Plader

Pearl Jam: Lightning Bolt

Lightning Bolt er 10. studiealbum fra Eddie Vedder & Co., og jubilæet fejres med et vidtfavnende album, som rummer både det rå og det afdæmpede. De blandede bolsjer smager dog ikke alle lige godt, og helhedsindtrykket ender derfor i det ujævne.

Snart 25 år efter starten okser Pearl Jam stadig ufortrødent deruda’ – tilsyneladende uden planer om at sætte tempoet ned. Det gør bandet til et af de mest vedholdende navne fra start-90’ernes generation af guitardyrkende, amerikanske bands; en status, Pearl Jam nu cementerer ved at runde et skarpt hjørne, nemlig udgivelsen af sit 10. studiealbum. Titlen er Lightning Bolt, og der er blevet plads til 12 numre på albummet, der er det første siden Backspacer fra 2009.

Titlen giver forhåbninger om et højenergiske udspil, da det ofte er, når gaspedalen er helt i bund, bandet tager sig bedst ud. Og det starter da også ganske heftigt. ”Getaway” tonser af sted med et kontrolleret, men alligevel fremadrettet drive, hvor rytmesektionen benhårdt stikker rammerne ud for resten af instrumenteringen. Den efterfølgende “Mind Your Manners” fortsætter i samme tråd og lægger sig fast på et næsten punket udtryk i verset, før det hele blødes lidt op i et klassisk Pearl Jam-omkvæd. Numrene er medrivende og sprudler overbevisende over af energi, og dermed bliver Lightning Bolt også sparket rigtig godt i gang.

Efter tredje nummer, ”My Father’s Son”, bliver der dog længere mellem lynnedslagene, og albummet antager et mindre aggressivt udtryk. “Pendulum” slår en mere melankolsk tone an. Det er afdæmpet og med masser af plads til Vedders karakteristiske vokal. Alligevel er det, som om nummeret ikke rigtig fører nogen steder hen. Der er lidt for meget spredt fægtning og for lidt retning i sangen, og da den slutter, sidder man tilbage med følelsen af, at den aldrig for alvor kom i gang.

“Sleeping By Myself” er et fint lille nummer, der også lægger et melankolsk udtryk for dagen, dog uden for alvor at bide sig fast. Meget bedre går det i “Sirenes”, som er et absolut højdepunkt på albummet. Lydbilledet er luftigt og skrøbelig, og det er lige før, omkvædet letter, når Vedder presser sin vokal helt til stregen. Der er fokus og nærvær, og sangen besidder en melodiøsitet, som desværre er fraværende på mange af albummets øvrige afdæmpede skæringer.

I “Let the Records Play” indtager bandet rollen som moderne bluesorkester, hvilket desværre ikke er et særlig vellykket eksperiment. Det er, som om der ikke helt er et musikalsk fikspunkt for løjerne, der i stedet bumler af sted – tilsyneladende uden mål og med. Det er altid prisværdigt, når etablerede musikere vælger at ryste posen en ekstra gang, men det er ikke den vej, Pearl Jam skal gå. Så hellere “Swallowed Whole”, der med en flot klingende arpeggio-guitar på store dele af nummeret leder tankerne hen på Peter Buck og R.E.M., og her gør bandet sig straks meget bedre.

På mange måder fremstår Lightning Bolt altså som en lidt ujævn affære med flotte højdepunkter og lidt kedelige bølgedale. Det starter stærkt nok ud, men efterhånden som albummet skrider frem, indfinder der sig desværre flere og flere svage sange – og det er især de mere stille numre, der ofte ikke formår at komme helt ind under huden på mig. Der bliver sgu bare ikke helt gået til bidet, for nu at sige det, som det er. Og det faktum, at bandet flere steder virker, som om det fumler lidt for meget rundt med materialet, er bare synd, for de øvrige sange på albummet viser, at Pearl Jam sagtens kan. Retfærdigvis skal det da også nævnes, at flertallet af albummets skæringer heldigvis tilhører sidste kategori.

På grund af sit geografiske ophav og sit tidsmæssige udspring i start-90’erne blev Pearl Jam hurtigt udråbt til at være et grungeband og dermed slået i hartkorn med navne som Nirvana, Alice In Chains og Mudhoney. Dette har jeg dog altid syntes var et lidt misvisende mærkat at sætte på bandet, der i langt højere grad spiller sig ind i en klassisk rock’n’roll-tradition, hvor forgængerne eksempelvis hedder The Who, Rolling Stones og Neil Young. Med Lightning Bolt fortsætter bandet i dette spor, uagtet at der så måske ikke er tale om verdens mest originale udtryk.

Det er klart, at den meget traditionsbundne rocktilgang ikke længere er nyskabende i en tid, hvor eksotiske genrer som indietronica, mathrock eller afrobeat har fundet vej til det musikalske landkort. Og det er nok også ved at være nogle år siden, at det for alvor gav coolness-point at erklære sig som Pearl Jam-fan. Alligevel er det altid et glædeligt genhør, for bandet besidder et sangskrivertalent, der ikke lader sig ignorere.
Lightning Bolt føjer ikke noget nyt til udtrykket, men til gengæld er det et varieret album, der for det meste fungerer ganske godt, og som viser, at bandet stadig besidder det drive, der skal til for at skrive fængende og til tider eksplosive rocksange. At der så også har indfundet sig lidt for mange svipsere, til at man kan lade det gå upåagtet hen, er ærgerligt, men alligevel ikke nok til at afskrække en gammel fan. For nye fans er diskografien heldigvis fuld af andre og mere oplagte steder at starte.

★★★½☆☆

Leave a Reply