Ting har forandret sig i Carl Newmans tilværelse, hvilket tydeligvis afspejles på hans tredje soloudspil, Shut Down the Streets. Siden vi sidst hørte fra ham, har han både mistet sin mor og fået et barn. To følelsesmæssigt modstridende hændelser, som uden tvivl har påvirket ham.
Newman siger selv, at hans sange aldrig før i så høj grad har handlet om ham selv. I The New Pornographers, hvor Newman er en af sangerne og sangskriverne, var det at skrive tekst tidligere bare et spørgsmål om at give fylde til den instrumentale del af bandets sublime pop. Men som voksenlivet efterhånden har taget styringen over hverdagen, er teksterne tydeligvis blevet et af de styrende elementer i Newmans soloprojekt.
Poppen er dog stadig strålende. Shut Down the Streets rummer mange ørehængere, som på gennem letgennemskuelige og bedårende simple virkemidler bliver hovedingrediensen i albummet. Især åbneren “I’m Not Talking” er en perle, som med sin minimalistiske 70’er-opskrift introducerer lytteren for Newmans univers. Det hele bliver båret igennem af akustisk guitar, tamburin, klarinet og en smule kor, og her viser Newman, hvor eminent en popmager han er.
Som nævnt er canadieren blevet far. Med alt det ansvar, al den tumult og al den gammelmandsfølelse det medfører, indskriver Newman sig udmærket i kategorien ‘dad-rock’. Ligesom man kunne opleve det på The Walkmens Heaven, er der tale om musik, der beskæftiger sig med rockstjerners genovervejelser af deres livsstil, når de efterhånden indser, at de er blevet for gamle til sex, stoffer og rock’n’roll. I de fleste tilfælde sker det, når musikerne enten får børn eller bliver gift. Andre gange sker det slet ikke, selvom det måske burde.
Hele denne problematik afspejles pladen igennem, men kommer især til udtryk i “There’s Money in New Wave”. Et vokalbåret nummer, som med legesygt billedsprog taler til hans søn, men også en sang om Newmans egen forvirrede stillingtagen til det at være far. Det hele kører i laveste gear, med guitar, tamburin og en gennemgående lavmælt synth, mens Newman rammer de lyse toner i omkvædet. Det samme emne behandles i “Strings”, hvor lyrikken endnu en gang er henvendt til sønnen, når Newman proklamerer »I can do things for you.«
Men med morens død har det hele ikke været ren lykke på hjemmefronten for Newman. »They should’ve shut down all the streets / Presidents and kings should’ve been there / With not a single empty seat / All the schools closed,« lyder omkvædet i titelnummeret. En rammende betegnelse af det personlige kaos, vi befinder os i, når vi mister en person tæt på os. Og af forvirringen over, at verden fortsætter ufortrødent, mens ens egen verden ramler.
På trods af Newmans øre for de gode melodier bliver der på Shut Down the Streets en smule langt mellem de mindeværdige numre. Og det er pladens altoverskyggende svaghed – der er simpelthen for mange numre, som ender med at være middelmådige. Numre som “Hostages”, “Wasted English” og “The Troubadour” efterlader ikke tilstrækkeligt dybe mærker i lytteren, og det spænder ben for, at man får følelsen af, at albummet som helhed er fuldbyrdet. Heldigvis for Newman er åbnings- og afslutningsnumrene så stærke, at det hele ikke fremstår forglemmeligt.
Lyt til “Encyclopedia of Classic Takedowns”:
[audio:http://matadorrecords.com/mpeg/a_c_newman/a_c_newman_encyclopedia_of_classic_takedowns.mp3]