På toppen af den nye bølge af hip og fængende indiefolk sidder Of Monsters and Men. Til trods for at bandet kun har udsendt én enkelt plade, var Arena pakket til bristepunktet, da de islandske trubadurer entrerede scenen. Lige fra starten fremstod bandet ydmygt og gennemsympatiske, og det var tydeligt, at de to frontfigurer Nanna Bryndís Hilmarsdóttir og Ragnar Þórhallsson supplerede hinanden godt. De leverede nogle fine og blide duetter, og deres harmonier gled fint ind i de atmosfæriske lydbilleder, bandet fik skabt, til stor jubel fra det talrige publikum.
Hvad der så tilgengæld hurtigt blev irriterende, var den konstante opfordring til at klappe med, når islændingene allerede bruger en rigtig stor del af deres sangskrivning på lalala’er, hey!-udbrud og deslige. Det fungerer, når det er behersket, men det er det sjældent, og både efter gentagne lyt til debuten My Head Is an Animal og når man ser bandet live, er det svært ikke at tænke, at det bare er letkøbte elementer, der er inkluderet for at fange opmærksomheden fra dovne eller uengagerede lyttere. Det var dermed også den første Roskilde-koncert, hvor “Seven Nation Army”-lålålå’erne, der efterhånden blevet en naturlig (og pisseirriterende) del af en koncert på Orange eller Arena, ikke føltes malplacerede, da de bød Of Monsters and Men velkommen.
Koncerten nåede et forventeligt klimaks med den pompøse single “Little Talks”, men det var faktisk åbneren “Dirty Paws” og den fine “Lakehouse”, der endte med at blive koncertens højdepunkter. Numre som “Love Love Love” og “Mountain Sound” holdt derimod ikke samme niveau og blev bare referencepunkter for, hvornår for meget er for meget. Sidstnævnte var et tydeligt eksempel på, at når bandet sætter tempoet op, sætter de Hilmarsdóttir af. Det virkede ikke, som om at hun havde lungekapaciteten til at holde en tone i mere end ét sekund ad gangen, så når det gik for hurtigt, lød hendes stemme som en forpustet bjæffen.
My Head is an Animal havde rigtig mange fine elementer, der viste, at bandet har en unik og fængende lyd. Desværre manglede den stadig en hel del dybde, og det var denne mangel på dybde, der kom til at plage bandets koncert på Arena. Det blev hurtigt ensformigt, og selvom bandet gav alt, hvad de havde i sig, var der stadig alt for mange ting, der gik imod dem, til at det for alvor blev godt.





