Efter nogle års filosofistudier burde kausalitetsprincippet stå lysende klart for mig, og alligevel piner det mig. Jeg har haft hovedpine de sidste fire dage. Jeg har lyttet til The Knifes nye Shaking the Habitual i op til fem timer om dagen i de forgangne fire dage. Selv en middelmådig beauty school-dropout kan regne sammenhængen ud.
Der er virkelig sket noget med The Knife gennem de seneste år. Fra den ekstremt dansable Deep Cuts fra 2003, der retrospektivt mest af alt lyder som en tidlig og halvond version af Robyns Body Talk (2010) med forvrængede stemmer, over det mørkere synthalbum Silent Shout (2006) til den darwinistiske, elektroniske operaplade Tomorrow, In a Year (2010), som jeg personligt ikke dyrkede gevaldigt.
Det synes at være de tidligere pladers mørke og ubehageligt vibrerende numre, der har forplantet sig i omridset af Shaking the Habitual. Melodierne er trukket tilbage, og et ubarmhjertigt og minimalt udtryk dominerer det svenske søskendepars fjerde studiealbum. Overordnet kan man inddele albummet i de Fever Ray-agtige og mere poppede numre og så de opløste konceptstykker, der trækker tænder ud og samtidig gør Shaking the Habitual til en ikke bare modig, men imponerende plade.
I den dansable skuffe finder vi førstesinglen “A Tooth for an Eye”, der er boblende electronica med næsten-catchy melodi og et effektivt hook i Karin Dreijers gentagne »ice, ice, ice, ice«. “Full of Fire” gennemhuller trommehinden med maskingeværsalver genereret af trommemaskiner, mens det otte et halvt minut lange monsternummer “A Cherry on Top” slæber fem minutters gyserkatalog hen over den indre skærm, før skarpe strengeanslag og Karin Dreijers vokal (vel?) tegner en lyrisk runding på uhyrlighederne. Hun synger i nedpitchet leje:
»Strawberry, melon, a cherry on top / Butter, popcorn that I can pop / Coffee with girls and a racing team / The Haga castle evening cream.«
Jeg aner ikke, hvad det betyder, men jeg tisser lidt i bukserne af skræk. Det samlede lydbillede står og sitrer ligesom sådan noget mørkt vand i en japansk gyserfilm, lige inden en skygges refleksion glider forbi.
De mere eksperimenterende numre tæller “Fracking Fluid Injection” og den almost-there ambientdronede “Old Dreams Waiting to Be Realized”. Sidstnævnte en mastodont på 20 minutter, som man egentlig lærer at holde af. Dens rungende interferenser står næsten som et åndehul i starten, men naturligvis udvikler det sig løbende til skurrende og ubarmhjertige støjflader, der varsler uhygge og ubehag. Oooooooog… hovedpinen vender tilbage.
Med Shaking the Habitual følger en satirisk tegneserie tegnet af den politiske aktivist og tegneserieskaber Liv Strömquist. Temaet er “end extreme wealth” og sammenligner hen over to bookletter den kapitalistiske verdens økonomiske problemer med en anden fedmeepidemi. Ganske effektivt.
Det uhyggelige har aldrig stået skarpere end på Shaking the Habitual. Nogle numre er ligefrem ubehagelige at lytte til – som stykket “Crake”, der mest af alt lyder som en desperat saxofon, der nægter at acceptere sin forestående død. Og hvor ligger så uhyggen i det, spørger du? I de umenneskeliggjorte stemmeforvrængninger, i de komplet opløste lydlandskaber, der synes at stamme fra alt andet end instrumenter og i de lange, ubønhørlige krautdroner.
The Knife giver ingen fred. Der er intet helle, og du kan lige så vænne dig til den dystopiske hovedpine.
