Sidste års udgivelse fra Björk, Biophilia, har nu affødt et remixalbum, som meget passende hedder Bastards. Kort fortalt blev sidste års album ved siden af almindelige formater som cd og lp udgivet som en iPad-app. Her kunne man downloade sangene hver for sig og redigere og remixe dem, så nye sange opstod. Sådan et tilbud er der mange, der har svært ved at afslå. Også etablerede kunstnere.
Det har resulteret i, at så forskellige musikere som syriske Omar Souleyman, den amerikanske alternative hiphoptrio Death Grips og den efterhånden legendariske electronica-producer Matthew Herbert har remixet sange, der nu bliver udgivet i en samlet pakke.
Bastards er, som navnet antyder, en skøn og obskur samling af gadekryds, og albummet tager lytteren med på et musikalsk trip, der spænder fra basaren i Basra til Berghain i Berlin. Førstnævnte del af rejsen er signeret af Souleyman, der leverer arabisk-lydende versioner af “Crystalline” og “Thunderbolt”, mens turen til det verdenskendte berlinske diskotek særligt skal tilskrives Matthew Herbert.
Men Bastards er også en rejse, der rækker fra det sløje til det sublime. I første kategori finder vi især Hudson Mohawke og The Slips med deres remixes af “Virus” og “Moon”. Ingen af de to versioner hæver sig over det ordinære, og specielt The Slips’ udgave af “Moon” er så kedelig, at den blegner ved siden af resten af Bastards.
Heldigvis formår de fleste af de medvirkende remixere at få smeltet deres eget udtryk sammen med Björks på forbilledlig vis. Blandt de fremtrædende skæringer er Current Values bastante technoversion af “Solstice”. Også These New Puritans gør det glimrende med sin udgave af “Mutual Core”, hvor et lavmælt klaver og et sample af en begravelsessang fra Salomonøerne udgør kernen i den perfekte, stemningsmættede baggrund til Björks skrøbelige og skønne stemme.
I særlig grad er det dog Death Grips og Matthew Herbert, der udmærker sig.
Death Grips kaster sig over versioner af “Sacrifice” og “Thunderbolt”, hvor specielt førstnævnte er et nærmest perfekt mix mellem Björks og deres egen lyd. Et sample af, hvad der lyder som hyperventilerende pruste-lyde, et lydmættet elektronisk beat, der lyder så meget som Death Grips, som kun Death Grips kan, og Björks vokal giver skæringen et skizofrent og mørkt udtryk, der er begge kunstnere værdigt. I “Thunderbolt” slipper hiphopperne knap så elegant af sted med et dancebeat, som af og til udstøder Björks stemme, hvilket gør, at man som lytter bliver bevidst om, at der er tale om et remix. Skæringen hører dog stadig til blandt albummets bedre.
Albummets klarest lysende stjerne er dog Matthew Herbert. Han bidrager med tre remixes, hvoraf “Sacrifice” med sin 37 sekunder korte spilletid ender som en fin outro til Death Grips’ version af samme skæring. Men det er i de to fuldlængde-remixes af “Mutual Core” og “Crystalline”, at Herbert især spiller med musklerne.
“Mutual Core” lægger sig tæt på originalen, men er mere elektronisk i sin kerne. I “Crystalline” er udgangspunktet igen det elektroniske, men Björks vokal og sangopbygningen er holdt så klassisk, at det slet ikke føles som et remix. De to skæringer er blandt de bedste på Bastards, og de kan næsten måle sig med det bedste af Björks egne produktioner. Specielt “Crystalline”, der meget passende får lov til at være det sidste ord på albummet, er så fremragende, at Björk må ærgre sig en smule over, at det ikke var den version, der endte på Biophelia.
