Koncerter

The Vaccines + Holograms, 24.10.12, Pumpehuset, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Nogen mente, at The Vaccines var svaret på alles bønner om et nyt band a la The Strokes, og at de ville starte en ny æra af rockbands. Virkeligheden blev vist en anden, men denne aften i Pumpehuset viste The Vaccines, at de er et velspillende rockband. Ikke rockens befriere, men mindre kan også gøre det.

Hvad var det, The Strokes gjorde i 2000, der var så magisk og nytænkende, at det fik dem kanoniseret op i bredformat som rockens skytsengle? Hvad var det, der skete, da The White Stripes med Jack White i front ikonisk angreb rocken på en helt anderledes og meget mere enkel facon og derved skabte nyt albuerum til fremstormende bands? Sidst men ikke mindst, hvad var det, der gjorde Blur, Oasis og Pulp så berømte og så storsælgende, at man ligefrem opkaldte en genre efter dem? Og hvad har alt dette her at gøre med The Vaccines‘ koncert i Pumpehuset denne sene oktoberaften? Mange spørgsmål kræver få og præcise svar.

The Strokes ramte en tidsånd, der behøvede rocken oven på en lang tids ørkenvandring i popland. The White Stripes opfandt det symbolske udtryk, der på en og samme tid mystificerede dem, og gjorde dem tiltrækkende, og derved samlede de en horde af fans efter sig. Og så gjorde det jo ikke noget, at Jack White er fandens god til at spille guitar. Blur, Oasis og Pulp er britpoppens tunge drenge, og deres storhedstid kom, fordi England behøvede noget at samle sig om, og fordi arbejderklassen havde brug for nogen at spejle sig i. Derfor var der en stor efterspørgsel efter engelske bands, der talte på lige fod med den almindelige englænder, og dét gjorde Blur, Pulp og Oasis.

The Vaccines har lært noget af The Strokes’ legende rock, The White Stripes’ enkle melodier og rytmer, og de har noget af britpoppens talent for at konstruere det perfekte omkvæd – med hjælp fra deres engelske rødder. Disse egenskaber har de vist på deres nu to album, og denne aften var ingen undtagelse.

Pumpehusets foyer var godt proppet med folk da rebene, der afskar én fra vejen til aftenens åsted, blev løsnet op. Løbet mod forreste parket var hovedsagligt udført af teenagepiger, og det var et meget godt varsel om, at koncertens hovednavn appellerede til den pubertære del af os alle. Den del, der endnu ikke er kommet over det første kys, den første omgang sex og det første kærlighedsbrud. Og har vi alle ikke brug for teenagerens forvirrede og mulighedssøgende væsen? Har vi alle ikke brug for at mærke de første kærtegn igen og smage den bittersøde melankoli på kinderne efter et hjertekollaps? Alt det og meget mere bød The Vaccines os på denne aften.

Holograms

Til at starte festen med havde vi opvarmningsbandet Holograms fra Sverige. Den Stockholm-baserede kvartet serverer hurtige guitarriff, bastante baslinjer, iskold industrialiseret synth og aggressive trommeslag. Alt sammen udført med alvorlige ansigter og en fuck-you-attitude. Ikke ulig vore hjemlige bands Lower og Iceage, er Holograms skandinavisk new wave punk. Her til aften viste de sig også fra den hårdt-mejslet-i-granit-agtige side, hvor kommunikation med publikum er ubetydelig, og udtryk og stemning er alfa og omega.

De svenske drenge startede hårdt ud med den nye sang “Blaze”. Punket i sit udtryk med masser af trommehvirvler, guitarstøj og råbende vokal. Det samme gjaldt for mange af numrene som Holograms blæste ud af højtalerne i løbet af aftenen. Sine steder på sange som “ABC City”, “Monolith” og “Stress” aner man også funky toner, som udsprang af bassens rundgange, der på fornemmeste vis tilførte de meget ‘metalliske’ sange noget varme og dansepotentiale. I andre numre som “Fever”, “Astray” og “Memories of Sweat” fyldte guitaren for meget og blev bare støj, og de kolde synths forsvandt i hi-hattens klirren, og råbevokalen lød umiskendeligt lidt falsk og påtaget. Derfor blev Holograms koncert aldrig rigtig sindsoprivende. Dårlige var de nu heller ikke – dertil havde de for godt styr på punkens kodeks, og instrumenterne blev også behandlet med professionalitet.

★★★½☆☆

The Vaccines

The Vaccines trådte på scenen med en selvfølgelighed, der kendetegner et band, der har turneret meget og prøvet lidt af hvert. Og det må man sige, at The Vaccines har gjort med deres katapult-agtige tur mod berømmelse. Men mens de så vante ud, i denne for nogen bands lidt uvante rolle som underholder, så de bemærkelsesværdigt almindelige ud med deres afslappede tøj og rolige attitude.

Allerede til de første rytmer og riff fra “No Hope” brød salen ud i fællessang og klappen-i-takt. Forsanger Justin Youngs iver efter at hive publikum med i festen på scenen lykkedes også til fulde, og “No Hope” skulle i dagens anledning være et lidt misvisende navn, for der var masser af håb, for at koncerten kun kunne udvikle sig i en positiv retning. Det gjorde den da også på det efterfølgende nummer fra debuten What Did You Expect from the Vaccines?, “Wreckin’ Bar (Ra Ra Ra)”, der med energisk intensitet og hyperaktive tilstedeværelse af Justin Young, gav folk i salen endnu mere grund til at danse deres røv i laser.

De næste tre numre, “I Always Knew”, “Tiger Blood” og “A Lack of Understanding”, blev serveret med samme rockrecept som i de gode gamle dage. Måske lidt for gode gamle dage, for sangene virkede uinteressante og brugte. De havde slet ikke den samme power og charme som de først spillede sange, og det mærkede publikum også. De deltog pludselig ikke i festen, der ellers lige var sat i gang.

Bedre gik det på den dejligt rolige og eftertænksomme “Wetsuit” fra debuten. Her kunne man ligefrem hører nuancerne i lydbilledet, og Youngs vokal stod også meget tydeligere frem, og det var særdeles godt, fordi det netop er Youngs charmerende engelske voakl, der om noget er signifikant for The Vaccines.

Den gode stime af sange og stemning fortsatte med den måske lidt poppede “Teenage Icon” fra den nye plade Come of Age. Så kom vi lidt ind i en død periode igen, hvor vi fik nogle numre, der hverken rigtig gjorde til eller fra på den samlede oplevelse af koncerten. Men så kom der to pletskud i træk i form af “Ghost Town” og hittet “Post Break-Up Sex”. Begge sange formåede at hæve stemningen i salen, og folk begyndte igen at danse og hoppe i takt til trommerne og bassens bløde bump. Omkvædene i begge numre indeholdt også syng-med-potentiale, og det højnede stemningen blandt publikum.

Til at slutte det ordinære sæt af, fik vi kærlighedshymnen “If You Wanna”, og den fik til fulde samlet op på den lidt falmende stemning, der var kommet efter tre halvflade numre. Her gik melodi og catchy rytme hånd i hånd, og samtlige individer på trægulvet fik vist lyst til at vende tilbage til teenagekærligheden.

De tre ekstranumre, “Weirdo”, “Bad Mood”, og “Norgaard”, var alle sammen fine rockballader, men ikke noget særligt at hæve hænderne for. Måske lige undtaget “Norgaard”, der faktisk fik sat et udmærket punktum for The Vaccines’ besøg i København. Her var det igen intensiteten og den fremadstormende energi, der styrede publikum frem mod et sidste bifald til de sympatiske engelske drenge.

Som man så stod derude, snottende i kulden, havde man virkelig brug for en vaccine mod vinterkulden. I stedet måtte man nøjes med en god koncertpræstation fra The Vaccines, som dog aldrig for alvor blev fængende og sammenhængende, og derfor ikke helt gav den rockvaccine, man kunne have ønsket sig.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Leave a Reply