Der er gået mere end 25 år, siden The Flaming Lips sendte deres første album på gaden. Der er selvfølgelig sket en række radikale ændringer i deres lydbillede undervejs, men alligevel er der kendetegn, som har fulgt dem hele vejen. Nogle af disse har de nu lagt fra sig, samtidig med at de beholder andre.
Det har aldrig været nogen hemmelighed, at i hvert fald gruppens lalleglade frontfigur Wayne Coyne samt multiinstrumentalisten Steven Drozd i lange perioder har fundet inspiration ved hjælp af stoffer. Balancerende på grænsen til ødelæggende misbrug har Drozd været manden bag flere af bandets genistreger, mens han røg ud og ind af afvænningsklinikker. Senest kulminerede det i albummet Embryonic fra 2009, der på mange måder fremstod som en overvældende rodebutik af alt, hvad bandet nogen sinde havde berørt af musikalske genrer. Selvfølgelig på en meget elskelig, syret måde.
På The Terror har gruppen fået en meget anderledes tilgang til deres musik. Hele pladen er i høj grad præget af en gennemgående minimalisme, som ikke umiddelbart leder tankerne hen på den Wayne Coyne, vi kender. Ham, som tager en håndgranat med ind i en lufthavn, forsøger sig med sindrige coveralbums af The Dark Side of the Moon og bygger futuristiske badeværelser i et mærkeligt fjernsynsprogram. På The Terror finder vi et mere anonymt og mindre flagrende band, som lader til at have mistet pusten hen ad vejen – og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
For det er altid gået stærkt for The Flaming Lips, men gearskiftet klæder alligevel bandet, når de på albummet introducerer deres nye, dystopiske lydbillede, der er overvejende elektronisk og fyldt med sortseende fremtidsreferencer og mekaniske rytmer. Åbningsnummeret ”Look… The Sun Is Rising” rejser sig langsomt og truende og efterlader ikke meget håb i lytterens sind. Skingrende guitarer og dumpe beats følger de futuristiske synthtoner, mens Coyne messer de samme sætninger igen og igen.
Det er forfriskende at se en anden side af bandet. The Flaming Lips har altid været modige og eksperimenterende, men hvis der er én ting, som er gået igen på alle deres album, har det været bandets ‘svaghed’ for den poppede melodi. Ligegyldigt hvor langt ude og psykedelisk et nummer blev, havde det altid et hjerte af pop. Den tendens eksisterer stadig på The Terror, omend den er meget sværere at finde frem til i første omgang. Poptrangen giver sig især til kende på nummeret “Try to Explain”, som faktisk pletvis minder om gruppens megahit “Do You Realize??”. Blot i en helt anderledes indpakning.
The Terror er i første omgang et mere kompliceret album end bandets tidligere. Ikke rent musisk, men snarere for lytteren at komme igennem. Der er stort set ikke et opløftende, lettilgængeligt nummer på pladen, og man føler sig næsten ikke velkommen. Tag bare et nummer som “You Lust”. Det varer 13 minutter, foregår nærmest udelukkende i det samme Joy Division-relaterede univers og bæres igennem af en særdeles spacy synth. Det dronede tema brydes kun af Coynes foruroligende summen i de nedsunkne omkvæd. Ugæstfrit, men meget kraftfuldt.
Albummet har nogle lighedspunkter med Radioheads Amnesiac. Den drivende dysterhed og den luftige, glimtvise vokal er centrale dele af begge albums. Man kan sige, at Coyne aldrig har været nedtrykt nok til at befinde sig i Thom Yorkes univers. Ikke før nu, i hvert fald. I nummeret “You Are Alone” mærker man især ligheden, når Coynes afvæbnende falset fortæller om mislykkede forsøg på at finde selskab i en grå hverdag.
The Flaming Lips har tydeligvis ingen planer om at stå stille. The Terror er både forfriskende og søvndyssende og giver et billede af et band, som fornyer sig selv snart 30 år efter opstart. Det er svært at komme ind under huden på The Terror, som i første omgang virker utiltalende og problematisk, men når albummet først har taget bo i hovedet, er det svært at slippe dets budskab igen. Det bliver aldrig et album, man lytter igennem flere gange i træk – det er simpelthen for krævende. Men det er i hvert fald et album, som modbeviser, at The Flaming Lips ikke også kan være lig med mørk og dyster musik.
