Set i bakspejlet gav bookingen dog mening på flere planer. Selvfølgelig var den umiddelbare bagtanke at varme publikum op til den efterfølgende koncert med The Knife, der – som man nok kunne forvente ud fra lyden på den svenske gruppes nye album Shaking the Habitual – i høj grad skulle blive præget af dans, bas og beat. Desværre var fornemmelsen af tom og pappet performance frem for noget egentlig vedkommende også kendetegnende for begge sæt.
Shaking the Habitual er ellers et spændende nyt kapitel i The Knifes diskografi. Siden udgivelsen af den 10 år gamle gennembrudsplade Deep Cuts har søskendeduoen Karin og Olof Dreijer kun gravet sig dybere ned i den ildevarslende stemning, der altid har præget deres musik. Lyden er blevet mørkere og tungere, og på Shaking the Habitual er dén tendens kulmineret i et over halvanden time langt mareridt af ulmende droner, slæbende synth, brutalt huggende rytmer og ekstremt umenneskeliggjorte vokalstykker, der med anselige mellemrum titter frem fra mørket.
Netop dette fremmedgørende syn på det menneskelige element i musikken udgør en central del af The Knifes tiltrækningskraft, og derfor virkede det helt passende, at der på Store Vegas scene var rigget an til, hvad der ved første øjekast kunne ligne en okkult seance. Otte kutteklædte skikkelser vajede i halvmørket til den overrumplende dundrende bas, der med åbningsnummeret “A Cherry on Top” forplantede sig hele vejen til de indre organer.
“Raging Lung” fulgte trop med et skarpt beat og en synthmelodi, der modsat åbningsnummerets fik lov at bølge omkring den bastante rytmebund. På plade et monstrøst nummer af næsten 10 minutters varighed, men i Vega var det – som de mange andre maraton-numre fra Shaking the Habitual – skåret ned til en kortere session med fokus på de vokaldrevne stykker. Dronerne var sorteret fra i aftenens sæt, og i forhold til at skabe en beatdrevet koncert med mange dynamiske og omskiftelige indslag var det en fornuftig prioritering.
Denne hang til at overraske kom da også allerede til udtryk under koncertens andet nummer. Efterhånden som der kom mere lys på scenen, stod det klart, at der var noget galt med oktettens sælsomme instrumentpark. En opklippet solo vældede fra en forskruet messingblæser, der lignede noget fra et dukketeater. Guitar og bas dansede let omkring på scenen og vidnede om, at de ikke var gjort af meget andet en pap, glimmer og lamper. Og under “Without You My Life Would Be Boring” røg instrumenterne helt på hylden – de havde udtjent deres pligt som rekvisitter i metamorfosen fra traditionel koncert til fuldbyrdet danseforestilling med præprogrammerede lydspor.
Det var en udmærket idé og et, for en electrogruppe som The Knife, helt passende budskab om, at den traditionelle koncertskabelon sagtens kan udfordres, når rockens territorium forlades. Enkelte steder – som under “Bird”, hvor en diskant, umiddelbart analog lilletromme på ret elegant vis fadede over i en hårdtpumpende elektronisk puls – udnyttede The Knife da også formatet til at skabe spændende sammensmeltninger af organiske og maskinelle lydbilleder, som ville være vanskelige at gøre efter under traditionelle forhold.
Men The Knifes løsrivelse fra instrumentsamlingen fortsatte, indtil de otte personer var trukket helt ud på scenekanten. Her, i det fulde spotlys, dansede de sig igennem den efterfølgende samling numre – selvom ‘dans’ ikke helt er et dækkende begreb at bruge i sammenhængen. Når truppen under “A Tooth for an Eye” klodset hoppede sig gennem en halvhjertet koreografi, mellem numrene fraværende dalrede omkring og drak vand og uddelte high-fives eller i “One Hit” med fandenivoldskhed snavede hinanden i gulvet, blev man unægtelig i tvivl om, hvad meningen med hele seancen var. Var det et hedonistisk statement? Var det ironi? Eller var det blot et stædigt forsøg på at levere en overraskende koncertoplevelse, der blev taget et skridt for langt?
Når alle spekulationer blev tilsidesat, stod ét altoverskyggende faktum tilbage: The Knifes musik kan være langt mere vedkommende, end tilfældet var i Vega. Det interessante modspil, der kunne have været i mødet mellem gruppens uheldsvangre univers og en insisterende, kropslig manifestation, faldt til jorden under det lallede udtryk, der visuelt fik lov at dominere koncerten totalt.
Derfor var det helt forfriskende, at den trippede “Networking” foregik helt i mørke med et opslugende, hektisk zappende lysshow, eller at “Ready to Lose” sikrede et kort pusterum med mørk og rugende electropop i stil med Karin Dreijers Fever Ray-sideprojekt. I disse stunder druknede The Knife ikke deres virkemidler i distancerende performancetiltag, men dannede klare, effektfulde og medrivende stemningslommer, hvor bandets forcer fremstod med al tydelighed.
Det var dog sjældne, helhjertede øjeblikke i en rodet optræden, hvor det i sidste ende virkede ligegyldigt at få besvaret de spørgsmål, som The Knife med al tydelighed ønskede skulle gøre koncerten pirrende. Var Olof og Karin Dreijer overhovedet på scenen? Var nogen som helst af instrumenterne funktionelle, eller var det hele programmeret på forhånd? Var det efterfesten, der var gået i gang, eller var The Knife stadig ved at give koncert? Var jeg overhovedet synderlig interesseret i at bryde mit hoved med det?
Jeg forlod Vega lige før 23, hvor statementkoncert vistnok var blevet til efterfest, uden at det var helt til at sige med sikkerhed. Men det var jo nok også pointen.
Fotos: Mathias Laurvig
