Man kan til tider tage sig selv i at tænke, at tiden til at lave virkelig nyskabende musik er ovre. Alle genrer er blevet nedbrudt og kombineret på alle tænkelige måder. Melodiske og rytmiske strukturer er blevet pillet fra hinanden, opbygget og udbygget utallige gange. Elektronisk musik har udviklet sig fuldt ud over de sidste 40 år og er blevet integreret blandt de gængse stilarter. En postmodernistisk depression hænger over os, og selve ordvalget ”postmoderne” sætter et naturligt punktum for videreudviklingen. Hvor skal vi nu hen? Man kan højest håbe på genoplivning af gennemprøvede idéer og at kunne fremtvinge en ”ny” lyd igennem andre kombinationer. Musikken er som tøjmoden på én gang nyskabende og utrolig bagudskuende.
Når man altså har malet sig godt og grundigt op i et hjørne, kan den eneste reelle udvej være at kaste alle de vante tekniske redskaber, man tager for givet, over bord og starte fra bunden. Med et instrument. Med en saxofon.
Det er netop, hvad Colin Stetson gør. Som en af verdens mest benyttede indiesaxofonister, hvis man nogensinde har hørt om sådan én, har Stetson bidraget på plader af Tom Waits, TV on the Radio, Jolie Holland og Feist. Han har turneret heftigt med tunge drenge som Arcade Fire, The National og Bon Iver. Derudover har han indgået i duo med den norske saxofontrold Mats Gustafsson fra The Thing, hvor bassaxofonerne eftertrykkeligt er blevet rykket rundt.
Selv om han altså har begået sig inden for mere mainstream rock og indie såvel som avantgardistisk impro, er det dog først for alvor med sin egen trilogi af soloplader for alt- og bassaxofon, New History Warfare, at Stetson har taget skridtet ud af skyggen fra sine skiftende musikalske partnere. Og med dette skridt fik resten af verden også øjnene op for den canadisk-baserede amerikaner.
Stetson giver sig i kast med instrumentet, som man aldrig har hørt det før. Lester Young havde sin fløjsbløde klang, Albert Ayler gennemtvang sine urhyl, og Luca Mai forvrider og manipulerer saxofonen, ligesom guitaren blev det for 50 år siden. Stetson inkorporerer alle disse led af saxofonens udvikling og danner uden den mindste brug af manipulation eller forvrængning et udtryk, man alligevel aldrig har hørt mage til.
Igennem New History Warfare-trilogien hamrer Stetson sit talent fast med syvtommersøm i kaskader af toner, cirkulerende åndedrætsteknikker, udviklet brug af mikrofoner, der præcist optager alle nuancer af saxofonen og Stetsons strubelyde. Men først og fremmest i et bagvedliggende fundament af medrivende kompositioner, der befinder sig i feltet imellem moderne klassisk, jazz, bluesgrass, folk, minimalistisk ambient og drone. Det er i sig selv lidt af en bedrift at skulle frembringe en så bred palet akustisk og uden brug af hjælpemidler, men at det derudover har nok kunstnerisk ballast til ikke bare at være en cirkuskunst, man finder på Youtube, er noget nær enestående.
Den tredje del af trilogien, To See More Light, følger formen fra de to forrige. Stetson har kastet sig ud som en fuldt moden instrumentalist med en misundelsesværdig teknisk kunnen, der er plejet i årevis, og derfor følger kompositionerne hans generelle høje niveau uden dog for alvor at bringe nyt til torvs.
Især skæringer som den hjemsøgende “Haunted”, den sfæriske “High Above a Grey Sea” og den nærmest lyriske “Among the Sef” viser Colin Stetsons talent. De facetterede tonebombardementer fletter sig ud og ind af saxklappernes rytmiske percussion, åndedrættet lægger endnu et jordbundet lag, og de hæse, melodiske indestængte skrig svæver klart over alt andet. Den uforlignelige fysiske tilgang til instrumentet, som er så tydeligt til stede, når man hører Stetson live, trænger heldigvis også ind i de indspillede skæringer og giver følelsen af primitiv urkraft, der emmer fra det massive instrument. Det er én mand og ét instrument, og kunsten komplet at beherske og tæmme den mastodontiske sax er fascinerende.
Desværre knækker filmen for Stetson i nogle af de metalreferencer, han frembringer undervejs. Det cirklende doom-sludge-riff, der dukker op midtvejs i titelnummeret, klarer til dels den trættende repetition som en del af det 15 minutter lange nummer, men desværre går den ikke i “Brute”. Her vælger Stetson den lidt for åbenlyse vej ned ad hardcorens smalle sti med brøl på saxofonen, trampende pedalklapper og lidt bølleråb i baggrunden. Her dukker ordet gimmick op i tankerne, og det skæmmer oplevelsen af resten af pladen.
En anden anke ved det sidste udspil af trilogien er Justin Vernon, bonkammeraten fra Bon Iver, og hans omfattende medvirken. Brugen af vokalister er ikke ny i Stetsons arbejde, og især på den foregående plade, Judges, hævede Laurie Andersons spoken word og My Brightest Diamonds Shara Worden med sin spinkle stemme pladen op på et nyt poetisk niveau. Vernon har da også en fantastisk stemme, men desværre for Stetson er den så velkendt og dominerende, at når han medvirker med indiefolkede vokalarrangementer, følger et stort fedt Bon Iver-mærkat med. På nær den mere afdæmpede og velintegrerede “Who the Waves Are Roaring For” stjæler Vernon for tit billedet fra Stetson og degraderer de facetterede saxlinjer til simpelt akkompagnement.
Hvis man ser den tredje og sidste installation i New History Warfare ud fra sin helhed, slår trilogien bestemt Stetsons talent som unik instrumentalist og defineret komponist fast. Desværre lader pladen stadig noget tilbage at ønske i forhold til den eminente toer og formår ikke at få sat et helt tilfredsstillende punktum for Stetsons hovedværk. Nu er spørgsmålet så bare, hvilke projekter Stetson herfra vil kaste sig ud i. Med en af de mest unikke stemmer, der er udklækket de sidste par år, bliver det formentlig ikke kedeligt at følge med i.
Jeg skriver lige det her før jeg læser anmeldelsen:
Super tyktflydende og vroomende album med opdagelsessultne detaljer spredt udover.