Timber Timbre: Creep On Creepin’ On

Canadiske Timber Timbres fjerde album, Creep On Creepin’ On, er et uhyre stilsikkert såvel som uhyggeligt album om kærlighedens mørkeste kringelkroge, og om hvad den mørke side af kærligheden kan gøre ved mænd, når følelser ikke gengældes, og forelskelse bliver til besættelse. Pladen kredser om storytelling og narrative forløb, men historierne fortælles gennem forstyrede jeg’ers bevidsthedsstrømme, hvorfor lytteren selv må bearbejde ‘bidderne’ i hovedet.

Musikalsk er historierne, der holder sig inden for en horror-ramme, hvor mord hele tiden synes lige om hjørnet, helt eminent paket ind i gold og gotisk hillbilly-folk, langsom og dundertung blues, filmiske instrumentalsekvenser med tydelige referencer til horror-film og 50’er-rock n’roll. Hele baduljen udmærker sig ved at være både velspillet og stilsikkert eksekveret, og ikke mindst sidder Taylor Kirks gennemført karikerede og croonende rockabilly-vokal lige i skabet. Pladens produktionen er fremragende, og der er virkelig kræset for små detaljer, som eksempelvis brugen af små samples og lydeffekter, der ofte er frembragt af selveste Colin Stetson, som spiller saxofon på hele pladen. En gennemgående effekt, der også har stor betydning for, at universet bliver så overbevisende, er, at leadvokalen gennem nærmest hele pladen udgøres af to vokalspor, hvilket de, som har hørt Fever Ray, nok vil nikke genkendende til kan give en ret virkningsfuld effekt. Her, hvor det er blandet med 50’er-agtig rockabilly-vokal og amerikansk sydstatsaccent, bliver det i hvert fald ret så creepy.

Scenen sættes fra første sang – den herligt slæbende “Bad Ritual”. Her fortæller et jeg, hvordan han følger nogle enormt foruroligende ritualer for at kunne være i fred for de ugengældte kærlighedsfølelser, som han forfølges af. Til vores store skræk hører vi også, at der ligger et hoved på hans seng, men man er i tvivl om, hvorvidt det tilhører objektet for jeg’ets kærlighed, eller om det hele har en eller anden overført betydning. Under alle omstændigheder besynges kærlighedsobjektet, som om hun ikke længere er i live: »I felt your poltergeist present in the frame of the bed.« I omkvædet, der helt enkelt bare gentager strofen »It’s a bad, bad ritual but it calms me down,« gør dybe horn, strygere og et meget skræmmende mandekor sit for at cementere den grufulde stemning, som gennemsyrer hele albummet. På dette tidspunkt er det hele meget foruroligende og mystisk, men efter pladens anden skæring, instrumetalnummeret “Obelisk”, der fungerer som et slags ‘point of no return’, er man ikke længere i tvivl om, at det ikke er den harmoniske kærlighed, som Creep On Creepin’ On dyrker. På filmisk vis varsler de gradvist intensiverende strygere og de små, svært dechifrerbare, men enormt virkningsfulde lydeffekter, at noget forfærdeligt er under opsejling.

I pladens musikalske højdepunkt, den næstsidste skæring ”Do I Have Power”, antyder stroferne i omkvædet »Do I have power, do I have power over it,« at her (igen) er tale om et jeg, som er på randen til at begå en frygtelig handling og må kæmpe en forgæves kamp for at få kontrol over følelserne. Her spiller Colin Stetsons saxofon en fantastisk atmosfærisk lead over et sløvt blues-groove, der konstant lyder, som om det er ved at gå i stå, men hele tiden ombestemmer sig. Det er selvfølgelig en illusion, for som resten af pladen er det meget stramt og sikkert spillet, og når kulminationen kommer i form af en fantastisk stemningsfuld og herligt vild og kaotisk saxofonsolo, der til tider lyder, som om den forsøger at imitere skrig, forløses energien hos protagonisten såvel som på pladen, hvor vildskaben har ligget og luret lige under overfladen.

Selvom musikken således på alle måder er interessant og virkningsfuld – ikke mindst de tre instrumentaler “Obelisk”, “Swamp Magic” og “Souvenirs” – er det de narrative spor i lyrikken, som for alvor holder lytteren til fadet. Selvom det via fortælleteknikken ikke er gjort så tilgængeligt for lytteren, er de virkeligt fængende. Nogle gange sidder man og griber efter de få steder i lyrikken, hvor protagonisterne ikke beskriver følelser, men løfter sløret for brudstykker og detaljer fra begivenheder, som for eksempel i disse strofer fra “Lonesome Hunter”: »Well I’m standing holding my head / and I’m staring through a hole in your head,« eller »you must be very frightened of me / well you have every reason to be / since you’ve been reading my mind.« Mens man andre gange forsøger at tolke de symbolske figurer, som lyrikken også indeholder. Som her i omkvædet fra samme sang: »There is a cross on a mountain, baby/ There is a cross glowing over your head/ Please break this spell you have me under/Every heart is a lonesome hunter.«

Pladen er den fjerde fra Timber Timbre, og selvom de altid har holdt et ret højt niveau, er det her, det hele går op i en højere enhed for det canadiske band. Lyrisk såvel som musikalsk begejstres jeg af, hvordan gruppen mestrer sine virkemidler og udnytter albumformatet og ikke mindst over Colin Stetsons kreative og atypiske saxofon, der spiller en stor rolle i det uhyggelige univers, som man må sige, at albummet lykkes med at skabe – i øvrigt kan du her læse en artikel om, hvordan samarbejdet mellem Timber Timbre og Colin Stetson kom i stand.