Kings of Convenience, den norske indiefolk-duo, har annonceret en miniturné rundt i Europa, som bl.a. får dem forbi Aarhus og København. Den 17. oktober spiller Erlend Øye og Erik Glambek Bøe på Train i Aarhus, og to dage efter spiller i Lille Vega i København.
Anledningen til den lille turné skyldes, at duoen, efter syv års udgivelsespause, er ved at have et nyt, og dermed deres fjerde, album klar. Kings of Convenience forklarer om turnéen:
»Kære fans, efter syv år er vi endelig i gang med at lave et nyt album. Det rå materiale er klar, men for at forstå potentialet i sangene, mangler vi et publikum. Det endnu ikke indspillede album giver jer mulighed for at deltage i vores kreative proces. Sætlisten på denne tour vil kun indeholde nye sange. Der kan være fejl, og der kan være falske introer. Det er derfor, vi kun inviterer jer med åbne ører og sind, til at købe billetter til denne tour. Optagelser er ikke tilladt, ødelæg ikke overraskelserne! Spillestederne er alle mindre steder for at garantere den nødvendige intimitet.«
Declaration of Dependence fra 2009 er duoens seneste udspil, og her gav Undertoner noget lunkent tre U’er. Dog har deres koncerter på Roskilde Festival i 2010 samt NorthSide i 2013 begge kastet fem rosende U’af sig.
Billetter til de to koncerter sættes i salg fredag den 29. juli 2016 kl. 10.00 via Ticketmaster.