu mere frejdigt hoppende er “Bubbletyggegummiboble part 6”, der genoptager forgængerens melodiforlæg i en hektisk version, hvor instrumenternes input synes at komme på kryds og tværs fra alle sider. Det er på grænsen til at være helt cirkusfjollet i ordets bedste betydning, og de nodeoptegnelser, der følger med lp’en, understreger da også, at der er gjort plads til barnlig fascination af og leg med guitarens mange ansigter på Musik for seks elektriske guitarer. På “På cykel med solen som et ekkolod II” har de seks musikere angiveligt brugt en propel til at fremkalde en passage med kras distortion, inden et ‘unisont bøllestykke’ indfinder sig – ligesom “Heliotropisk musik” ifølge notaterne rummer et afbræk med med ‘medieval guitar madness’.
Selvom det ikke står helt klart, præcis hvornår sidstnævnte etaper finder vej til højtalerne, indeholder Musik for seks elektriske guitarer rigeligt med spøjse eksperimenter til, at man tror på, at de nævnte stykker nok skal være at finde et sted. Med sit store, udfoldelige nodeark er udgivelsen et eksempel på, hvornår lp-formatet gør sig allerbedst, og det føjer en ekstra dimension (og endnu flere lyttetimer) til pladen at gå om bord i dens visuelle og auditive del på samme tid.
Selv uden de skriftlige udredninger af gruppens mange guitarkrumspring ved hånden er det dog tydeligt, at Yoyooyoy-musikerne kommer endog meget vidt omkring på deres instrumenters hjemmebane med Musik for seks elektriske guitarer. Dogmet lever i allerbedste velgående på kollektivets nyeste udgivelse, men balancegangen mellem konservatorienørdet instrumentnørkleri og simpel musikalsk begejstring udføres sjældent bedre af nogen danske musikere. En plade, der på en og samme tid smitter med sin legesyge spilleglæde og imponerer med sit overrumplende musikalske overskud.
