Jeg mærker vinden suse i mit hår, mine ører bliver kolde, min hud fugtig og mine kinder røde. Jeg løftes op, svæver over storslåede og majestætiske landskaber med høje bjerge, dybe dale, brusende floder, grønne skove og spejder ud i horisonten.
Lyden er hørt før. Især hos nordiske sangerinder som Björk, Fever Ray og Oh Land, hvilket vel ikke er så sært vores klima og landskab taget i betragtning. Men at denne musik er lavet i et mørkt studie uden vinduer i en støjende storby af en amerikansk sangerinde, der lider af angst for åbne pladser, er alligevel noget af et paradoks – og en kæmpe overraskelse for mig.
Men det er altså tilfældet med Glasser, som lyder det borgerlige navn Cameron Mesirow. Hun stammer fra Los Angeles, men flyttede til New York før tilblivelsen af sit andet album, Interiors, der er opfølger til hendes meget roste første album, Ring. Her blev hun inspireret af byens skyskrabere, og den hollandske arkitekt Rem Koolhaas’ bog “Delirious New York”.
Hun begyndte på terapeutisk vis at drage paralleller mellem skyskrabernes komplekse arkitektur og hendes egen til tider ustabile psykiske tilstand. Som i åbningsnummeret “Shape”, hvor hun i vers to beskriver sine følelser: »My home has no shape / Nothing to sustain me / But it keeps me safe / From imagined pain.«
Nummeret er som alle sangene bygget op omkring reallyde, computerprogrammeringer og analoge instrumenter, der sammen væver et smukt flyvende tæppe af lyd, som lytteren kan sætte sig på og drage ud på eventyr. Den er sirligt ornamenteret, lyden. Og har en spændende musikalsk tekstur, som Glassers overnaturlige alfevokal svæver henover. Tonerne er vidtstrakte med lange haler, som var de kometer på afveje.
Men hvad er det?
Bump … bump bump bump
“Hvad sker der? Er fortryllelsen hævet?” tænker jeg og kigger mig forvirret omkring. Vi er tilbage på jorden igen.
Et par gennemlytninger var nok, og den hårde landing har givet mig en hovedpine. Måske har jeg fået for meget af den tynde luft? Jeg stiger nedslået af tæppet. Luftturen gav mig ikke helt den oplevelse, jeg troede, og jeg trænger til at sætte fødderne på jorden og være sammen med andre mennesker igen – af kød og blod. Nogen, der vil mig noget på det personlige plan.
Det vil Glassers musik ikke. Hvad gik der galt? Musikken er jo utroligt ambitiøst udført, og jeg må bøje mig i støvet for produktionen, men jeg kan bare ikke mærke noget personligt projekt. Og på det afgørende punkt adskiller Mesirow sig afgørende fra Björk. Jeg husker på mit gamle mantra: Man må aldrig intellektualisere musikken. Det er Glasser skyldig i, synes jeg. Det bliver fortænkt, og jeg mærker ikke musikkens urkraft. Det er vigtigt.
Ikke én melodi har sat sig fast. Bevares, “Keam Theme” svinger og sætter gang i mit indre følelsesliv med en offbeat-rytme og et godt omkvæd. Ellers er musikken en blank overflade, et vandspejl, som jeg ikke kan spejle mig i. Jeg forføjer mig.
