Plader

Jason Lytle: Dept. of Disappearance

Skrevet af Joachim

På sit andet soloalbum nægter Jason Lytle til stadighed at vige fra lyden fra de gamle Grandaddy-dage. Det er der blevet et behageligt album ud af, som dog ikke udfordrer lytteren i særlig grad.

Syv år efter at have brudt med Grandaddy og rollen som frontmand i et af start-00’ernes absolut mest anmelderroste bands er Jason Lytle klar med sit kun andet album som soloartist. Dette hedder Dept. of Disappearance og er et album, hvor han stadig nægter at vige fra sit tidligere bands blanding af analoge instrumenter og støjende synthesizere, om end sangene har fået et tydeligere singer/songwriter-præg.

Den nærmest skizofrene lyd introduceres man allerede for på titelnummeret, der også er første sang på albummet. Her mødes man først af nogle underlige blip, som på en god dag kan minde om en satellit, der tuner ind på Lytles lille, lyriske univers af små, personlige historier. Dernæst opstår et mystificerende hook over nogle skramlede trommer, før disse endnu engang afløses af en hardrock-guitar. Alt sammen inden for 15 sekunder, og allerede er der skabt forvirring hos lytteren. Den varer dog ikke længe, for snart træder Jason Lytle ind med en stemme, der er ligeså behagelig som en speaker på en DR2-dokumentar, og skaber ro i sindet hos lytteren. Nummeret synes at være en slet skjult reference til Grandaddy-dagene og de tanker, Lytle gør sig om at fortsætte med at fremstille musik, der lever i kraft af det, der var. Således synger han mismodigt: »You’ll never get away with this, you’ll never get away with me / I’ll crawl into the mountains, I’ll fall into obscurity / A phantom on the landscape, a memory of what used to be / You’ll never get away with this, you’ll never get the clearance / I work for the department, the department of disappearance«.

Generelt er albummet præget af en ekstremt behagelig lyd. Man fornemmer, at Lytle i den grad har haft tid til at sidde og kæle for hver enkelt produktion, og således er der en god spredning i hele frekvensområdet på hvert enkelt nummer. Andet track på pladen, ”Matterhorn”, er ingen undtagelse. Her forsøger den ellers garvede musiker ikke på noget i form af mærkelige gimmicks, og i stedet bærer han sit sangskrivertalent frem ved hjælp af lige dele akustisk guitar og kontrollerede synthflader. Trommerne skramler derudaf, imens Lytles hypnotiserende stemme henviser lytteren til drømmeland.

Et af albummets absolutte højdepunkter er den kun to minutter lange sang ”Get Up And Go”. Med kendskab til Lytles lyriske formåen virker dette nummer dejligt ironisk i form af den evigt gentagne vekslen mellem de to banale fraser »get up and go, you can do it« og »everything’s gonna be alright«, som akkompagneres af skræmmende ukomplicerede præstationer på såvel guitar som bas og trommer. På trods af en lille, programmeret melodi på et keyboard (der i dén grad vækker mindelser om et andet 90’er-klenodie, nemlig My Bloody Valentines ”To Here Knows When”) er nummeret dejligt let at gå til, hvilket er et meget godt billede på, at det er en evne i sig selv at kunne skabe en god sang på et nærmest ikke-eksisterende grundlag.

Desværre viser Lytles store styrke sig desværre også at blive hans største svaghed over de 50 minutter, som albummet varer. Den lille amerikaner er ganske enkelt et for hyggeligt bekendtskab, og på trods af, at man let kommer til at føle sig som blommen i æg i selskab med hans træfsikre kompositioner, kommer man simpelthen til at mangle udfordring. ”Hangtown”, ”Willow Wand Willow Wand” og ”Somewhere There’s Someone” er alle eksempler på numre, som enkeltvis gør det godt, men som på en plade fremstår alt for ens, som var de bygget over samme skabelon. Lytle har simpelthen en tendens til at være lidt af en pleaser, hvilket han kun sjælden bryder med.

Et af de få eksempler er den hæsblæsende ”Your Final Setting Sun”, der i sit høje tempo og gysende stemning i dén grad rusker op i lytteren. Larmende guitarflader, rodede arpeggiatorer og en tilpas kikset keyboardmelodi udfordrer konstant hinanden og skaber nogle tiltrængte ridser i den ellers til tider lidt for pæne overflade, som Lytle skaber med sin glatte lyd.

Det er ikke til at sige, hvorvidt det er vores viden om Jason Lytles tidligere storhed på indie-scenen, der er årsagen, men på mange måder virker hans andet album, som om det er lavet af en mand, der ganske enkelt mindes bedre tider. Det er tydeligt, at Lytle kan sit håndværk, hvilket da også bevirker, at numrene enkeltvis har et utroligt højt bundniveau. Som lytter savner man til gengæld højdepunkter, som muligvis kunne være opstået, hvis denne musikalske altmuligmand havde haft lidt mere drivkraft til at udvikle sin lyd – en lyst til at ville mere med sin musik.

★★★★☆☆

Leave a Reply