»Banality with a beat.« Nogenlunde sådan lyder det på et tidspunkt fra detektiven Philip Marlow i tv-serien “The Singing Detective“. En kommentar om pop. Det populære, som optager og aftages af de fleste. Og affærdiges af mange andre som overfladisk og lidet udfordrende.
Men kan pop overhovedet undværes? Der er noget at sætte sig op imod, at stå i modsætning til og ikke mindst udfordre. Og så er pop da også en langt fra vattet grobund for diskussion, hvilket bl.a. kunne ses, da Roskilde bookede Rihanna, eller da en lang række indiemusikere medvirkede på soundtracket til den blodfattige vampyrbasker “Twilight”.
Og hvad har det overhovedet med Nicolai Kleinermans svært udtalelige soloprojekt PRE-Be-UN at gøre? Nuvel, det er pop, men på den alternative måde, og målet synes at være at udfordre poppen. Ikke på trods af den, men nærmere i kraft af den. Selv kalder Kleinerman og pladeselskabet Tambourhinoceros genren for hypnagogisk pop – med andre ord: pop, der bevæger sig i tilstanden mellem at være vågen og at falde i søvn.
Der er som sådan ingen umiddelbare grænser, og de, der måtte være, enten udvides eller udviskes på PRE-Be-UNs andet album, Clean Spasms, der følger op på sidste års eksperimenterende Coral Carol. Til tider bliver det en anelse syret og udsvævende, hvilket ikke mindst understøttes af besynderlige sangtitler som f.eks. “Milky Medicin” og “Curious Conundrums”. Det kan tage noget tid for de fleste sange at snige sig ind på lytteren, men samtidig sidder en sang som førstesinglen “Mysteriously in Love” fast stort set fra starten af.
“Mysteriously in Love” holder da også for tiden sommerferie på Det Elektriske Barometers førsteplads, hvilket må siges at være fuldt ud berettiget. En masse lag af mærkværdige lyde smelter sammen og bliver til psykedelisk pop. Det er lyden af en svunden sommer, der fortsat ligger foran én og venter på at blive opdaget.
Og netop det med at opdage synes at være kodeordet på Clean Spasms. Det er udfordrende pop, som opfordrer til at blive vendt og drejet af en nysgerrig lytter. Elementer af hiphop og mere tilgængelig indiepop sniger sig også ind undervejs, men bliver hele tiden hakket op og blandet på kreativ vis. En blanding, der sine steder er særdeles fængende og andre steder i samme grad frustrerende.
“Curious Conundrums”og “X-Ray Pop” minder utroligt meget om amerikanske Why?. Især på førstnævnte lyder Kleinerman med sin tilbagelænede vokal som Yoni Wolf, og nummeret er trods en Game Boy-agtig intro ganske afdæmpet. “X-Ray Pop” er let dansabelt, men afbryder hele tiden sig selv med uventede trin og bevægelser.
Anderledes er det med “Soft Sounds of Insects” samt “Bicyclist”, der begge har lidt Vampire Weekend (minus indierock) over sig. Førstnævnte byder på en fin blanding af en legende vokallinje og et boblende lydtæppe, mens sidstnævnte stemningsmæssigt har en lidt beklagende klang.
Afslutningsnummeret ”Run to the Midden” er nok albummets svageste. Det er enormt sløvt og slæber sig søvndyssende af sted, hvilket står i stærk kontrast til den oplevelse, som Clean Spasms ellers byder på.
Kleinerman har tidligere stået bag tangenterne hos bands som f.eks. Oh No Ono, Boom Clap Bachelors og Choir of Young Believers. Væsentlige danske navne, som alle synes at have smittet af på Kleinermans egen lyd og ikke mindst hans lyst til at prøve sig selv af som solist. Der er lidt frikvarter over PRE-Be-UNs Clean Spasms, men vel at mærke på en kreativ måde.
Et frikvarter, der på overfladen er legende og fjollet, men som med sine mange lag også besidder en væsentlig dybde. Det bliver til tider lidt for meget af det gode, men det er måske også meningen, idet musikken gerne skal udfordre. Og så er det muligvis et bud på, hvad »banality with a beat« i fremtiden vil kunne byde på. Hvis udfordringen ellers bliver taget op.
