The Besnard Lakes, som i sin tid blev dannet af ægtepar-teamet Jace Lasek og Olga Goreas, giver den 17. maj koncert på spillestedet Stengade i København.
Den nuværende indierock-kvartet markerede sig første gang internationalt, da de tilbage i 2007 skrev kontrakt med pladeselskabet Jagjaguwar (Bon Iver, Dinosaur Jr.). Her udgav de albummet The Besnard Lakes Are the Dark Horse, som Undertoner rosende tildelte fem U’er.
2. april udgiver canadierne deres fjerde skive, som har fået den mystiske titel Until in Excess, Imperceptible UFO. Herfra har de offentliggjort førstesinglen “People of the Sticks”, som du kan lytte til nedenfor. Læn dig godt tilbage og snup en flyvetur over det canadiske tundralandskab.