På et spillested i Brixton, UK, skete i søndags det, som utallige musikfans verden over i mere end to årtier har hungret efter. Støjrockpionererne fra My Bloody Valentine gik på scenen og spillede et nummer fra deres mildest talt længe ventede og så afgjort myteomspundne opfølger til 1991-klassikeren Loveless. I samme ombæring varslede gruppen release inden for et par dage, hvilket er en udmelding, der er dén grad har fået den musikalske blogosfære til at koge lige siden. Men hvad er det nu lige, der gør My Bloody Valentine så specielle? Og hvorfor kan lige netop dette album få selv de mest selvbeherskede musikkritikere til at te sig som teenagepiger, der netop er på vej backstage for at møde Justin Bieber? Forklaringen er simpel; med lige dele mystik, flair for veltilrettelagt PR og musikalsk kvalitet har gruppen nået en kultstatus, der sjældent er set magen til. Synes hypen alligvel en smule tynd, følger her en mere dybdegående redegørelse af de irske 90’er-ikoners sære fascinationskraft.
De fleste husker sikkert, at det for nogle år siden vakte stor opmærksomhed i alverdens medier, at musikverdenens yndlingshadeikoner fra Guns’n’Roses pludselig kunne melde ud, at det længe ventede og (i den jævne fans opfattelse for længst glemte) album Chinese Democracy var klar til udgivelse. Hurtigt blev det symbol på den form for selvdestruktiv perfektionisme, hvor kunstnerens såvel som publikums tårnhøje forventninger bevirker, at et album pludselig kan synes umuligt at færdiggøre på en måde, så det lever op til de opstillede mål for succes. Axl Rose havde haft adskillige mere eller mindre kendte musikere i studiet, og først efter 15 års arbejde var han klar til at åbenbare sit kontroversielle værk for offentligheden – til stor skuffelse for de fleste, viste det sig.
Graver man en smule ned i undergrundens muld, findes dog et album, som er omgærdet af et om muligt højere forventningspres og mystik af næsten mytologiske dimensioner – nemlig den aldrig udgivne opfølger til 1991-mesterværket Loveless og altså potentielt tredje langspiller fra de irske støjrockpionerer i My Bloody Valentine.
Omtrent 22 år har fans af kult-gruppen ellers haft til at vænne sig til tanken om, at to albums var, hvad frontmand Kevin Shields og kompagni i løbet af deres korte karriere kunne strække talentet til. Ikke desto mindre har først en pludselig gendannelse, der blandt andet bragte gruppen til Roskilde Festival i 2008, og senere kryptiske udtalelser fra medlemmerne selv været med til på ny at puste liv i rygterne om, at et tredje album rent faktisk kan være på vej, og medført en længe tiltrængt tro på, at de gamle idoler i en gennemsnitlig alder på omkring de 50 år endnu har noget at byde på.
Håbet har dog indtil for ganske nyligt måttet anses for at være ganske spinkelt. Trods en årelang strøm af klare tilkendegivelser fra bandet om, at noget nyt var på vej, har de fleste fans været ganske påpasselige med at hæve armene i jubel. For det at indspille et album er nemlig ikke noget, som My Bloody Valentine er kendt for at klare smertefrit. Således endte gruppens (foreløbige) kunstneriske højdepunkt, Loveless, med at koste pladeselskabet Creation Records 250.000 pund (rigtig mange penge i 1991-priser) og bringe virksomheden på randen af konkurs. Særligt frontmand Kevin Shields’ perfektionistiske tilgang til lydproduktion blev nævnt som en stærkt medvirkende årsag til de astronomiske udgifter, og således blev da også adskillige lydteknikere og et tocifret antal af studier taget i brug for at skabe det perfekte album.
Om Loveless blev det perfekte album, er nok højst tvivlsomt. Dog vil uforholdsmæssigt mange ejere af pladen givetvis erklære, at det er noget af det tætteste, nogen udøvende kunstner i nyere tid er kommet herpå. På trods af en relativt avantgardistisk lyd er albummet i dag blandt andet at finde helt oppe på Pitchforks andenplads over 1990’ernes bedste albums, og begrundelsen herfor er ganske simpel. For som det anerkendte musiksites journalist bemærker, er Loveless et eksempel på én enkelt idé fuldført til perfektion; nemlig idéen om så stærke melodier, at de alene kan fungere som drivkraft for et helt album.
Datidens modtagelse var selvsagt også ekstremt positiv, selvom den helt store kommercielle succes endnu i dag er udeblevet – albummet har ganske enkelt aldrig haft det let på alverdens hitlister. På trods af dette synes den mildest talt besværlige indspilningsproces efterhånden at være det hele værd i kraft af den ikoniske status, som pladen i løbet af en længere årrække har fået – ikke bare i den britiske undergrund, men globalt, hvilket ovenstående eksempel også vidner om.
Helt galt endte det dog med at gå, da tredje album skulle indspilles. Umiddelbart tegnede udsigterne til succes ellers lyse for gruppen. Trommeslager Colm O’Coissig var tilbage i topform efter markante personlige problemer, som blandt andet medførte et rimelig heftigt stofmisbrug, der i sidste ende kom til at koste trommesporene på halvdelen af forgængerens indspilninger. Samtidig var bandets omdømme i musikverdenen som tidligere nævnt stadigt voksende, og med det nye pladeselskab Island Records – hvor der var et stykke længere til kistebunden end hos Creation – i ryggen syntes fremtiden positiv.
Alligevel kom denne ekstremt imødesete treer til mange fans’ skuffelse aldrig. I dag verserer mange rygter om grundene herfor, og sandhedsværdien af disse må siges at være højst tvivlsom. Ikke desto mindre synes de fleste være enige om, at særligt geniet/tyrannen Kevin Shields’ ukuelige sans for perfektion i sidste ende kom til at spænde ben for samtlige medlemmer i gruppen. Uendelige indspilningssessioner uden nogen som helst fremdrift syntes pludselig at være en realitet, og da både pladeselskab, samtlige lydteknikere og det halve band efter flere års indspilning var forment adgang til alle former for lydmateriale, måtte Island Records se sig nødsaget til at afbryde samarbejdet med gruppen – om end denne på dette sene tidspunkt reelt set kun omfattede én eneste mand, hvis opførsel i mange involveredes øjne tenderede det skizofrene.
Indtil for få år siden syntes historien om denne irske kvartet, der for en kort periode havde væltet benene væk under den komplette britiske musikindustri, altså at ende her. Bilinda Butcher, Colm O’Coisoig og Debbie Googe fandt andre og mere ‘ordinære’ ting at give sig til, mens Kevin Shields fik lov til at ligge og rode med diverse filmsoundtracks og sporadiske liveoptrædener sammen med endnu udøvende kunstnere.
At gruppen på trods af dens groteske fortid har formået at genopstå, spille koncerter og tilsyneladende indspille et nyt album, synes derfor at være noget nær et mirakel. Endnu er der ingen større kontroverser at spore, selvom gruppen til mange fans’ irritation har bibeholdt sin mystik. Således har man måttet dykke dybt i alverdens fan-fora, for at finde nogen som helst information om bandet, som siden turnéen i 2008 mere eller mindre har holdt sig fra offentlighedens søgelys.
Således kom det også som en overraskelse for de fleste, at bandet denne sommer valgte at udsende en kompilation af numre, der indtil da kun havde eksisteret på sjældne ep’er, som for lægmænd kan være noget nær umulige at opstøve. Dog viste sangene sig at være af ganske høj kvalitet, hvorfor troen på, at My Bloody Valentine rent faktisk kunne have gang i noget spændende, steg betragteligt.
Som det ser ud nu, består dette mytologiske tredje album mestendels af det materiale, som Island Records måtte se sig nødsaget til at kassere i slut-90’erne. Kevin Shields har fået et par år til at finpudse, remasterere og udbygge de oprindelige optagelser, og hvad der længe har stået som nogle af de mest myteomspundne optagelser i nyere tid, synes nu endelig klar til at se dagens lys. Der er endnu ingen entydige udtalelser omkring, i hvilket omfang albummet vil rumme decideret nyt materiale. Det vil vi nok først finde ud af, når vi alle selv kan sidde med pladen i hånden.
Mange vil sikkert mene, at My Bloody Valentine er noget af en farce inden for den etablerede musikindustri; alene et eksempel på fire forkælede musikere, der ikke kunne stille sig tilfredse med deres egen kunstneriske formåen, og som til slut trak samtlige involverede med i deres fald. Ikke desto mindre er netop farcen noget af det, som gør gruppen til noget helt særligt; det evige hemmelighedskræmmeri, uforståelige tekster, skizofrene personlighedstræk og de intet mindre end legendarisk støjende koncerter kombineret med noget nær udødelige melodier er alt sammen afgørende for den status, som bandet i dag har opnået.
En ting bør vi dog efterhånden altid have in mente, når vi taler om et kommende album fra My Bloody Valentine. Da gruppen har vist sig at være et ekstremt utilregneligt bekendtskab, skal udmeldingen om et nyt album allerede i denne uge givetvis tages med et gran salt. Vi har immervæk allerede passeret adskillige releasedatoer fastsat af bandet selv. Men når pladen en dag kommer frem, skal den nok vække masser af omtale – uanset kvaliteten.
